
Billede: Peter Appel, Bestyrelsesformand, Gorissen Federspiel
Billede: Peter Appel, Bestyrelsesformand, Gorissen Federspiel
Markedet for investering i erhvervsejendomme er i markant vækst. Samtidigt får nye krav fra lejerne investorer til at skifte fokus, og begreber som bæredygtighed, indeklima og fleksibilitet har overhalet de klassiske ”3x beliggenhed”.
Indeklima, bæredygtighed og fleksibel indretning afløser i stigende grad klassiske parametre i jagten på investeringsejendomme. Det viser erfaringen fra landets største erhvervsejendomsvirksomhed EDC Erhverv Poul Erik Bech, hvor adm. Direktør Robert Neble Larsen peger på, at nye krav fra lejerne driver udviklingen.
”De krav brugerne af ejendommene stiller, medfører et øget fokus på bæredygtighed og indeklima. Her oplever vi, blandt andet via vores bygherrerådgivningsfirma Promana, et stigende behov og en øget efterspørgsel på kompetent rådgivning om alt fra energiforbrug til indretning som en del af investeringsprocessen,” siger Robert Neble Larsen.
Samme tendens ser man hos ATP Ejendomme, der repræsenterer nogle af landets mest markante ejendomsinvestorer. Her fremhæver underdirektør for teknik og miljø Christian Hartmann netop bygningens indeklima og muligheden for at udvikle optimale og unikt tilpassede arbejdsgange som afgørende investerings-parametre.
”Før i tiden snakkede man enormt meget om beliggenhed, men det er ikke længere det eneste, der betyder noget. Langt fra. Den vigtigste råvare i vores samfund i dag er jo de hoveder, som sidder på veluddannede og dygtige medarbejdere. Ejendomsdrift, og dermed også investering i erhvervsejendomme, handler derfor i bund og grund om skabe optimale rammer for at udnytte den råvare,” siger Christian Hartmann.
Skal tiltrække de bedste
En af de markante investeringer, som ATP Ejendomme er involveret i, er byggeriet af Axel Towers på Scala-grunden i København. Når det står færdigt i 2016, bliver advokatfirmaet Gorrissen Federspiel hovedlejer med 80 pct. af bygningen som fremtidigt domicil. Det har netop medført høje krav til både indretning og fremtidigt arbejdsmiljø.
”Vi lever populært sagt af at trække det bedste af det bedste ud af de klogeste hoveder. Derfor skal vi have fysiske rammer, som appellerer til de bedste i vores branche, og samtidigt giver dem mulighed for at præstere bedst muligt,” siger bestyrelsesformand hos Gorrissen Federspiel, Peter Appel.
Flere langsigtede investeringer
Adm. Direktør i EDC Erhverv Poul Erik Bech, Robert Neble Larsen understreger, at tendensen om et øget fokus på arbejdsmiljø og bæredygtighed kendetegner investeringer i både nybyggeri og eksisterende bygningsmasse. Samtidigt dokumenterer tal fra EDC Erhvervs Køberkartotek, der er landets største database over købere på jagt efter ejendomme, at efterspørgslen på erhvervsejendomme stiger. Faktisk var der en stigning i nyoprettede køberønsker til erhvervsejendomme på mere end 46 pct. i første kvartal af 2015. Udviklingen viser bl.a. et ønske om flere langsigtede investeringer.
”Der arbejdes normalt med minimum syv års sigte for en investering, men vi ser samtidigt en stigende interesse for ejendomme, der kan udvikles over en længere tidsperiode. Udover reelle boligejendomme går mange også efter ejendomme, der kan konverteres fra eksempelvis kontor til udlejningsboliger, ligesom der også er en øget interesse for at udvikle ældre erhvervsejendomme til moderne arbejdspladser med fokus på bæredygtigt energiforbrug og godt indeklima, som brugerne efterspørger,” siger Robert Neble Larsen.
Fem gode råd til langsigtet investering
1. Indretning. Traditioner og trends har det med at ændre sig, også i forhold til kontorindretning. Derfor er det en god idé grundigt at undersøge hvilke krav lejer-målgruppen stiller samt mulighederne for at konvertere indretningen til andre typer af lejere.
2. Installationer. Særligt i ældre bygninger kan der være udfordringer forbundet med installationsgange til ventilationsanlæg, elektricitet og it-infrastruktur. Undersøg fra start, om der er behov for eventuelle forbedringer.
3. Energi. Ved salg og udlejning skal danske ejendomme energimærkes. Mærkningen synliggør energiforbruget og kommer med forslag til forbedringer og hvad de koster at gennemføre. Energimærkeskalaen går fra A til G. Ofte er det dog en god idé at gennemgå eksisterende energimærkning med en ekspert.
4. Gentænk beliggenhed. I forhold til erhvervsejendomme handler beliggenhed ikke kun om adgang til infrastruktur og offentlig transport. Udsigten fra kontoret har også betydning i forhold til virksomhedens overordnede brand og rekruttering af medarbejdere.
5. Rådgivning fra start. Både større og især mindre investorer kan have stor gavn af at involvere en erfaren erhvervsmægler eller ejendomsadvokat i den langsigtede konsekvensanalyse af en ejendomsinvestering. Det samme gør sig ikke mindst gældende i forhold til det byggetekniske område, hvor rettidig omhu kan gøre stor forskel i forhold til optimering af totaløkonomien.
Kontakt
Robert Neble Larsen, tlf. 26 32 12 00
Får din virksomhed nok opmærksomhed?
Mangler dit produkt opmærksomhed fra den købedygtige kunde eller beslutningstager?
Kære læser
Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.
Med venlig hilsen
Redaktionen