Berlingske Business

Vil den digitale advokat overtage advokatbranchen?

27BBMross (2).jpg

Ross er navnet på et computerprogram, der er i fuld gang med at lære konkursret og allerede hjælper advokater i USA med dette speciale. En dansk version kan skabes på otte-ti måneder, ligesom andre juridiske specialer bliver tilføjet. Bliver advokaterne selv overflødige? - Foreløbig er svaret nej.

I advokatbranchen i USA er kunstig intelligens ikke fjern fremtidsmusik. Den digitale advokat er der allerede.

Den hedder Ross og har siden i sommer arbejdet på en række advokatkontorer rundt om i USA, hvor den bistår advokater med speciale i konkursret. Ross trækker på amerikansk lovgivning, der har med konkursret at gøre, men også på tidligere domme, der er afsagt i USA i sager om konkurser.

Advokaterne kan stille Ross spørgsmål, som de ville gøre til en kollega af kød og blod, og så kommer Ross op med begrundede svar med henvisning til lovparagraffer og udfaldet af domme i lignende sager. Ross er bare lidt hurtigere end kollegaen på kontoret ved siden af. Svaret ligger der i løbet af få sekunder og er ikke blot stikord, men formulerede sætninger.

Technology

»Ross betyder, at advokater kan træffe beslutninger hurtigere og på et bedre grundlag. Det betyder, at de kan arbejde mere effektivt, men også samlet levere en bedre ydelse,« siger Andrew Arruda, som er CEO og medstifter af Ross Intelligence.

Ross er en kunstig intelligent advokat eller et computerprogram, om man vil, som er udviklet af en håndfuld universitetsstuderende fra University of Toronto . De har bygget programmet oven på IBMs kognitive supercomputer Watson, der blev berømt, da den i 2011 vandt TV-quizzen Jeopardy.

De canadiske universitetsstuderende fik sidste år adgang til Watson gennem IBMs Watson-konkurrence, hvor entreprenante universitetsstuderende fra topuniversiteter i USA og University of Toronto dyster om 100.000 dollar til brug for start af egen virksomhed.

De studerende skal identificere en branchespecifik udfordring, hvorpå de fodrer Watson med relevante data og træner den i at svare relevant og brugbart på de stillede spørgsmål. Folkene bag Ross kastede sig over advokatbranchen og vandt andenpladsen i konkurrencen.

Siden er det gået stærkt. Ross kom under vingerne hos californiske Y Combinator, en slags accelerator for nystartede virksomheder, som Airbnb og Dropbox også har været igennem.

Konceptet er, at Y Combinator investerer 120.000 dollar i en start-up-virksomhed, som flytter tre måneder til Silicon Valley. Der kommer virksomheden igennem et intenst forløb, så den sammen med andre start-ups kan præsentere sig bedst muligt på en demodag for mulige investorer. For Ross gav det pote.

Dentons, der er et af verdens største advokatfirmaer, har investeret i Ross Intelligence. Og flere investorer er på vej.

»Vi har allerede sikret os en ny finansieringsrunde. Det vil blive annonceret i løbet af de kommende måneder,« siger Andrew Arruda.

Working on pc

Advokaten så potentialet

26-årige Andrew Arruda kom selv med på Ross-projektet, fordi han er venner med en af de universitetsstuderende på University of Toronto. Han er selv er jurist og advokat og kunne med et samme se potentialet ved at kombinere Watson med det juridiske område.

De første advokatkontorer, heriblandt Dentons, begyndte med en testversion af Ross i juni, og siden er Ross løbende bredt ud til flere advokatkontorer. Ross lærer løbende og forbedres dermed hele tiden, og ifølge Andrew Arruda er der på advokatkontorerne tilfredshed med Ross’ foreløbige indsats, men også med Ross’ potentiale.

»Vi har fået positive tilbagemeldinger. På advokatkontorerne oplever advokaterne allerede Ross som en hjælp, men de ser også, hvordan Ross hele tiden lærer og bliver klogere,« siger Andrew Arruda.

At kunstig intelligens allerede er trængt ind i en traditionel branche som advokatbranchen er måske umiddelbart overraskende, men ifølge IBM er det en logisk følge af supercomputeren Watsons kompetencer.

»Watson er specielt god til at forstå og fordøje store mængder ustrukturerede data som eksempelvis lovtekster, juridiske vejledninger og domme. Men Watson er også i stand til at tænke sammenhængende og finde svar i de her tekster, fordi Watson forstår sammenhænge og ordenes betydning. Når der kommer ny viden, så uploader man det blot i Watsons lager, og så læser og forstår Watson det, ligesom hvis det var et menneske, der læste det,« siger innovation executive Anders Quitzau fra IBM.

Watson er i stand til at udlede fakta og konklusioner fra over 800 millioner tekstdokumenter i sekundet.

Hos IBM har den kognitive computer Watson i øvrigt længe hjulpet juristerne i IBMs interne juridiske funktion, fortæller Anders Quitzau. Watson giver en hånd med, når IBM køber virksomheder op.

»IBM køber mange virksomheder – i gennemsnit en om måneden. Vi bruger Watson til due diligence i forbindelse med disse opkøb. Watson gennemgår alle kontrakter, der ligger i de pågældende virksomheder, og sammenholder dem med de termer, vi normalt kan acceptere i IBM,« fortæller Anders Quitzau.

For IBM sparer det tid og penge, når Watson hjælper med at granske kontrakter.

»Vores gennemgang af alt det materiale, der er i forbindelse med mulige opkøb, foretager vi cirka 20 procent hurtigere nu, end vi gjorde tidligere,« siger Anders Quitzau.

Dansk version?

Watson forstår endnu ikke dansk, men det er blot et spørgsmål om tid – og efterspørgsel – før der bliver knyttet dansksprogede løsninger til Watson.

»Watson forstår engelsk, spansk, portugisisk, japansk og snart også arabisk. Der er en vis indkøringstid. Det tager Watson otte-ti måneder at lære et nyt sprog. Watson kommer også til at lære dansk på et tidspunkt, men det kræver, at vi får nogle store kunder herhjemme, og at vi har båndbredde nok i Watson-divisionen,« siger Anders Quitzau.

Potentielle kunder inden for det juridiske område kan ifølge Anders Quitzau være nogle af de store advokatkontorer eller revisionsfirmaer. Eller det kunne være virksomheder i brancher, der er meget regulerede og underlagt international lovgivning. Eksempelvis banker, forsikringsselskaber, medicinalvirksomheder samt den offentlige sektor, hvor der er meget jura og regulering i sagsbehandlingen.

27BBMarriva4.jpg

Hos Ross Intelligence er det også ambitionen at nå ud til danske advokater. På dansk.

»Vores overordnede mål er, at enhver advokat i hele verden skal have Ross i lommen. Uanset hvilket sprog de taler, så skal de være i stand til at bruge vores system. Det er et ambitiøst mål, men det er det, vi stræber efter,« siger Andrew Arruda.

På den lidt kortere bane for den stadig unge og relativt lille virksomhed er det næste logiske skridt i første omgang at komme ud til andre engelsksprogede markeder. Ikke kun med Ross-løsningen inden for konkursret. Nærmest alle retsområder har ifølge Arruda potentiale til at blive koblet op på Watson. I første omgang ligger områder som skatteret og ansættelsesret lige for.

»Selv om Ross lærer om konkursret nu, kan den grundviden overføres til andre retsområder, uden at Ross skal starte helt forfra hver gang,« siger Andrew Arruda.

Billigere advokathjælp

Ifølge Andrew Arruda har advokatstanden ikke grund til at frygte Ross. De bliver ikke arbejdsløse. Tværtimod kan Ross potentielt udvide markedet for advokatydelser og dermed give arbejde til flere. Den øgede effektivitet vil drive omkostningerne og priserne nedad, så flere får råd til at købe advokathjælp.

»Ross kommer aldrig til at erstatte advokater. Ross vil give dem et betydeligt løft. Samtidig er der et kæmpemarked for juridisk hjælp til dem, der i dag ikke har råd. Et værktøj som Ross vil give dem råd til en advokat. Jeg tror, at Ross vil åbne for, at flere advokater kan lave mere. Det kan potentielt udvide markedet og skabe flere job,« siger Andrew Arruda.

Fremskrivninger af, hvilke job der er truet af digitalisering og kunstig intelligens tyder heller ikke på, at advokatgerningen er i fare for at uddø i nær fremtid. Til gengæld vil advokater ikke klare sig i konkurrencen, hvis ikke de støtter sig til kunstig intelligens, mener Anders Hvid.

29BBMuber5.jpg

Han er er CEO og medstifter af DareDisrupt, som formidler viden om digitalisering og eksponentielle teknologier.

»Advokaten bliver ikke afløst og arbejdsløs. Han bliver styrket af kunstig intelligens. Det bliver et uundværligt værktøj for ham til at forstå den sag, han sidder med. Er der noget, han har overset eller sammenhænge, han ikke har fået øje på. Men vi er langt fra at kunne digitalisere det at skrive et juridisk argument. Den kunstige intelligens kan fortælle advokaten om tidligere sager og lovgivning, men den kan ikke tage stilling i den konkrete sag. På kort og mellemlang sigt er advokaten altså ikke truet. Det er derimod juristen, der leverer juridisk rådgivning i virksomheden. I de tilfælde, hvor opgaven handler om at afklare en juridisk problemstilling fra et større lovmateriale, vil den kunstige intelligens kunne afløse juristen. Vi ser allerede løsninger i dag, som kan løse den opgave, f.eks. Ross,« siger Anders Hvid, der også selv sidder i fakultetet på tech-universitet Singularity University i Silicon Valley.

Han er sikker på, at om fem år er kunstig intelligens standard – også på danske advokatkontorer og i de juridiske afdelinger i virksomhederne.

»Vi skal huske, at de her intelligenser er drevet af en eksponentiel vækst. Der er sket en voldsom udvikling inden for kunstig intelligens de sidste to-tre år. Det bliver til applikationer inden for alt muligt, og det kommer i stor stil til de internationale advokatkontorer, og så kan man jo ikke sidde det overhørigt i Danmark,« siger Anders Hvid. Han var tidligere på måneden inviteret til at holde et indlæg om emnet for partnerkredsen på landets største advokatvirksomhed, Bech-Bruun.

27BBMsnabe9.jpg

Effektivisering

På erhvervsadvokatkontoret Lassen Ricard følger associeret partner Jørgen Bek Weiss Hansen interesseret udviklingen inden for kunstig intelligens.

»Jeg har aldrig set kunstig intelligens som noget, der vil slå min forretning ihjel. Jeg ser det mere som en mulighed for at effektivisere mit arbejde. Eksempelvis med kontraktanalyse eller i forhold til at komme med bud på, hvad en sag skal afgøres på. Det vil nok give en bedre forretning og indtjening. Til gengæld tror jeg, at man med kunstig intelligens kan spare rigtig meget – og måske også gøre nogle advokater arbejdsløse – på de sager, som typisk ikke forliges, og som der er mange af, eksempelvis standardkontrakter, straffesager og familiesager,« siger Jørgen Bek Weiss Hansen

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen