Berlingske Business

Top 20-advokater på slankekur

26BBMadvokater-simon.jpg
f Foto: Liselotte Sabroe

Flere end 100 jurister er sparet væk på landets største advokatkontorer siden 2013, da omsætning for en milliard kroner forsvandt ud af markedet. Nu er der tegn på vækst igen, men advokatfirmaerne er fortsat udfordret af prispres og konkurrence fra revisorer og virksomhedernes egne juridiske afdelinger.

De seneste to år har advokatbranchen været på slankekur, og mange job er skåret væk. Alene hos de 20 største advokatfirmaer er der siden 2013 nedlagt 114 juriststillinger, viser Berlingske Business Magasins årlige advokatguide.

Det svarer til, at fem procent af samtlige jurister er skåret væk i løbet af to år. Dertil kommer nedskæringer i den administrative stab, hvor blandt andet advokatsekretærer har måttet holde for. Samtidig melder HK om, at advokatsekretærer bliver presset på løn og arbejdsforhold.

Et brat omsætningsfald ramte branchen som en hammer i 2013 og udløste nedskæringer efter et årti med næsten ubrudt vækst. Det blev en ny udfordring for en branche, som i flere år har været under tvungen omstilling til en ny virkelighed.

Rollen som fast husadvokat er ikke længere givet, fordi erhvervskunderne typisk bruger flere forskellige advokatfirmaer, men også sender advokatopgaver i udbud. Samtidig er der prispres og skærpet konkurrence fra blandt andet revisorer. Og endelig løser et voksende antal virksomheder selv deres juridiske opgaver in-house. Nedskæringerne skal også ses i det lys.

Et farvel til 114 jurister fordelt på 20 advokatfirmaer lyder måske ikke af meget, men nedskæringerne er selvsagt ikke jævnt fordelt. Godt halvdelen af de nedlagte juriststillinger er forsvundet hos de fem største advokatfirmaer, som alene beskæftiger næsten halvdelen af juristerne på de 20 største advokatkontorer.

Men selv inden for top fem er der forskelle. Landets femtestørste advokatkontor, Ples­ner, har således sagt farvel til 23 jurister siden 2013, hvilket svarer til 12 procent af den juridiske stab. Kromann Reumert har siden 2013 sagt farvel til 19 jurister svarende til en reduktion på syv procent. Men også i administrationen er der blevet sparet hos Kromann Reumert oplyser managing partner Arne Møllin Ottosen.

»Vi har igennem det sidste par år desværre sagt farvel til nogle af vores gode kolleger, herunder ændret ret markant i vores administrative setup. Det har vi gjort, fordi vi hele tiden arbejder på at sikre, at vi har en sund og konkurrencedygtig forretning,« skriver Arne Møllin Ottosen i en email.

Bedring i vente

For de pt. 2.356 jurister på de 20 største advokatkontorer må det store spørgsmål derfor være, om det er slut med nedskæringer, eller om der er mere i vente? Den umiddelbart gode nyhed er, at der ifølge brancheforeningen Danske Advokater ser ud til at have været omsætningsvækst i 2014. Endda på hele ni procent til 12,1 milliarder kroner. Indtil for nylig var det ellers forventningen, at 2014 ville ende på niveau med 2013, men en datafejl hos Danmarks Statistik kombineret med øget aktivitet i advokatbranchen mod slutningen af året har fået Danske Advokater til at opjustere forventningerne til 2014-omsætningen.

En frontlinjeberetning fra de største advokatkontorer giver imidlertid et mere blandet billede af situationen for 2014. Til gengæld er der overvejende positive forventninger til 2015 – blandt andet drevet af positive forventninger til det såkaldte M&A-marked, altså køb og salg af virksomheder.

Gorrissen Federspiel

Som det eneste af de fem store advokatfirmaer er Gorrissen Federspiel åben om firmaets omsætning. I 2014 fik advokatfirmaet på Rådhuspladsen en omsætning på 550 millioner kroner, hvilket er en beskeden tilbagegang på en procent i forhold til 2013, hvor omsætningen var 556 millioner kroner.

»Det er vi godt tilfredse med i et stagnerende marked,« siger managing partner Peter Appel fra Gorrissen Federspiel.

Han forklarer det stagnerende marked med et generelt markedsfald, men også med en strukturel ændring, der har været i gang i flere år. Nemlig at virksomhederne ansætter egne jurister til at løse et voksende antal advokatopgaver in-house.

»Det flytter opgaver fra advokatfirmaerne over i virksomhederne og betyder, at advokatmarkedet falder. Det er derfor, vi følger en specialiseringsstrategi og videreuddanner vores jurister, for det er der, vi har en særlig rolle fremover. I 2014 har vi eksempelvis haft 14 advokater på studieophold i udlandet eller udstationeret på udenlandske advokatkontorer,« siger Peter Appel.

Antallet af in-house jurister i danske virksomheder er på ti år steget med 1.000 jurister fra cirka 400 i 2004 til cirka 1.400 sidste år.

Gorrissen Federspiel har også måttet tilpasse organisationen og har en overgang haft 15 færre jurister ansat sammenholdt med 2013. De resterende har altså måttet løbe stærkere, og det har givet en mindre fremgang i resultatet for 2014. For 2015 venter Gorrissen Federspiel en omsætning på niveau med 2014 blandt andet drevet af efterspørgsel efter specialistrådgivning. Peter Appel venter, at antallet af store og mere komplekse sager inden for M&A-området og retssager fortsat vil være højt i 2015.

Bech-Bruun

Hos Bech-Bruun blev 2014 ifølge managing partner Simon Evers Kalsmose-Hjelmborg ikke så godt som 2013, der lidt paradoksalt blev et rekordår for Bech-Bruun midt i det faldende marked.

»Det, der svigtede i 2014, var M&A-markedet og rekonstruktioner (konkursboer, red.). Desuagtet ligger vi for tredje år i træk stadig i toppen på Merger Markets liste som det kontor med flest transaktioner. Og samlet set har vi de to seneste år haft vækst i et faldende marked,« siger Simon Evers Kalsmose-Hjelmborg.

Den svigtende omsætning i 2014 rammer dog indtjeningen hos Bech-Bruun.

»Vi har i 2014 ikke kunnet tilpasse vores omkostninger i takt med omsætningsnedgangen, så vi får en lavere overskudsgrad end ventet. Til gengæld har vi nu den rette størrelse til den vækst, vi venter i 2015 navnlig på M&A-området, hvor vi har en meget fin pipeline. Med den ventede vækst i 2015 kan vi måske lande på niveau med 2013, så der kan måske også komme en lille stigning i antal medarbejdere i løbet af 2015,« siger Simon Evers Kalsmose-Hjelmborg.

Af de tilpasninger, der er sket hos Bech-Bruun i 2014, er hovedparten administrative medarbejdere. På juristsiden skyldes reduktionerne primært, at markedet for konkursbehandling er aftagende, fordi det ganske enkelt går lidt bedre med økonomien herhjemme.

Plesner

Hos Plesner melder managing partner, Tom Kári Kristjánsson, som den eneste blandt de største erhvervadvokatfirmaer om »fremgang over hele linien i 2014«. Et lyspunkt efter 2013, da Plesner blev ramt af det faldende marked, fik lavere omsætning og måtte reducere den juridiske stab med 19 mand, svarende til ti procent.

»Vi har i 2014 haft et højere aktivtitetsniveau i hele huset sammenlignet med 2013, og da det har været med næsten samme besætning, har der været fuld damp under alle kedler. Indtil videre er 2015 startet på et meget højt niveau, og forventningen er også, at vi kommer til at ansætte flere i år,« siger Tom Kári Kristjánsson. Han vil ikke udelukke, at Plesner ved årets udgang har 10-15 flere jurister ansat end i dag. Væksten, venter han, især vil komme fra M&A-markedet, herunder handel med fast ejendom særligt i Københavnsområdet.

»Den pipeline, vi sidder med, er rigtig fornuftig,« siger Tom Kári Kristjánsson.

Kromann Reumert

Landets største advokatfirma, Kromann Reumert, melder om et fortsat »udfordrende marked«.

»2014 lå nogenlunde fladt i forhold til året før. Vi befinder os fortsat i et udfordrende marked, men vi er kommet godt fra start i 2015,« lyder det i et mailsvar fra Kromann Reumerts managing partner, Arne Møllin Ottosen.

Revisorer med legal services

Trods de overvejende positive forventninger til 2015 er der i branchen udbredt forventning om, at de foregående års prispres på advokatydelser vil fortsætte. En rundspørge foretaget af Berlingske Research blandt de 30 største advokatfirmaer viser, at 63 procent af de adspurgte venter, at der vil blive større pres på priserne i de kommende to år.

Samtidig oplever advokatbranchen også revisorernes ånde i nakken. Ifølge rundspørgen oplever 78 procent af advokaterne, at revisorbranchen forsøger at overtage opgaver, der typisk er blevet udført af advokatbranchen.

Det »nye« EY, som er resultatet af sidste års fusion mellem de danske afdelinger af KPMG og EY, har eksempelvis afdelingen Legal Services, som består af »et dedikeret team af jurister med stor erfaring inden for selskabs-, aftale- og kontraktsret, arbejds- og ansættelsesret samt M&A«. I Sverige har EY netop slået dørene op for en lignende afdeling.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen