Berlingske Business

Prisen for at blive præsident: 1.000.000.000 dollar

12BBMHill.jpg
Overskrift
Hillary Clinton.
12BBMJeb-bush.jpg
Overskrift
Jeb Bush.

En milliard dollar kostede det at vinde Det Hvide Hus i 2012. Næste år bliver det endnu dyrere for demokraternes spidskandidat, Hillary Clinton, og den republikanske modkandidat, som kan blive Jeb Bush. Pengene er magten i en amerikansk valgkamp.

Den 15. april havde Doug Hughes fået nok. Den 61-årige postarbejder fra Florida havde i årevis set det USA, han har troet på hele sit liv, blive overtaget af »pengegriske« lobbyister og pengetanke, som ville købe sig til indflydelse. Og politikerne var ifølge ham blevet medløbere i et uhørt pengespil om magten i et USA, der priser sig af at have verdens bedste og ældste demokrati.

Pengene havde ifølge ham taget magten fra folket. Politikerne var blevet afhængige af stærke pengemænd for at nå toppen.

Et valg til præsidentposten - for eksempel - løb nu op i svimlende en mia. dollar, hvis man ellers ville have en chance for valg. Det lå ifølge Hughes så langt fra det demokrati, han troede på og det demokrati, som USAs politiske »fædre« højtideligt havde nedskrevet i forfatningen. Folket skulle have magten.

12BBMChristiansborg-Slot.jpg

Doug Hughes besluttede, at nok var nok. Han ville råbe Kongressens samlede 535 medlemmer op med en protestskrivelse leveret personligt med ham selv som postbud. Han tog til Pennsylvania. Nærmere bestemt til byen Gettysburg, hvorfra han startede sit lille enmandsbetjente fly – en gyrokopter – i retning mod Washington.

Gettysburg var ikke tilfældigt valgt som udgangspunkt for flyveturen til Kongressen. Det var byen, hvor et af den amerikanske borgerkrigs største slag fandt sted. Det var der, det nye USA opstod, da den daværende præsident Abraham Lincoln fire måneder efter det blodige slag mellem nord- og sydstaterne i 1863 holdt sin berømte Gettysburg-tale om folkets demokrati og folkets regering.

»Government of the people, by the people for the people« »skal aldrig forsvinde fra denne jord«, som Lincoln sagde til den forsamlede skare på den slagmark, der i tre dage havde kostet 52.000 amerikanere enten livet, førligheden eller et fangenskab resten af krigen.

Ifølge Hughes er der langt fra denne ikoniske tale og sætning, som ethvert amerikansk skolebarn kan udenad, til dagens virkelighed. Hvis man ikke har penge, så betyder man intet i det demokratiske USA, mente han.

c

Og da hans eneste måde at få sit budskab ud på var at lave noget helt spektakulært, så valgte han sin gyrokopter.

Han fløj fra Pennsylvania ind til Washington D.C., som har et af verdens mest barske overflyvningsforbud, i det lille åbne og skrøbelige fartøj. Hughes fløj nogle hundrede meter over jorden. Han landede sikkert på plænen foran Kongressen og ville aflevere sine breve. Men få minutter efter landingen lå han i håndjern. Nu risikerer han en fængselsstraf for sit politiske stunt.

Doug Hughes er blot en af de millioner af amerikanere, der mener, at pengene spiller en alt for stor rolle i amerikansk politik i dag. Hvert eneste kongresmedlem bruger en god portion af sin tid på at samle penge ind til sin egen valgkamp.

Og medlemmerne af Repræsentanternes Hus er kun valgt for en to-årig periode, mens medlemmerne af Senatet har seks år til næste valg. Men for medlemmerne af huset er der altid kort tid til næste valg. Og pengene skal samles ind.

Selvfølgelig kan man altid diskutere, hvad der betyder mest i en valgkamp: Politikerne og deres budskaber eller de penge, der strømmer ind i valgkampen fra villige donorer. Pengene indsamles gennem personlige donationer og så det nye – de såkaldte super PACs (Politisk Aktions Komité), som kan samle millioner og atter millioner af dollar ind i princippet uden nogen former for begrænsning – i modsætning til de almindelige PACs, hvor der er et loft over, hvor meget hver enkelt må give.

GERMANY G7 SUMMIT

De milliarder af dollar, der postes ind i valgkampene både til Kongressen og til præsidentembedet og til alle lokale valg rundt om i USA, gives ikke af godgørenhed. Der er en politisk dagsorden og en pris, der skal betales af politikerne bagefter. Så det enkle spørgsmål, Hughes stiller, er, hvor meget en ny præsident og de mange nyvalgte politikere skylder de mange mennesker, der har satset på personens valg med store pengebeløb?

Præsident Barack Obamas valgkamp i 2012 anslås at have kostet en mia. dollar. Og det er så vidt vides den dyreste nogen sinde godt hjulpet på vej af de super PACs, som amerikanerne har tilladt, og som kun har fungeret i ganske få år.

Selvfølgelig er der regler for, hvad en super-PAC må foretage sig. Den må f.eks. ikke koordinere den politiske indsats med kandidaten. Og kandidaten må heller ikke bestille opgaver hos denne pengetank. Det vil sige, at der ikke må være en direkte koordinering mellem kandidaten og den pågældende super PAC.

Men den regel bliver omgået på alle måder af en række kandidater, som allerede har fundet så mange huller i lovgivningen, at der i princippet er få regler tilbage.

Og lobbyisterne finder smuthullerne sammen med USAs dyreste advokater. Så prisen for at få den næste præsident placeret i Det Hvide Hus fra januar 2017 bliver over en milliard dollar.

12BBMmads-munk-side12.jpg

Pengestrømmen bliver også mere målrettet. Super PACsenes indflydelse på valget er monumental, og det hele bliver hidsigt diskuteret af modstanderne mod disse super PACs, der på kort tid har sat dagsordenen i amerikansk politik.

»Kampagner er ikke længere kampagner, og en kandidat er ikke altid en kandidat«, skrev The New York Times for nylig om disse enorme pengetanke, der drives af forskellige interessegrupper. For der mangler nogle klare definitioner på, hvornår en kampagne er gået igang, og hvornår en kandidat officielt er en kandidat.

Nogle gange bevæger disse pengetanke sig på kanten af loven, når det er for tydeligt, at super PACen koordinerer med en bestemt kandidat. Andre gange arbejder den helt efter hensigten. De omstridte Koch-brødre, som står i spidsen for en af USAs største virksomheder, Koch Industries, bruger millioner af dollar på at fremme deres synspunkter uafhængigt af de enkelte republikanske kandidater. Brødrene ønsker mindre virksomhedsskat, mindre central regeringsindflydelse, mindre regulering og har som det egentlige mål at sikre, at republikanerne får kontrol ikke blot med Det Hvide Hus, men også fortsat har flertallet i Kongressen.

Deres synspunkter kan kandidaterne så tilslutte sig eller lade være. Og hvis de tilslutter sig, så får de også glæde af de annoncer og de pengemængder, de to, Charles og David Koch, poster ind i valgene. Og Koch-brødrene har allerede besluttet, at de og en række andre donorer, som de har samlet, vil bruge 900 mio. dollar på den kommende valgkamp.

På en måde er Koch-brødrenes måde at gøre det på mere i overenstemmelse med den oprindelige tanke bag støttekomiteerne. For de går ikke direkte ind og støtter en enkelt kandidat, men et legitimt politisk synspunkt. Enhver har ret til at være med til at forme politikken i USA. Men andre PACs er mere direkte knyttet til en bestemt kandidat, som i det skjulte bestemmer, hvad der skal bruges penge på. Dermed risikerer en politisk kampagne mere at dreje sig om, hvem der er bedst til at rejse penge end det budskab, en politiker lever af.

Christian Kettel Thomsen

Det mener i hvert fald to borgerkomitéer, som holder nøje øje med denne nye magtfaktor i amerikansk politik.

»Campaign Legal Center« og »Demo­cracy 21« er begge grupper, der med jævne mellemrum lægger sag an mod en række kandidater, når de efter deres mening bryder loven og det egentlige formål med disse PACs. I øjeblikket jagter de flere republikanske kandidater, som efter deres mening har bøjet loven.

Et af eksemplerne er Floridas tidligere guvernør, Jeb Bush, som er bror til den tidligere præsident, George W. Bush.

Han har trukket beslutningen om formelt at stille op så længe, at han har haft god tid til at etablere en super PAC og at udøve indflydelse på den og finpudse sin strategi og koordinere med donorerne.

For så længe han ikke officielt har meddelt sit kandidatur, så er der heller ingen lov, der forbyder ham at tale med en super PAC, For i juridisk forstand er han ikke kandidat, og kampagnen eksisterer endnu ikke, selv om han tilbringer timer på landevejene for at møde vælgerne.

»Og det er et fænomen, der bliver mere og mere udbredt og mere og mere udspekuleret. I realiteten sætter det en del af af demokratiet ud af kraft. Kandidaten melder først sit kandidatur, når vedkommende er helt sikker på at have finpudset alle hjørner af sin politik og koordineret med super ­PACen. For når man ikke juridisk er kandidat, så er man bare borger, og så kan man gøre, hvad man vil«, siger Denis Hopkins, som er en af de jurister, der arbejder med de her grænsespørgsmål.

12BBM20150521-171445-2.jpg

Jeb Bush kom selv i klemme for nylig, da han fortalte sig og sagde, at han stiller op som kandidat. Han rettede det øjeblikkeligt til, at han overvejer at stille op, inden han blev hængt op på sin forhastede udtalelse.

Mindst tre andre kandidater har været i søgelyset for at udnytte det her hul i lovgivningen, ligesom demokraternes spidskandidat, Hillary Clinton, også trak det hele i langdrag. Nu er hun kandidat, og så er reglerne klare. Hun stiller dog gerne op til foredrag for donorerne, men hun har gjort det helt klart, at hvis der skal rejses penge ud over det, reglerne siger, man må til en almindelig PAC, så sker det først, når hun har forladt lokalet. For så er det blevet til en super Pac, og så er reglerne anderledes.

Til gengæld har hun ligesom sine republikanske modstandere haft tid til at signalere, hvilken strategi hun vælger i de næste knap 18 måneder inden valget den 4. november. For hun har det seneste år turneret i noget, der ligner en valgkampagne, men som officielt ikke har været det.

»2016 bliver det første valg, hvor vi for alvor ser de her super PACs i funktion, og der er ingen tvivl om, at valgkampene bliver dyrere. Demokraterne har altid været dårligere til at samle penge ind, og præsident Barack Obama var under valgkampen i 2008 direkte forsigtig med at modtage penge. Men det har ændret sig. Både Obama og republikanernes daværende kandidat Mitt Romney rejste hver især over en mia. dollar i valgkampen i 2012. Det tal bliver ikke mindre, heller ikke for demokraterne,« siger en af valgforskerne i Washington til Berlingske.

Så det er ikke så sært, at nogle amerikanere føler sig hægtet af, og at mange har den opfattelse, at valget efterhånden har udviklet sig til et spørgsmål om indflydelse gennem enorme donationer.

Doug Hughes’ tur til Washington satte endnu engang debatten om netop milliarderne i de amerikanske valgkampe igang. Og efterhånden som valgkampen bliver mere og mere intens, kommer spørgsmålet op igen:

Hvem bestemmer i USA? Super PACs eller politikerne. Hvem har magten? Folket eller pengene.

Og måske er svaret i virkeligheden et både-og.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Truslerne om handelskrig kan ikke bare absorberes af aktiemarkederne, konstaterer Sampensions investeringsdirektør”Markederne er mere nervøse end sidste år og der har været større daglige udsving side...

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen