Berlingske Business
13:39Dollar svækkes atter efter styrkelse

Lars Tvede: Her er de virkelige skillelinjer i politik

12BBMChristiansborg-Slot.jpg
Overskrift
Christiansborg Slot med ridebanen set fra Marmorbroen.
Lars Tvede
Overskrift
Lars Tvede er serieiværksætter, investor og forfatter til en række bøger om vækst og innovation. Foto:

Kun tre store temaer driver reelt den politiske debat, mener forfatter og iværksætter Lars Tvede. Det er sam­­fundets grad af konsekvensløshed, balancen mel­lem centralisering og decentralisering og holdningen til vækst.

Her er noget, jeg engang fandt underligt: Venstrefløjens folk mener typisk, at global opvarmning er et større problem, end højrefløjens folk gør. Hvordan i alverden kan temperaturprognoser have en systematisk politisk vinkel? Jamen helt ærligt… politisk?

Det fik mig til at tænke på, hvad politik egentlig går ud på, og her kommer min forsimplede konklusion. Det drejer sig ikke om, hvorvidt vi skal have 1) rimelig tryghed, 2) lige muligheder, 3) hjælp til dem, der ikke kan hjælpe sig selv, 4) miljøbeskyttelse og 5) økonomisk bæredygtighed.

Hvorfor ikke? – fordi alle er enige om disse ting. Ikke bare i Danmark, men i hele Vesten. Alle –socialister, liberale, grønne – alle og enhver.

Så hvad er de virkelige skillelinjer? De forhold, som efter min mening dybest set driver vor debat og uenighed, er primært følgende tre temaer:

1. Samfundets grad af konsekvensløshed

2. Balancen mellem centralisering og decentralisering

3. Holdningen til vækst.

folketingsvalg2015

1. Konsekvenser og meritter

Lad os tage det med konsekvensløshed først. I middelalderen stod den centrale politiske kamp i Vesten mellem kongefamilier/adelen og så resten. At være bourgeois (på fransk) eller borgerlig på dansk betød at være resten, dvs. undersåt, med tryk på under.

Undertiden vovede nogle af disse stakler så halsen med forslag om, at alle skulle have demokrati og lige muligheder. En del borgerkrige og overskårne halse senere fik de så forslagene gennemtrumfet i form af det såkaldt borgerlige samfund. Disse samfund blev efterhånden nogenlunde klassisk liberale, hvilket bl.a. betød lighed for loven, respekt for ejendomsretten, lille stat, samt at alle havde ret til at søge deres egen lykke, hvis de ikke generede andre derved. Beskatning var her typisk ca. ti procent, hvilket betød, at belønning var meget afhængig af personlige meritter så som talent, opfindsomhed og flid. Derefter blev Vesten enormt rig.

Disse samfund havde en slags uformelle velfærdssystemer organiseret af familie, gilde, arbejdslaug og lokale menigheder. Med den industrielle revolution flyttede folk imidlertid til storbyerne og fik arbejde på fabrikker, hvorved de blev fjernet fra nærsamfundenes sociale strukturer. Når folk så blev fyret - eksempelvis under recessioner, hvor de ikke let kunne finde nyt job - kom de totalt på spanden. Derfor indførte man gradvis velfærdsstaterne, hvorved den personlige vurdering af de reelle behov blev reduceret. I takt hermed kom senere en bevægelse væk fra stigmatisering, således at det efterhånden blev en anonym sag at modtage velfærdsydelser. Derefter var det ikke længere noget, hverken præst, familie eller naboer behøvede at vide noget om, endsige vurdere. Velfærd var blevet automatiseret og afstigmatiseret.

folketingsvalg2015

Parallelt bredtes ideen om socialisme, som påpegede, at folk jo ikke er født lige talentfulde, energiske eller sunde, hvorfor man i stedet for meritokrati skulle lade folk »yde efter evne og nyde efter behov«, hvilket bl.a. betød, at alle skulle tjene nogenlunde det samme. Og dermed var det politiske spekter simpelt sagt kridtet op, som det ses af skemaet her på højre side.

Adelsvælde er nu parkeret med en kongefamilie, arveret og intet andet, så den resterende store dimension i politik er her følgende: »I hvor høj grad skal man nyde eller lide under konsekvenserne af sine egne handlinger?« Socialister mener: »Ikke så meget«. Og liberale/borgerlige mener: »Nok til at det klart påvirker ens beslutninger«.

2. Topstyring eller mangfoldighed

Den anden store skillelinje går mellem centralisering og decentralisering. De mest ekstreme former for centralisering i nyere tid har været maoisme, kommunisme, nationalsocialisme, fascisme og præstevælde. Det er jo et bredt felt, og i praksis springer folk med hang til den slags ofte lidt rundt i det. Mussolini var eksempelvis først kommunist, og Hitler først socialist. Derefter blev de hhv. fascist og nazist. Jo, feltet var bredt og er det stadig, og der er også plads til øko-fascister, som så vidt jeg kan se, typisk også er eller har været socialister. Disse er ikke sjældent tilhængere af en verdensregering – dvs. den ultimative centralisering.

Rykker vi tre trin væk fra topstyring, kommer vi til de moderne DJØF-samfund som Danmark og Frankrig. Her udøver funktionærer deres betydelige sociale ingeniørarbejde via forbud, godkendelsesordninger, kønskvoter, støtteordninger og skatter, mm., samtidig med at de opbygger en stadigt større stat. I DJØF-nationer udgør det offentlige typisk halvdelen af økonomien eller mere.

12BBMskaarup.jpg

Nogle skridt længere i retning af decentralisering finder vi eksempelvis i Australien og New Zealand, hvor staten er nede på ca. en tredjedel af økonomien. Og endnu længere ude kommer Singapore, Hong Kong, Chile og Schweiz, hvor staten er lille og skatterne lave. I de tre førnævnte står staten kun for ca. 15-20 procent af økonomierne. I Schweiz er den godt 30 procent, altså noget større, men til gengæld er dette land en føderation, hvor centralregeringen kun har syv ministre, der blander sig forbløffende lidt i folks liv. Jeg har boet i Schweiz i 21 år og har aldrig fået et brev fra staten.

Så centralisering eller decentralisering er altså den anden vigtige politiske skillelinje, hvor venstrefløjen er mere til regler, fagforeninger, påbud, statsmonopoler, brandbeskatning, osv., hvorimod højrefløjen foretrækker decentralisering med færre forbud, lavere skatter, mere markedsøkonomi, mere selvstyre og mindre enheder.

3. Kage eller bageri?

Det tredje store debatpunkt er holdningen til vækst. Venstrefløjen har mange nulvækstfolk, som typisk mener, dels at vi er på vej til at løbe tør for råvarer, dels at mere vækst giver mere forurening og i øvrigt måske ingen lykke. Det går hånd i hånd med varierende panikanfald over eksempelvis klor, fluor, istid, vacciner, atomkraft, genmanipulation, syreregn, dæmninger, fracking, skovdød eller global opvarmning.

Det har ret brede politiske implikationer. Hvis vi virkelig skal stoppe den økonomiske vækst, er det vel kun ret og rimeligt, at vi fordeler de sidste krummer inden ragnarok ligeligt mellem alle? Jo, for hvis vi ikke længere vil have vækst, har vi ikke længere brug for incitamenter, vel? Derimod har vi brug for centralisering til at gennemtvinge vor omfordeling.

c

Det er velsagtens forklaringen på det i sig selv bizarre faktum, at venstrefløjen typisk virker mere bekymrede for global opvarmning end højrefløjen: Global opvarmning er et opportunt argument for nulvækst, omfordeling og centralisering.

Skal vi se det hele fra et ophøjet fødevaresynspunkt (jeg har undervist på Landbohøjskolen), drejer det sig dybest set om, hvorvidt man primært anskuer samfundet som en kage, der skal fordeles ligeligt via topstyring og konsekvensløshed, eller som et bageri, der bør vokse via incitamenterne og frihed. Venstrefløjen ser kager, og højrefløjen ser bagerier.

Det politiske valg

Så her er, hvad vore politiske valg efter min opfattelse primært gælder:

Hvis man er tilhænger af 1) et relativt konsekvensløst samfund med 2) høj grad af topstyring og 3) lav eller ingen vækst, skal man stemme i socialistisk retning.

Ønsker man en model, hvor 1) inspiration, risikovillighed og flid virkelig betaler sig, 2) der er stor decentralisering, og 3) økonomien vokser pænt, skal man stemme liberalt.

12BBMbusiness-mode#3.jpg

Personligt er jeg tilhænger af de mere liberale partier, og årsagerne er følgende:

For det første viser statistikkerne klart, at de rigeste lande har den bedste miljøbeskyttelse. Derudover er der ingen tegn på, at vi er ved at løbe tør for råvarer. Tværtimod, for vor innovation giver os stadigt bedre genbrug og stadigt smartere og mere kompakte løsninger. De globale landbrugsarealer er nu toppet grundet overproduktion og vil herfra kun blive reduceret. Og vi er godt på vej med en energiomstilling, der vil give os nærmest uendelig energiforsyning. Vandmangel løses i stigende grad ved afsaltning og genbrug, og industrimetaller falder vedvarende i pris.

Et andet forhold vedrørende vækst og velstand drejer sig om retten til personlige valg: Folk, der ikke synes, penge gør dem lykkelige, er selvsagt velkomne til at leve beskedent eller give deres penge væk, men de skal ikke tvinge andre til at leve ligesådan endsige leve af disses penge.

For så vidt angår centralisering, viser historien, at den dræber kreativitet og ødelægger kultur overalt, hvor den gennemføres. Centralistisk ledelse sker nødvendigvis via statistik, manualer og formularer lavet langt fra frontlinjen. Denne fjernstyring erstatter ledelse via intuition, empati og reel indsigt. Politikere og funktionærer i ministerier kan umuligt tilsammen besidde mere end måske en procent af samfundets samlede viden. De resterende 99 procent har de mennesker, de forsøger at lede og hvis decentrale planer, de tilsidesætter. Alle meget centraliserede civilisationer er til sidst styrtet i grus. Kreativitet, venlighed og ansvarlighed opstår, når vi smider manualerne ud og giver ansvaret tilbage til folket.

Og min sidste grund til at foretrække liberalismen er, at frihed ikke blot er et middel til kreativitet, engagement, motivation, velstand og en god kultur, men også et mål i sig selv. Det er pragtfuldt at føle sig fri og klaustrofobisk at blive fjernstyret af andre.

Ah jo, der er lige en ting mere. I dag stemmer et flertal af arbejderne borgerligt, hvorimod et flertal af de offentligt ansatte stemmer på venstrefløjen. Politik drejer sig også om, hvem der personligt får mest ud af, at man har en stor stat, og hvem der betaler prisen for overregulering, centralisering og overbeskatning. De seneste årtier har Danmark mistet utallige industriarbejdspladser, mens det offentlige er vokset vildt.

12BBMLisbeth.jpg

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Sponseret

Sampensions kunder kan glæde sig over et godt afkast for 2017.”En typisk kunde i vores markedsrenteprodukt opnår et afkast i år på omkring 8 pct., og det er meget højere, end hvad man kunne forvente v...

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen