Berlingske Business

Kan han gøre Walmart digital?

US-BUSINESS-LEADERS-CONVERGE-IN-SUN-VALLEY, -IDAHO-FOR-ALLEN-AND
Foto:

Doug McMillon styrer den amerikanske supermarkedsgigant Walmart i et vadested. Walmart er stadig verdens største børsnoterede virksomhed, målt på omsætning, men har i flere år vaklet.

Doug McMillon er en mand, der kan lide at lytte og læse.

Da han i februar 2014 overtog ledelsen af den enorme amerikanske supermarkedskæde Walmart, brugte han en af sine første arbejdsdage på at springe op i førerkabinen på en lastbil og følge udbringningen af varer fra et af Walmarts distributionscentre i Brookhaven, Missippi.

Lastbilføreren, 52-årige Rickey Oliver, var alt andet end benovet og lagde selv ud med et direkte-og-hårdt-på spørgsmål: »Hvad har du tænkt dig at gøre som chef for Walmart?«

Og Doug McMillon svarede:

»Har du hørt om Walmart.com?«

30BBMmarika3.jpg

Det havde Rickey Oliver, og han havde ikke noget pænt at sige. Walmarts hjemmeside var et mareridt at finde noget som helst at købe på. Men Amazons hjemmeside – den var lige i øjet. Efter tre en halv times kørsel, hvor de diskuterede alt muligt andet om, hvad der var godt og skidt ved Walmart, sluttede turen. Doug McMillon sprang ud af førerkabinen igen, takkede for samtalen og lovede at sende en bog.

Et par dage senere ankom den: »The Everything Store« af journalisten Brad Stone. Om Amazons fremmarch, som også for Walmart har vist sig at være en væsentlig trussel.

Tilbage til begyndelsen

Historien om lastvognsturen, som de to herrer siden har fortalt om til erhvervsbladet Fortune, vidner om en topchef, der har antennerne ude og samtidig fødderne plantet i både sin egen og Walmarts historie.

Doug McMillon har tilbragt hele sin karriere i Walmart og startede selv med et sommerjob, hvor han håndterede varer i et distributionscenter. Turen med Rickey Oliver bragte ham altså både tilbage til sin egen start i Walmart i 1984 og gav ham godt 30 år senere et fornyet indblik i hverdagen nede på gulvet for den virksomhed, han nu har ansvaret for.

18BBMthomas4.jpg

Og det er en virksomhed med store udfordringer.

Doug McMillon overtog roret efter forgængeren Mike Duke i kølvandet på en skandale om formodet bestikkelse for at få byggetilladelser i Mexico og midt i et økonomisk vanskeligt farvand stadig præget af finanskrisen og recessionen, der især ramte supermarkedskædens kernekunder. Læg dertil konkurrence fra endnu billigere discountbutikker, en udvikling væk fra kæmpesupermarkeder til mindre nærbutikker samt den digitale revolution og deraf følgende ændrede forbrugsmønstre.

Og sidst, men absolut ikke mindst, et plettet renommé for usle lønninger – trods Walmarts status som verdens største privatejede arbejdsgiver med omkring 2,2 millioner mennesker på lønningslisten globalt, fordelt på over 11.000 butikker i 27 lande. Tager man statslige arbejdsgivere med, har kun USAs forsvarsministerium og den kinesiske hær flere beskæftiget.

Imageproblem

Doug McMillon er den yngste topchef, Walmart har haft, siden grundlæggeren Sam Walton stiftede selskabet i 1962. Walton huserede stadig, da McMillon startede i foretagendet – Walton forlod chefposten i 1988, men var formand frem til sin død i 1992 – og selv om McMillon er et klart generationsskifte fra forgængeren Mike Duke, der var 63, da han gav stafetten videre, så har Doug McMillon immervæk læst på lektien. Sam Waltons selvbiografi er én blandt mange bøger, han ynder at henvise til, og han har talt om at genopdage nogle af Waltons principper omkring både logistik, kundeservice og medarbejderpleje, der måske er gået lidt tabt med tiden.

Specielt sidstnævnte område er værd at bemærke. Det er blevet betegnet som Doug McMillons hidtil mest markante beslutning, at Walmart har sat omkring en mil­liard dollar af til at styrke medarbejdersiden – ikke mindst i kraft af lønforhøjelser til de ca. 40 pct. af virksomhedens 1,3 millioner ansatte i USA, der har ligget i den laveste lønkategori med amerikansk mindsteløn.

30BBMchristian-orsted.jpg

Det skulle give gladere medarbejdere, lavere udskiftning og en bedre kundeoplevelse. Men om det er nok til at ændre på Walmarts plettede ry, må tiden vise. Fagforeninger har indvendt, at man er begyndt at skære i visse ansattes timetal, og det spiser noget af lønforhøjelsen. Doug McMillon har erkendt, at Walmart har et imageproblem. Han mener selv, at offentlighedens opfattelse af Walmart ikke stemmer overens med virkeligheden.

»Der er rundt omkring i verden debat om ulighed, og nogle gange bliver vi hægtet på den, og det gør detailbranchen generelt. Men vi kunne ikke drive en god virksomhed, hvis ikke vi tog os af vores medarbejdere,« udtalte han i december sidste år til TV-stationen CBS, kort tid før lønforhøjelsen blev varslet.

Det forhindrede dog ikke, at det på Walmarts seneste generalforsamling i maj blev påpeget – af en mindretalsaktionær fra fagbevægelsen – at Doug McMillon stadig selv tjener omkring 1.000 gange så meget som en gennemsnitlig timelønnet ansat i et Walmart-supermarked. Det skal ses i lyset af, at Walmart har gjort Sam Waltons efterkommere til USAs rigeste familie med en samlet formuet på næsten 150 milliarder dollar.

Gennemført Walmart-mand

Det er værd at bemærke, at Doug McMillon er født og opvokset i Arkansas, Walmarts hjemstat i USA, og at han med hele sin karriere i supermarkedsgiganten er en gennemført Walmart-mand. Efter sigende var det bevidst, at McMillons far, der var tandlæge, valgte at slå sig ned tæt på Walmarts hovedsæde i Bentonville, fordi han ænsede, at der med supermarkedskædens hastige vækst måtte være grundlag for, at han selv kunne udvide sit kundegrundlag.

Doug McMillon selv blev meget tidligt spottet som et talent, der var værd at pleje. Og han har i sin Walmart-karriere blandt andet siddet som en af verdens største indkøbere af ting som sportsgrej og tøj. Han har været chef for divisionen Sam’s Club med engrosvarehuse, hvor han havde ansvaret for en omsætning omkring de 45 milliarder dollar. Og han var direktør for Walmarts internationale division, hvor han forestod en kraftig vækst, indtil han rykkede videre til rollen som koncernchef.

Hans rejse op gennem Walmart-organisationen har også bragt ham tæt på Walton-familien, der stadig sidder på ejerkontrollen i Walmart. Kritikere vil dog mene, at dette i sidste ende kan afholde ham fra at gennemføre mere omfattende ændringer i Walmart, ligesom det er blevet kritiseret, at Walton-familien stadig sidder på tunge bestyrelsesposter, hvor man efterlyser fornyelse udefra.

Fra Walton til Bezos tur/retur

Men tilbage til Amazon. Ud over lønforhøjelser er det en satsning på at styrke Walmarts online-tilstedeværelse, der indtil nu har kendetegnet Doug McMillons tid i chefstolen. Efter sigende gav han efter sin tiltræden et eksemplar af Amazon-stifteren Jeff Bezos’ biografi til alle ledere i Walmart.

»Vi tror på at lære noget af andre. Og det, Amazon gør, og hvad Jeff gør, viser både os og resten af verden, hvad der er muligt. Det beundrer jeg. De er meget kundefokuserede, bevæger sig med topfart og sætter ideer i værk, der er direkte til gavn for kunderne,« udtalte han i førnævnte CBS-interview.

Amazons netbutik er blevet en betydelig konkurrent for Walmart, og Doug McMillon taler meget om at stile efter en omnikanal-­model som nøglen til at holde på kunderne og vinde flere. Specielt i Walmarts situation, hvor den hidtidige vægt på kæmpesupermarkeder uden for bykernerne – i detailjargon kaldet »store kasser« – ikke længere passer så godt til forbrugerbilledet. Walmart skal tilbyde det hele gnidningsløst – online og fysisk.

Walmart-chefen skeler i det hele taget – også i mentalitet – meget til Silicon Valley, hvor Walmarts onlinedivision har til huse, og han har haft sine ledere med på besøg hos Facebook, hvis COO, Sheryl Sandberg, han gjorde et stort indtryk på.

»Ofte når du møder ledere, får du en fornemmelse af, at de fokuserer på enten det ene eller det andet – enten at køre deres nuværende forretning eller at finde innoverende måder at vokse på. Det interessante ved at være sammen med Doug er, at han helt klart fokuserer på begge dele. I alt, hvad han siger, og i alle hans spørgsmål,« har Sandberg udtalt.

Om onlinesatsningen lykkes eller ej, så er det ret ironisk, at Walmart nu ser Amazon som konkurrent og søger inspiration her. Da Jeff Bezos etablerede Amazon, hentede han inspiration fra gamle Sam Walton.

Skeler man til bundlinjen, står det foreløbig klart, at satsningen på ehandel og lønforhøjelser har sin pris. For nylig nedjusterede Walmart forventningen til næste års resultat med godt 1,5 mia. dollar blandt andet på grund af disse tiltag, og man regner nu ikke med at se indtjeningen vokse igen før regnskabsåret 2019. Det udløste det største kursdyk i over 25 år med en kuretur samme dag på ti pct.

Doug McMillon har lang vej endnu.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen