Berlingske Business
17:34Business Live siger tak for i dag og på gensyn

Projektsalget stiger kraftigt i byerne

vwe
Lejligheder bliver revet væk i de større byer, længe før bygningerne står færdig. Ifølge ekspert kan det populære projektsalg være et tegn på skadelig spekulation i markedet. Foto:

Lejligheder bliver revet væk i de større byer, længe før bygningerne står færdig. Ifølge ekspert kan det populære projektsalg være et tegn på skadelig spekulation i markedet.

Efter nogle sløje år under og efter finans­krisen stiger salget af projektlejligheder.

Flere af landets største ejendomsmæglerkæder fortæller om stigende kvadratmeterpriser og kortere liggetid på projektlejlig­hederne, og i 2014 solgte Home det største antal projektlejligheder i Region Hovedstaden siden 2006.

21BUSbizz-forside.jpg

Det ser ud til, at tendensen fortsætter i år. Home oplyser, at salget af projektlejligheder i årets første måneder ligger cirka 57 procent over de samme måneder sidste år.

»Da krisen begyndte at lette, havde folk endnu ikke fået tillid til markedet. Selv om de måske havde lyst til en ny projektsalgs­bolig, havde de ikke tillid til, at byggeriet blev færdigt. Nu kan vi se på interessen for projektsalg, at tilliden er kommet tilbage,« siger Lone Bøegh Henriksen, som driver ti Home-forretninger i Region Hovedstaden og blandt andet står for projektsalg i København SV og på Teglholmsgade.

Der er stor forskel på, hvor længe køberne skal vente på, at deres nye lejligheder står færdige. Et projekt, som netop er sat til salg hos Home, er først klar til indflytning i foråret 2017. Andre lejligheder bliver solgt, få måneder før de står færdige. I de fleste tilfælde bliver der lavet en prøvelejlighed, som potentielle købere kan se, inden de skriver under.

Hos Danbolig er projektsalget steget med 12 procent fra begyndelsen af 2014 til begyndelsen af 2015, mens den gennemsnitlige kvadratmeterpris er steget med otte procent, og den gennemsnitlige liggetid er reduceret med 80 procent.

»Det går meget stærkere, end det har gjort tidligere på hele markedet, men projekt­salgene er blevet ekstra populære, fordi de har mange kvaliteter, som den generelle boligmasse i København ikke har. Store altaner, skønne udsigter, optimale indretninger, gulvvarme og ikke mindst elevator og meget andet,« siger Tina Guldbæk, projektchef hos Danbolig i København.

Bolighandler

Men der er også en risiko ved de populære projektsalg, mener formanden for Danske Boligadvokater, Jan Schøtt-Petersen.

Når man køber noget, man endnu ikke har set, er det svært at vide, om man synes, at der er behov for tilkøb. Han anbefaler derfor projektkøberne at danne sig et grundigt overblik over, hvad eventuelle tilkøb koster og tage det med i deres overvejelser. Han opfordrer også købere til at sikre sig mod, at prisen bliver reguleret op undervejs. Formanden har blandt andet oplevet eksempler på, at priserne på projektlejligheder er steget, fordi starten på byggeriet blev forsinket.

»Som regel kan byggestart overholdes, men vi ser eksempler på forsinkelser. Der er købere, som er kommet i klemme, for selv en forholdsvis beskeden procentuel udvikling kan betyde et stort beløb i kroner og øre. Det er ikke almindeligt, at det sker, for de fleste opererer med faste priser. Men det sker,« siger Jan Schøtt-Petersen.

Home oplyser dog, at de ikke kender til problemer med priser, der stiger undervejs, og at reglerne på området er blevet strammet de seneste år for at undgå, at købere kommer i klemme.

pix

Ifølge Forbrugerrådet er det særligt vigtigt at få uvildig rådgivning, når man køber en bolig, som endnu ikke står færdig.

»Man skal være meget bevidst om, hvad man er i gang med. Her køber man jo en bolig, som man kun har set på en tegning, og som ganske almindelige forbrugere er vi jo ikke vant til at vurdere den slags,« siger seniorøkonom i Forbrugerrådet Morten Bruun Pedersen.

I årene op til finanskrisen steg projektsalget også kraftigt, og selv om der lige nu er langt op til de vilde år i 2005 og 2006, mener Morten Bruun Pedersen, at der er en risiko for, at det stigende projektsalg er et tegn på spekulation i markedet.

»At man er villig til at kaste sig over noget, man ikke har set endnu, er et tegn på, at markedet koger og bobler. Jeg siger ikke, at vi har en boligboble, men der er kommet megen aktivitet. Før finanskrisen så man folk, som købte projektsalgslejligheder som en investering og ikke havde tænkt sig at bo der. Men man skal kun købe en bolig, hvis man har et reelt boligbehov,« siger Morten Bruun Pedersen.

Også boligøkonom fra Syddansk Universitet Morten Skak er bekymret for, at projektsalget kan være et tegn på spekulation. Når man køber en bolig, som først står færdig et halvt eller helt år senere, er der større sandsynlighed for, at formålet kun er videresalg. Og det kan være med til at skabe en efterspørgsel, som er større end det reelle boligbehov.

»Projektsalg er et udtryk for, at udbuddet halter bagud i forhold til efterspørgslen. Det indikerer et presset boligmarked. Man kan ikke afvise, at der er nogle af køberne, som ikke har intentioner om at bo i disse lejligheder. Ubalancen mellem udbud og efterspørgsel kan betyde, at vi får høje prisstigninger og spekulation i markedet. Udenlandske undersøgelser peger i den retning,« siger Morten Skak.

24BUSGrundskyld-stiger-for-.jpg

Boligøkonom i Nykredit Markets Joachim Borg Kristensen mener dog ikke, at projektsalget er et tegn på, at der er ved at blive skabt en kunstig efterspørgsel.

»Den risiko kan jeg ikke umiddelbart se. Tværtimod skal vi være glade for investorer, som går ind og afhjælper den boligmangel, der har været,« siger han.

Hos Home gør man ifølge Lone Bøegh Henriksen meget for at undgå, at folk køber projektsalgslejligheder i rent spekulationsøjemed.

»Før finanskrisen var der meget spekulation. Men nu har vi ikke set et eneste eksempel på det. Vi vil gerne sælge en bolig til nogen, som rent faktisk vil bo der, fordi det betyder, at de bliver meget mere engagerede i området og de andre beboere. Ellers bliver det mere et handelsobjekt end en bolig. Vi er meget opmærksomme på at undgå spekulationen. Det er uønsket,« suger hun

Henrik Sass

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Sponseret

Sampensions kunder kan glæde sig over et godt afkast for 2017.”En typisk kunde i vores markedsrenteprodukt opnår et afkast i år på omkring 8 pct., og det er meget højere, end hvad man kunne forvente v...

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen