Berlingske Business

Guide: Sådan kommer du godt i gang med at lease bil

02BILHEDR-153950-765.jpg
Finansiel leasing Model: Volvo XC90 D5 R-Design 7p årg. 2015 Km: 31.000 Bilens brugtpris inkl. afgift: ca. 830.000 kr. Løbetid: 12 mdr. Kilometer om året: 20.000 Udbetaling: 111.268 kr. Månedlig ydelse: 5.745 kr Udgift I alt år 1: 180.208 kr. Anslået udgift år 2: 122.426 kr. (udbetaling + mdl. ydelse) Anslået udgift år 3: 102.289 kr. (udbetaling + mdl. ydelse)

Leasing tog Danmark med storm for et par år tilbage. Men mange er stadigvæk famlende over for den nye måde at have bil på, og det skal denne guide gøre op med.

Leasing er dybest set en form for langtidsbilleje. Du ejer ikke bilen, men betaler for at have brugsretten til den. Du slipper altså for at have en masse penge bundet i din bil og får total gennemsigtighed på din biløkonomi. Der findes to former for leasing: operationel leasing og finansiel leasing. Den første type er oftest på nye biler, og det som vi også kender som privatleasing, mens finansiel leasing er behæftet med en større økonomisk usikkerhed, og som oftest er bedst på nyere luksusbiler.

Operationel leasing

Min hustru og jeg har en privatleaset Nissan Qashqai. Vi havde et akut behov for en fornuftig familiebil og vidste ikke, om vores bilbehov ville ændre sig på den korte bane. Så i stedet for at smide 60.000 kr. ud på en udbetaling og derefter skulle tage en gigantisk afskrivning ved et salg, så tog vi den 100 pct. økonomisk forudsigelige løsning og privatleasede i form af en klassisk operationel leasing. Vi smed 10.000 kr. i udbetaling og betaler 3.700 kr. om måneden for at kunne køre 20.000 km om året. Vi er bundet i 12 måneder og kan fortsætte i op til 36 måneder. Hvis vi nu efter halvandet år vil ud af aftalen har det kostet os 76.600 kr. Hvis vi havde købt den omtalte Nissan Qashqai til ca. 320.000 kr. og ønsket at sælge den med 30.000 km på tælleren efter 18 måneder, ville vi ifølge bilpriser.dk kun kunne få omkring 205.000 kr. Valgte vi at skifte bil nu, så ville vi altså have sparet omkring 40.000 kr. ved at lease frem for at eje.

I en mere og mere omskiftelig virkelighed giver operationel leasing derfor mening for rigtig mange mennesker, fordi man kender sit bilbudget. På den anden side er folk, der opererer med længere tidshorisonter, stadigvæk bedst tjent med at købe deres biler. Hvis vi vidste, at vi ville beholde den Qashqai i seks til syv år og kunne få 80.000-100.000 kr. for den ved et salg til den tid, så havde vi tjent 500 kr. om måneden på at eje frem for at lease.

Artiklen fortsætter under billedet
02BILHEDR-153938-869.jpg
Finansiel leasing – sæsonleasing 6 mdr. på plader. Model: Ferrari California årg. 2010 Km: 49.000 Bilens skattetekniske brugtpris inkl. afgift: ca. 1.595.000 kr. Løbetid: 12 mdr. Kilometer om året: Ikke oplyst Udbetaling: 150.000 kr. Månedlig ydelse: 9.875 kr Udgift I alt år 1: 268.500 kr. Anslået udgift år 2: Ikke oplyst, men lavere end år 1 (udbetaling + mdl. ydelse) Anslået udgift år 3: Ikke oplyst, men lavere end år 2 (udbetaling + mdl. ydelse)

Så tommelfingerreglen for den operationelle privatleasing er, at vil du gerne skifte bil hvert andet år og have økonomisk sikkerhed, så er privatleasing oftest smartest. Her betaler du kun dæk og forsikring, mens leasingselskabet sørger for serviceudgifterne. Kører du i din bil i mere end fem år, så vil det som oftest bedst kunne betale sig at købe – også selvom du selv betaler service og al vedligeholdelse efter garantiens udløb. Operationel leasing er en slags ’livrem og seler’-løsning til dem, der insisterer på at kende deres biløkonomi på den korte bane.

Finansiel leasing

For bilentusiaster er det især den finansielle leasing (også kendt som flexleasing), som er interessant. På grund af måden det danske afgiftssytem er skruet sammen på, er det særligt attraktivt på brugte biler, der er over tre år gamle, for der falder den forholdsmæssige afgiftssats fra 2 pct. til 0,5 pct. Det er ligesom ved operationel leasing ikke dig, men leasingselskabet, der ejer bilen. Men hvor du holdes helt bekymringsløs med operationel leasing, så har du ansvaret for drift, reparationer og gensalgsværdien af bilen efter endt leasingperiode.

Vi har talt med både Ulrik Walter Rasmussen, der er Leasingrådgiver hos leasingselskabet GranTurismo Cars, og med Kim Gruhl, der er administrerende direktør for Formula Leasing, for at få svar på nogle af de typisk stillede spørgsmål i forhold til finansiel leasing. For i modsætning til den operationelle leasing, så er der markant flere ting at forholde sig til ved finansiel leasing.

Hvem henvender finansiel leasing sig til?

»Det er som oftest folk, der føler for deres bilkøb, og som ved, hvad de vil have, og det må gerne være specielt. Du har et andet forhold til bilen, fordi du selv har ansvaret, og det er biler, der ofte er fundet med omhu og med præcis den motor og farve, som de vil have,« siger Kim Gruhl.

I forhold til det økonomiske er han enig med Ulrik Walter Rasmussen, om at det som oftest er biler til en værdi på over 400.000 kr. på dansk afgift, det kan betale sig med.

Hvor længe løber aftalerne typisk?

»Vores kunder laver ofte to til tre aftaler på den samme bil. Når den første 12 måneders kontrakt er udløbet, bliver den næste forholdsmæssigt billigere, fordi bilen er afskrevet, og handelsprisen er lavere end i de foregående 12 måneder. Derfor bliver andet og især tredjeåret en del billigere, og derfor løber kontrakterne sædvanligvis kun 12 måneder ad gangen,« siger Kim Gruhl.

Hvordan beregnes afgiften egentligt?

»Afgiften beregnes på baggrund af et regelsæt fra SKAT med udgangspunkt i handelsværdien på tilsvarende biler til salg i Danmark med fuld afgift. Afgiften udgør ca. 60% af bilens handelspris på fuld afgift. På baggrund af afgiftsbeløbet udregnes den månedlige afgift, som skal afregnes til SKAT ved flexleasing. Beregningsfaktoren afhænger af bilens alder, hvor man opnår den størst mulige besparelse på biler med en alder på over 36 måneder. Her falder beregningsfaktoren til 0,5% om måneden. Lad os antage, at en bil koster kr. 500.000 med fuld afgift. Afgiften udgør her ca. kr. 300.000, som følger bilens levetid. Ved flexleasing vil du over en 12 måneders periode kunne nøjes med at afregne 30.960 kr. i afgift«.

Hvad dækker udbetalingen over?

»Det kan variere fra leasingselskab til leasingselskab. Hos GranTurismo dækker engangsbeløbet over det rene etableringsgebyr forbundet med aftalen samt bilens afskrivning, som betales up front. Netop afskrivningen og bilens restværdi er essentielle parametre i en leasingaftale, så det er vigtigt at være opmærksom her. Afskrives bilen for lidt, ender du med en ekstraregning efter endt leasing. Afskrives den omvendt for hårdt, vil du opleve at ’tabe’ mere end nødvendigt på din bil. Afskrivningen pålægges nemlig moms, penge som forsvinder ud af regnestykket. Derudover vil en eventuel ’profit’ tilfalde leasingselskabet, da de på papiret ejer bilen. Det handler altså i høj grad om at beregne den korrekte afskrivning for at få den billigst mulige leasingaftale,« siger Ulrik Walter Rasmussen.

Artiklen fortsætter under billedet
02BILHEDR-153950-765.jpg
Finansiel leasing Model: Volvo XC90 D5 R-Design 7p årg. 2015 Km: 31.000 Bilens brugtpris inkl. afgift: ca. 830.000 kr. Løbetid: 12 mdr. Kilometer om året: 20.000 Udbetaling: 111.268 kr. Månedlig ydelse: 5.745 kr Udgift I alt år 1: 180.208 kr. Anslået udgift år 2: 122.426 kr. (udbetaling + mdl. ydelse) Anslået udgift år 3: 102.289 kr. (udbetaling + mdl. ydelse)

Hvem ejer bilen og har ansvaret for den?

»Leasingselskabet ejer bilen, men du har ansvaret. Da det er leasingtageren, der hæfter for gensalgsværdien efter de 12 måneder, er det også ham, der skal sørge for at få den serviceret og for at holde bilen i forsvarlig stand. Er den mere medtaget end beregnet i afskrivningen på de gennemsnitslige 15-20 pct., så er det leasingtagerens hovedpine. Det er samtidig forklaringen på, at der oftest også betales et depositum i forbindelse med en flexleasingaftale. Et depositum fungerer som et sikkerhedsnet for leasingtageren, samtidig med at der opnås en positiv effekt på den negative forrentning (da finansieringssummen bliver mindre red.). Det er med til at gøre aftalen billigere samtidig med at risikoen mindskes,« siger Ulrik Walter Rasmussen.

Hvad sker der, når aftalen udløber?

»Så har du to muligheder: Enten kan du fortsætte med en billigere ydelse i år to eller sælge bilen til aftalt restværdi. Hvis du ønsker at sælge bilen, hjælper vi med at sælge den gennem vores netværk, så du ikke står med to biler,« Ulrik Walter Rasmussen.

Det kan dog formodentlig give lidt sved på overlæben hos en leasingtager at stå med ansvaret for at skulle afhænde en Ferrari til 800.000 kr. efter 12 måneder. Til det svarer Kim Gruhl:

»Typisk er den nervøsitet ikke så relevant. Enten tager vi bilen retur, eller som oftest finder vi en ny leasingtager, som kører videre i bilen. Så bekymringen er som oftest helt ubegrundet, og efter min mening er det bedre at stå med en bil uden afgift, som kan sælges over hele kloden, frem for en bil der er på fuld afgift, som kun kan sælges i Danmark.«

Hvorfor er leasingaftalerne ikke ens?

»Der er desværre ingen standard-skabelon for leasingaftaler, hvorfor leasingselskaberne har mulighed for at skrue aftalerne sammen på forskellig vis. Derfor må du aldrig sammenligne leasingtilbud alene på baggrund af udbetalingen og den månedlige ydelse, da de reelle omkostninger kan være skjult andre steder i tilbuddet. Det handler om at holde overblikket og se på totalomkostningerne. Parametre som indkøbspris, restværdi og afgiftsvurderinger er essentielle, når et leasingtilbud skal vurderes,« siger Ulrik Walter Rasmussen.

Hvad er sæsonleasing egentlig?

»Mange af vores kunder har en sommer- og en vinterbil, som de hver bruger seks måneder om året. Da de kun kører i dem i seks måneder ad gangen i stedet for 12 måneder om året, så skal de kun betale registreringsafgift i de seks af de 12 måneder. De resterende måneder er det kun udgiften til leasingselskabets finansiering af bilen. Det koncept lever i bedste velgående, og nogle bruger det bare til at have en lækker sommerbil. Og du bestemmer selv, om du vil køre eks. fire, seks eller otte måneder om året,« siger Kim Gruhl.

Hvad er delleasing så?

»Delleasing er en finansiel leasingaftale, som opdeles i to. Hvis man anslår, at der køres 80 pct. erhverv i bilen og henholdsvis 20 pct. privat og har en samlet leasingydelse på 8.000 kr., så betaler selskabet de 6.400 kr., og du betaler de 1.600 kr. Fordelen er, at du selv betaler for din private kørsel, og dermed undgås firmabilbeskatning,« forklarer Kim Gruhl. Han understreger dog samtidig, at man skal være meget disciplineret med at skille privatkørsel og firmakørsel fra hinanden. Det klares dog via en smart app, som er koblet op til den tracker, der altid monteres i biler, der leases på finansiel leasing.

Findes der luksusbiler hvor køb er bedre end leasing?

»Man skal altid kigge på sin horisont. Skal du have bilen i 10 år, så vil det formentlig bedre kunne betale sig at købe den og så tage den afskrivning, der er. Men det handler om, hvilken bil det er, hvor dyr den er, og om den skal køre fire, seks eller 12 måneder om året. For kører du kun fire eller seks måneder om året, så kan finansiel leasing formodentlig bedst betale sig – også hvis man har bilen i 10 år,« vurderer Kim Gruhl. Derudover peger han på, at der er en fleksibilitet i at have en bil uden afgift, for hvis man skal sælge den igen, så har man hele verdensmarkedet at handle på i stedet for bare Danmark, hvor afgiften er en del af handelsprisen.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Venezuela har verdens største oliereserver – og en årlig inflation på 100.000 pct. Hvad er det lige, der sker?For en dansk investor var Venezuela frem til for få år siden interessant, fordi ØK havde s...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen