Berlingske Business

Teknologien og millennials stiller nye krav til lederen

Topbillede
Foto: Scanpix

Teknologien og den nye generation af medarbejdere udfordrer den traditionelle leder helt ind til kernen. Virksomhedens overlevelse afhænger i dag af lederen, der er opstillingsparat og forstår sig på den nye tidsalder, hvor grænsen mellem arbejde og privatliv flyder sammen. Berlingske Media har talt med en række danske ledelseseksperter, som peger på de evner, du skal besidde for at lede din virksomhed ind i fremtiden.

Denne artikel er en del af annoncetillæget 'Moderne Ledelse'. Se alle artikler her

Af Kasper Nesager-Hansen


IME
Lars Hoffmann, Psykolog og underviser, Henley Business School/IME
En leder skal kunne lede et samarbejde – det har det altid handlet om. Det nye er, at lederen skal kunne forstå sig på teknologi og udnytte dem til at fremme forskellige samarbejdsformer. Det kan være alt fra videokonferencer, collaborative software og fildelingstjenester. Lederen skal kunne sætte en dagsorden for de teknologiske redskaber, så medarbejderne får mest muligt ud af dem.

Ledere i dag, især meget erfarne ledere, er meget dårlige til at sætte sig ind i nye teknologier, fordi de konstant sidder i møder, og arbejdspresset er enormt. Så de har ikke tid til at lege med nye apps og software, men ledere bliver nødt til at følge med den konstante udvikling og finde de teknologier, som kan gavne virksomheden. Det gør ledere blandt andet ved at videreuddanne sig løbende.

Ledere i videnssamfundet må også erkende, at man ikke kan overskue alting selv. Den gode leder forstår at udvælge intelligente medarbejdere, der kan tænke selv og arbejde selv, mens lederens rolle er at sørge for arbejdsindsatsen er koordineret, og folk kan samarbejde. Kerneledelsesopgaven er at få folk til at arbejde sammen, så de har synergi og bruger hinandens viden bedst muligt.

Lederen skal også være digital, social kompetent og være dygtig til at tale på video, da medarbejderne ofte er meget spredt lokalt som internationalt. Samtidig skal lederen være god til at fremme debatten på videokonferencer ved at skabe tryghed hos medarbejderne, så de tør være skrøbelige, åbne sig op og sige deres mening. Endelig skal lederen også være i stand til at løse konflikter over videokonferencer - ellers fortsætter de bare i korridorerne.

Som leder skal man også forstå at udnytte de sociale medier til at gøre sig synlig overfor medarbejderne, fordi folk er så distribuerede, de arbejder hele tiden og på masser af måder. Folk skal kunne mærke deres leder, og lederen skal kunne mærke sine medarbejdere gennem sociale medier.

Topbillede

 


Mindjuice

Pernille W. Lauritsen, Grundlægger & CEO
Lederen fra den gamle skole kan ikke længere gemme sig bag sin autoritet. Ledelse af unge mennesker kræver autenticitet, ansvar for omverdenen, integritet og evnen til at fremstå menneskelig. Og det stiller krav til, at lederen skal turde komme ud af sin comfort zone, begå fejl og erkende dem foran medarbejderne. Som leder skal man kunne skabe tillid og tryghed blandt sine medarbejdere i en tid, hvor netop medarbejderne nærer mistillid til hinanden og til ledelsen, fordi man ikke kun er presset af konkurrence fra andre virksomheder, men også fra ens egne kollegaer. Medarbejderne er bange for at komme med nye ideer og forslag, fordi de er bange for, at kollegaerne stjæler ideen, eller den bliver afvist. Og denne form for mistillid duer ikke i moderne virksomheder, der har brug for kreative og innovative medarbejdere. Medarbejderne har brug for den menneskelige og autentiske leder, som turde erkende sine fejl og mangler i stedet for at gemme sig bag sin titel.

Når lederen fremstår menneskelig, tør medarbejderne også begå fejl og vove sig ud, hvor det ikke længere er trygt, fordi lederen er derude sammen med dem. Som leder skal man kunne gennemgå sine egne fejl sammen med medarbejderne, så medarbejdernes fejl også kan drøftes i fællesskab. Lederen udvikler dermed en kultur, hvor det ikke er farligt at være nysgerrig og prøve nye ting af, fordi man lærer af hinanden, og man frygter ikke fyring, fordi man har taget en chance. Moderne ledelse handler også om integritet og socialt ansvar. Den unge generation af medarbejdere ser en fremtid, hvor det er nødvendigt for virksomhederne at hjælpe omverdenen. Tænker virksomheden ikke på blandt andet miljøet, har de unge medarbejdere svært ved at identificere sig med arbejdspladsen, hvormed de mister motivationen, og de vil søge hen til en virksomhed, de bedre kan identificere sig med. Lederen skal dermed være en person, som medarbejderne kan se op til; her er en person, som tager ansvar og er et ordentligt menneske.

Topbillede

 


Copenhagen Business School

Ole Fogh Kirkeby, Filosof og professor
Lederen i dag skal besidde mange forskellige kompetencer, fordi tingene ændrer sig så meget. Et nyt krav til ledelsen er forståelse for udnyttelse af kunstig intelligens. Lederen skal kunne tage stilling til den viden, som maskinerne med kunstig intelligens udvikler – eller i det mindste være i stand til at udpege medarbejdere, der kan håndtere maskinerne. Herunder skal lederen kunne håndtere medarbejdere i korte ansættelser.

Man kan tilkalde medarbejdere via apps til forskellige opgaver og projekter. Derfor skal lederen kunne motivere disse freelancemedarbejdere og engagere dem i virksomhedens vision og mission. Freelancemedarbejderne har ikke udsigt til frynsegoder eller avancement, som almindelige lønmodtagere, fordi de er i virksomheden i kort tid, og derfor føler de ikke samme ansvarlighed.

Ole Fogh Kirkeby er aktuel med sin bog, Robusthed, skrøbelighed og det generøse lederskab, hvor han taler kravene til den moderne leder, der ikke længere skal være den robuste leder, hvis koncept er forældet. Den robuste medarbejder er visionsløs og gør det, der bliver sagt ligesom robotter, og han tilhører tidligere epoker selvom denne form for medarbejder stadig findes indenfor New Public Management i den offentlige sektor, hvor alting skal måles, vejes og kontrolleres.

I stedet skal en leder have en robust skrøbelighed, hvor man kan rumme sensitivitet, iderigdom og skærpede sanser, som opfanger, hvad der sker i tiden og med andre mennesker. Denne leder har det innovative potentiale, der skal til for at lede den nye generation af medarbejdere.

Lederen skal også være i stand til håndtere de såkaldte ”intreprenører”, der skaber innovation indenfor virksomhedens rammer. Facebook, Google, Novo og LEGO bruger intreprenører, der skal komme på nye produkter. Lederen kan ikke agere kontrollerende overfor denne nye form for medarbejdere. Man skal starte med at vise dem tillid og imødekommenhed, mens man hele tiden viser dem anerkendelse.

Topbillede



Cphbusiness
Jørgen Stilling, Områdechef
Lederen i dag skal kunne motivere den nye generation af unge medarbejdere, som kræver feedback og anerkendelse i højere grad end tidligere. Samtidig skal lederen udstikke flere projektbaserede arbejdsopgaver, da unge medarbejdere er vant til denne form for arbejdsgang.

Lederen skal også være dygtig til social selling, hvor man sælger virksomheden gennem kommunikation på sociale medier overfor medarbejderne, overfor kunder og samarbejdspartnere. Den sociale kompetence indenfor sociale medier er vigtig – det er et krav at vide, hvordan man agerer på sociale medier. I dag er der mange ledere, som ikke kan håndtere det at skulle sælge sin egen faglighed og virksomheden på sociale medier.

Ledere skal ikke bruge sociale medier til det alt for familiære. De skal bruge dem til at profilere sig selv og virksomheden overfor medarbejdere og omverdenen. Ledere skal også forstå timingen i opslagene, og den rette mængde af opslag – det er der mange, som ikke kan. God kommunikation på sociale medier er med til at vække medarbejdernes og ledelsens ¬tillid.



Cphbusiness
Helle Haahr Nielsen, Underviser og projektleder for Global Leadership Programme
En leder skal have et globalt udsyn og et globalt mindset. Man arbejder en time i Polen og en time i USA. Virksomhederne har mange globale ledere, som er autodidakte, der begår mange fejl, fordi de ikke har fået den rigtige uddannelse og træning. Det handler om at reflektere over de ting, man oplever. Uden refleksion begår man fejl.

Man står i daglige dilemmaer; hvor meget af ens skandinaviske, demokratiske ledelsesstil skal man tage med ind i andre kulturer, som er knapt så demokratiske? Man kan også risikere at misforstå kulturen. Mange demokratiske ledere har det med at kamme over, når de kommer ud til datterselskaber i udlandet, hvor de forventer, at man udstikker ordrer. De bliver for autoritære, og folk står tilbage og undrer sig over, hvad der foregår. En leder skal kunne finde balancen mellem kulturerne.



Kjerulf & Partnere
Kristjan Jul Houmann, Erhvervspsykolog & Lone Schilling Andersen, Erhvervspsykolog
Den traditionelle leder er en uddøende race, fordi den digitale, millennial generation gør sit indtog på arbejdsmarkedet, og skaber helt nye udfordringer for ledere i dag. Den nye generation af medarbejdere stiller større og anderledes krav til virksomheden.

Viden er ikke længere magt, fordi den er tilgængelig for alle. Lederen skal finde et nyt fundament at stå på, da ens autoritet ikke længere er funderet i, at man ved alt, mens medarbejderen intet ved. Derfor bliver lederen nødt til at stå skarpere på de sociale kompetencer; se det enkelte individ, forstå det enkelte individ. Man skal turde at indgå i en relation med sine medarbejdere, og det er ikke alle ledere, som er gode til det.

De unge forventer nærvær, plads til kreativitet og udfoldelse. Som leder skal man også give de unge medarbejdere mulighed for at sætte deres fingeraftryk på beslutningerne og organisationen.

Tidligere har ledere været forsigtige med at blive venner med deres medarbejdere. Den nye generation har en forventning om, at man er koblet sammen på eksempelvis Facebook og andre sociale medier, fordi relationen til lederen betyder noget for medarbejderen, der ser sin leder som deres personlige ”udviklingsagent” – også online.

Lederen kan ikke længere gemme sig bag sin rolle og titel. Man bliver nødt til at have nogle klare værdier og holdninger, som den nye generation af medarbejdere kan forholde sig til. Det kræver mere personlighed at skulle lede de unge.

Man skal ikke foretage et knæfald for en generation af curlingbørn og føje dem alle deres krav, men gennem relationer og anerkendelse vise dem, hvordan de kan opnå en plads på arbejdsmarkedet. Hvis lederen ser det enkelte menneske, kan man bedre hjælpe hinanden med at finde et fælles fundament for samarbejdet. De unge har behov for en anden dialog og lyst til at komme hinanden ved som¬¬ ¬mennesker.

Denne artikel er en del af annoncetillæget 'Moderne Ledelse'. Se alle artikler her

 

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Danske pensionsselskaber kan lige nu fortælle om afkast, der ligger og svinger i størrelsesordenen 0-3 pct. Det er langt fra sidste års to-cifrede gevinster, men der er en gode forklaringer på, at afk...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen