Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Vrede aktionærer vil have hjælp fra Forbrugerrådet

Forbrugerrådet kimes ned af aktionærer i den kriseramte Bank Trelleborg, som med ét blev meget fattigere og føler sig dårligt rådgivet af banken.

Mange af aktionærerne i Bank Trelleborg står ikke kun tilbage med et stort tab på pengepungen - de føler sig samtidig meget dårligt oplyst af deres bankrådgivere i den kriseramte bank. Telefonerne har kimet hos Forbrugerrådet onsdag formiddag, efter rådet har opfordret aktionærerne i Bank Trelleborg til at henvende sig, hvis de føler sig snydt.

- Vi har ikke nået at få talt færdig med alle, der har henvendt sig, for vi har fået mange opringninger, siger Forbrugerrådets økonom Carsten Holdum, som endnu ikke kan sætte tal på henvendelserne.

Men spørgsmålet er, om forbrugerne ikke selv burde vide, at køb af aktier altid er forbundet med en vis risiko for at tabe penge.

- Det er klart, at der vil være nogle, der bare har købt aktier og tog deres egen risiko. Det er heller ikke dem, vi vil kæmpe for. Det er dem, der på bankens opfordring har fået at vide, at det her var en meget god investering, og nogle er endda blevet rådet til at låne penge at købe aktierne for. Det, mener vi, er stærkt kritisabelt, siger Carsten Holdum.

Forbrugerrådet samler oplysningerne sammen fra de frustrerede aktionærer for at få et overblik over hvor mange, der er blevet rådet til at købe aktier i banken på bankens eget initiativ.

/ritzau/

 




Markedet lige nu