Over halvdelen af alle unge glemmer at rive personlige papirer itu, inden de smider dem ud, og hver sjette lader følsomme oplysninger flyde på nettet, viser en britisk undersøgelse. Bankerne tager ikke problemet alvorligt, mener politikere.
6. oktober 2007, 15:22
En arbejdsgruppe under det britiske parlament finder unges agtpågivenhed over for identitetsmisbrug alarmerende lav. 60 procent af unge mellem 16 og 25 sørger således ikke for at destruere personlige dokumenter, inden de smides ud, og én ud af seks er tilsyneladende ligeglade med, at oplysninger på internettet kan misbruges til bedrageri: Hver sjette unge i Storbritannien offentliggør således så følsomme oplysninger, at de kan ramme deres økonomi.
Bare det at lade sit telefonnummer fremgå af personlige netsider kan i visse tilfælde være nok til at sætte nettyvene på sporet af nem adgang til personens penge, advarer arbejdsgruppen.
Myndighederne regner med, at identitetstyveri som kreditkortbedrageri og netbanktyveri hvert år koster det britiske samfund omkring 20 milliarder kroner – det virkelige tal kan endda være endnu højere, mener parlamentsgruppen, som også kritiserer bankerne for ikke at tage emnet seriøst nok.
”Banksektoren må erkende, at identitetstyveri er et stigende problem,” hedder det ifølge Guardian i en rapport fra parlamentet.
Ud over lovgivning, der skal dæmme op for problemet, anbefaler det britiske parlaments arbejdsgruppe en stor annoncekampagne, der skal få borgerne – og især de unge – til at vågne op.






























































