11. december 2006, 10:15 – opdateret 15. december 2006, 10:26

Det er fordi der er mange hensyn at tage stilling til hvis du vil optimere din formue gennem livet. Målet må således være at minimere den nødvendige opsparing over tid, og det gør de tvungne pensioner sjældent. Der er derfor ikke opsparingsmæssige argumenter for at fastholde tvungne pensioner i arbejdsmarkedet, hvilket jeg vil vise i det følgende.

Der er mange positive effekter ved indbetaling til pensioner:

• Dels er der en effekt i forskellen på fradraget ved indbetaling og beskatningen ved udbetaling
• Dels er der en effekt i forskellen i afkastbeskatningen mellem frie og bundne midler
• og dels er der en effekt i at du indbetaler på din pension så hurtigt som muligt.

Det sidste argument betyder, at tvungne pensionsordninger, hvor indbetaling fordeles ud på mange år, derfor kan have en negativ effekt på din økonomi, idet du som lønmodtager i en tvungen ordning (pga. overenskomst eller lokalaftale) ikke får lov til at bestemme tempoet, du vil opspare i.

Af negative effekter kan yderligere nævnes:

• Forskel i beskatningstidspunktet mellem frie midler (ved realisation) og pensionsmidler (lagerbeskatning)
• Større omkostninger på pensioner end frie midler
• Modregning i folkepensionens pensionstillæg
• Modregning i efterløn

De to sidste argumenter er afgørende for valg af pensionsform. Det kan typisk ikke betale sig at lave en ratepension, hvis man ikke betaler hverken topskat eller mellemskat. Er man tvunget med i en ordning vil dette betyde tab for lønmodtageren.

Tvungne ordninger giver altså højtlønnede mindre mulighed for at skabe en formue og lavtlønnede tab på formuen i mange tilfælde.

Hvor store er disse forskelle så?

Nedenstående eksempel er udtryk for, hvor meget hastigheden i indbetalingen påvirker pensionsudbetalingen.

NB: personen er 45 år ved påbegyndelse af opsparing i ratepension.

Med den samme indbetaling kan lønmodtageren altså sikre over brutto kr. 30.000 mere om året i 20 år!

En lavtlønnet (defineret som en person der kun betaler bundskat) vil have følgende effekt af en tvungen opsparing. Forskellen mellem beskatning ved udbetaling og fradrag ved indbetaling er 0 kr. Altså er der kun en positiv effekt i forskellen i beskatningen af frie midler og pensionsmidler og kun så længe at der ikke sker modregninger i offentlige pensioner og/eller efterløn.

Eksempel:

NB: personen er 30 år ved påbegyndelse af opsparing i ratepension – har negativ kapitalindkomst/fast ejendom.

Altså et samlet tab på over kr. 200.000 for lønmodtageren. Jo ældre lønmodtageren er ved påbegyndelse af opsparingen jo større procentvis tab, vil der generelt være.

Endvidere vil det at vælge frit blandt udbydere af pensionsprodukter kunne skabe yderligere positive effekter. Det er nemlig forholdsvist sjældent (aldrig?) at arbejdsmarkedspensioner optimerer forholdene omkring afkast og omkostninger på pensionsopsparingen - her tænkes særskilt på de kommercielle pensionsselskaber. Således vil tvungne pensionsopsparinger typisk begrænse valgene omkring placering af pensionsmidler. Afkastet efter skat og omkostninger bliver derfor typisk mindre for tvungne end for frivillige ordninger, der kan vælges i forhold til individuelle kriterier.

Den sikre vinder i pensionsspillet er først og fremmest staten, som ikke skal udbetales så store folkepensioner, dernæst de kommercielle pensionsselskaber, som sikres store indbetalinger fra de kollektive ordninger og en gang imellem lønmodtageren, hvis du altså er heldig.

Det giver derfor ikke mening at fastholde de tvungne pensionsopsparinger i fremtiden. Lønmodtageren skal have mulighed for at maksimere afkastet og minimere omkostningerne individuelt - det er trods alt dine penge det drejer sig om.