Det kapitalfondsejede shippingfirma, Wrist Group, sigter nu efter at blive en af de ti største virksomheder i Danmark inden for få år.

Shippingfirmaet Wrist Group, der er ejet af kapitalfonden Altor, vil sigte mod inden for de næste år at krydse en omsætning på 80 mia. kr. - et salg, der sandsynligvis vil placere virksomheden blandt Danmarks 10 største. Derudover er målet at købe sig kraftigt ind i USA. Det skriver dagbladet Børsen.

»Vi har ikke noget præcist tal for, hvor stor Wrist Group skal være, men vi kan sagtens se en fordobling af omsætningen, inden vi sælger virksomheden. Vi er klar til at støtte med penge til flere opkøb. Firmaet omsætter for omkring 40 mia. kr., og hvis vi skal fordoble det tal, skal det ikke kun ske ved at købe småt,« siger partner Denis Viet-Jacobsen, der er den danske leder af Altor.

Altor overtog Wtrist Group i midten af 2007. Normalt ejer kapitalfonde virksomheder i højst 7 år, inden firmaet sælges, men hos Altor vil man ikke afsløre, hvor lang tid Wrist Group har til at nå et salg på 80 mia. kr. Denis Viet-Jacobsen siger, at Wrist er i en branche, hvor der er store muligheder for opkøb og sammenlægninger.

»Det vil give stor mening at skabe en større spiller. Der er helt klart værdi i en konsolidering og en professionalisering af branchen, både for Wrist og for kunderne,« forklarer han. Viet-Jacobsen siger, at Wrist Group er til salg, hvis en køber vil betale den rette pris. Han peger også på, at en egentlig fusion kan komme på tale. Det kunne f.eks. være aktuelt, hvis en virksomhed af samme størrelse var interesseret i en sammenlægning.