Del : SMS
Berlingske Business

VWs imperium rystet af skandale

USA-VOLKSWAGEN/
Foto:

Volkswagen har systematisk snydt med emissionstest for dieselbiler i USA. Skandalen vil koste 6,5 milliarder euro plus bøder, og mere hvis den breder sig til Europa og resten af verden. Koncernchef Winterkorn afviser at gå af.

Artiklen fortsætter under annoncen

»We have totally screwed up.«

Der er ikke rigtigt nogen pæn måde at oversætte ordene på. »Vi har fucket totalt op«, ville det lyde på nudansk, eller »vi har virkelig lavet lort i den«, og det er jo ikke noget, erhvervsfolk plejer at gå rundt og sige, i hvert fald ikke offentligt. Men Michael Horn, Volkswagen-koncernens USA-chef, er også i en usædvanlig situation.

En historisk skandale har ramt den verdensomspændende bilkoncern: Den har snydt med udstødningstest i USA, og krav, trusler og protester indløber i disse døgn fra alle kanter.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, kræver, at »alle fakta hurtigst muligt kommer på bordet«, Det Hvide Hus siger, at man er »temmelig bekymret«, og miljømyndigheder fra Australien til Italien forlanger en forklaring. Ifølge en tysk avis med inside-kilder vil bestyrelsen på fredag afsætte koncernchef Martin Winterkorn. Så alvorlig er sagen.

Fup-anordning

Det er da også ganske alvorligt, det VW er blevet grebet i. En eller anden i VW har tilsyneladende fået en idé til, hvordan man kunne fuppe med udstødningstestene og de skrappe krav til dieselbilers udledning af NOx – kvælstofilter. Han har så sat nogle ingeniører til at lave en lille anordning, en »defeat device«, der sætter motoren i en slags sparetilstand, når bilen bliver testet. Det kan anordningen opdage ved for eksempel at måle, om der bliver drejet på rattet, og om der blive gasset op og ned i det særlige mønster, som bruges ved de typiske laboratorietest. På den måde kunne man få værdier, det er helt umuligt at komme ned på ved almindelig kørsel.

USA-VOLKSWAGEN

Gør det så noget, kan man spørge. Det var da værre, dengang i 2009-2010, da løbske Toyotaer med utæmmelige gaspedaler faktisk slog folk ihjel. Men jo, der kan godt være blevet dræbt nogen af dette her. Lad os citere, hvad de amerikanske miljømyndigheder, EPA, skriver om NOx:

»Nyere videnskabelig forskning viser en forbindelse efter kortvarig udsættelse for NOx i fra 30 minutter til 24 timer med skadelig påvirkning af åndedrættet, herunder betændelse i luftvejene hos raske mennesker og øgede åndedrætsproblemer hos mennesker med astma. Undersøgelser viser også en forbindelse mellem kortvarig indånding af forhøjede NOx-koncentrationer og hospitalsindlæggelse som følge af åndedrætsproblemer, særligt astma.«

Det er altså ikke for sjov, at både EU og USA har fastsat skrappe krav til dieselmotorer.

Svindelen blev opdaget, fordi en uafhængig amerikansk miljøorganisation, ICCT, for to år siden besluttede sig for at lave en undersøgelse af, hvordan dieselbiler faktisk opfører sig uden for laboratoriet. De hyrede forskellige forskningsenheder til at indsamle data. I alt testede man 15 biler. De tre af dem var biler solgt i USA, resten var fra Europa. Af dem var de to tilfældigvis VWer.

USA-VOLKSWAGEN

VWerne vakte forskernes mistanke. I laboratoriet var alt fint, men udenfor på landevejen pumpede bilerne NOx ud i et omfang svarende til 30-40 gange den amerikanske grænseværdi.

VW er ikke nødvendigvis alene om at have et problem her. ICCTs foreløbige rapport blev offentliggjort i november sidste år, og det var vist kun miljønørder, som opdagede den. Men den viste, at ud af i alt 15 undersøgte dieselbiler udledte i hvert fald de otte alt for meget NOx, når de blev sluppet ud på landevejen. De overskred både de europæiske og amerikanske grænseværdier. Det er imidlertid kun VW, der direkte er grebet i at manipulere med motorerne.

VW forklarer, at »uregelmæssighederne« og »afvigelserne« vedrører én bestemt type motor, EA 189, som er indbygget i 11 millioner biler på verdensplan. Skal de alle kaldes tilbage til service, vil sagen ende blandt historiens største tilbagekaldelser målt i antallet af køretøjer, som skal hjem og repareres på producentens regning.

USA-VOLKSWAGEN/

Allerede nu tegner sagen til at blive den kostbareste nogensinde. Toyotas speederproblemer i 2009-2010 kostede ifølge en vurdering fra JP Morgan i alt 5,5 millarder dollar, altså kun tre fjerdedele af det beløb, som VW nu foreløbig hensætter.

Vi betaler

Fredag var VW lige blevet afsløret. USA-chef Michael Horn skulle tale på et event i Brooklyn, som havde til formål at sætte gang i det skrantende salg af Passat på det amerikanske marked. Lenny Kravitz var hyret til at optræde. Det skulle have været en fest, men Horn havde mest lyst til at aflyse. Den ansvarlige direktør for VW-brandet havde meldt afbud. Horn besluttede sig for at tage den alene og undskylde på koncernens vegne. Da han var færdig med at læse op fra teleprompteren, sagde han et par ord uden for manuskriptet.

Han fortalte, hvordan han som 18-årig havde fået sin første Golf. At han siden tog til USA for at læse og nu havde arbejdet i 25 år for VW. Og så lovede han, at man ville gøre alt godt igen.

»Vi betaler, hvad vi skal betale,« sagde han.

Det bliver mange penge. Tirsdag meddelte Volkswagen AG, at man hensætter 6,5 milliarder euro – godt 48 milliarder kroner – til tab på affæren. Det svarer til halvdelen af sidste års driftsresultat.

FILE HUNGARY USA VOLKWAGEN RECALL

Beløbet dækker ikke nogen form for erstatningskrav eller bøder. Det dækker alene det, som det vil koste at håndtere skandalen.

Dertil kommer en bøde fra EPA. Den kan teoretisk set løbe op i 37.500 dollar for hver af de 482.000 VWer og Audier, der er solgt med en »defeat device« i. Det giver 18 milliarder dollar.

I praksis vil VW nok få rabat, men bøden er endnu ukendt. Har snyde­anordningen også været brugt på andre markeder end USA, for eksempel i Europa, kommer der flere bøder oveni.

For aktionærerne er der allerede afregning. Siden nyheden blev kendt sent fredag, er VW-aktien faldet 34 procent. To handelsdage på børsen har dermed destrueret aktieværdi for omkring 27 milliarder euro.

Hvem har dog gjort dette?

I hovedkvarteret i Wolfsburg taler man i disse dage sikkert meget om, hvem i alverden der dog har bragt VW i denne situation. Man stod på tinden. VW havde erobret pladsen som verdens største bilproducent med fem millioner solgte biler i første halvår. Sidste år tjente man 11 milliarder euro efter skat. Og nu dette.

winterkorn

Koncernchef Martin Winterkorns fremtid er kommet til debat, mindre end et halvt år efter, at han vandt en magtkamp over den daværende bestyrelsesformand Ferdinand Piëch.

Winterkorn er kendt som en detaljens mand, en direktør der på bilmesser gerne hiver målebåndet frem eller lader en bildør falde i for at høre, om den har den rigtige lyd.

Spørgsmålet er, om hans detailviden også omfattede den lille »defeat device« med den store virkning på testresultaterne.

En tysk brancheekspert, professor Ferdinand Dudenhöfer fra Universität Duisburg-Essen, siger det sådan, at enten er Winterkorn den skyldige, eller også havde han ikke styr på, hvad der skete i hans koncern.

»I begge tilfælde ville jeg sige, at Winterkorn ikke længere kan stå i spidsen for koncernen,« er hans dom ifølge avisen Frankfurter Rundschau.

En anden tysk avis, der Tagesspiegel, vil som sagt vide, at Winterkorn bliver afsat af bestyrelsen på fredag. Tirsdag aften afviste han selv at træde tilbage.

0 Kommentarer

Business blogs Alle blogs

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

<p>Henrik Olejasz Larsen</p>

Hør investeringsdirektør Henrik Olejasz fortælle hvor galt det i virkeligheden står til med Italien, og om vi er på vej mod en ny EU-krise efter nej'et ved folkeafstemningen søndag:

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere