Volvo, der senere i år ventes at blive overtaget af den kinesiske bilproducent Geely, venter at salget af personbiler i Indien vil blive mere end fordoblet fra i dag til 2015, og at salget af luksusbiler vil blive tredoblet, i takt med at Indien får et stadigt større antal velhavere.
21. januar 2010, 18:00
Sidste år steg bilsalget i Indien med 19 pct. til 1,4 millioner biler, ifølge nyhedsbureauet Bloomberg. Men det tal venter Volvo vil stige markant.
Paul de Voijs, der er direktør for Volvo Indien, siger til nyhedsbureauet at han forventer at der om fem år vil blive solgt mellem 2,5 og 3 millioner biler årligt i Indien. Og omrking 1,5 pct. af bilerne vil være i luksuskategorien, der dækker biler som koster mere end 2,5 mio. rupee, eller 285.000 kr.
Og den type biler er der formentlig masser af købere til, trods de noget kaotiske forhold på de indiske veje. I 2008 var der 84.000 indere, der havde en finansiel formue på mere end 1 mio. dollar, ellre 5,3 mio. kr., og det tal ventes at være mere end tredoblet i 2018.






























































