Vognmandsfirma bygger nyt domicil

Viborgs største vognmandsfirma bygger nyt hovedkontor på 5.000 kvadratmetermed plads til 22 lastbiler.

Trods den økonomiske krise ser man lyst på fremtiden hos vognmandsfirmaet, der nu vil flytte til nyt og større.

Snart skal de laste og transportere for sig selv, for Viborgs største vognmandsfirma - med navnet 1313 - samler nu hele vognparken et sted og bygger nyt domicil på knap 5.000 kvm.

Hovedentreprisen på byggeriet er netop vundet, og byggeriet er allerede i gang, da den første del, nemlig administrationsbygningen, skal stå klar til ibrugtagelse til jul i år.

Det er landets største entreprenørvirksomhed, MT Højgaard, der skal bygge både administrationsbygning og transportlokaler. Det er en ordre på et tocifret millionbeløb, som Viborg-firmaet dermed lægger i hænderne på MT Højgaard.

Synergier

- Vi glæder os naturligvis til at få samlet det hele. Det kan også give synergier, at vi har alle lastbiler og ansatte ét sted i stedet for de mange lokaliteter, vi i dag har rundt omkring i Viborg, siger den ene af vognmandsfirmaet 1313´s to ejere, Morten Brøcher, som i dag har over 30 ansatte og måske flere på vej.

At man godt tør springe ud i at bygge nyt skal ses i lyset af, at genbrug af affald er en stigende del af omsætningen, som man også forventer vil stige de kommende år.

Morten Brøcher forklarer endvidere, at der bliver plads til 22 lastbiler i det nye transportdomicil, der skal stå helt færdig allerede i marts måned næste år. Hastværket bekymrer dog ikke byggefirmaet.

Byggeriet bliver opført i beton og stål og kommer til at ligge i den nyeste del af industrikvarteret i Viborg.

 



Markedet lige nu