Der er dømt trafikkaos ved Nordhavnen, når der er VM i enkeltstart i København tre dage i september. Hundredvis af lastbiler får svært ved at komme ind og ud af havnen.
19. august 2011, 11:02
Der er altid voldsom aktivitet med lastbiler i og omkring Frihavnen og Nordhavnen i København. Et kæmpe lager med containere bliver flittigt besøgt – og flere vognmandsforretninger har deres transporter ind og ud af havneområderne.
Men cykel VM i begyndelsen af september bekymrer de firmaer, der er afhængige af havnen.
En vognmandsforretning, der ikke ved, hvordan transporterne under de tre dages cykelløb skal gennemføres, er Anders Nielsen & Co A/S - Anco Trans. De har flere hundrede lastbilerbiler, der kører ind og ud af Frihavnen/Nordhavnen hver dag. Dertil kommer adskillige andre vognmænd, der har daglig kørsel i området.
Under cykelløbet bliver der kun én vej at benytte – Tuborgvej – som i forvejen vil blive stærkt trafikeret. Dertil kommer den meget lave bro ved Ryvangs Allé.
- Tuborgvej er måske ikke så stort problem, fordi vi har investeret i meget lave chassiser, men der bliver gigantiske trafikale flaskehalse, hvor man spilder tusindvis af produktive timer hver dag. Vi ville meget køre skibscontainere om natten – men det hjælper ikke, da vores kunder og havneterminalen ikke har åbent, siger Anne Kathrine Steenbjerg, adm. direktør for Anders Nielsen & Co.
Anne Kathrine er i løbende diolog med kommunen, men her er der ikke meget nytænkning at hente. Til gengæld skal hun til to møder i Transportministeriet i efteråret omkring de generelt kaotiske trafikale tilstande. I det hele taget er hun i kontakt med alle organisationer, der kan hjælpe – samt forskellige myndigheder.
”I denne situation er det som at slå i en dyne. Jeg tror desværre først, at vi vil se nogle løsninger, når de trafikale forhold er så kaotiske, at kommunen ser sig tvunget til at gøre noget, siger Anne Kathrine Steenbjerge.
Der bliver få muligheder for at komme til og fra Frihavnen under cykelløbet – men det er også generelt et dagligt problem. Københavns Kommune har tilmed besluttet at lukke for kørsel via Nørreport – og det vil forværre situationen endnu mere for branchen. Dertil kommer de mange anlægsarbejder – ikke mindst i forbindelse med Metro byggeriet.
”Under VM vil vi informere vores kunder så godt vi kan – og forsøge at etablere et midlertidigt depot langt udenfor byen, siger Anne Kathrine Steenbjerge.
Hun håber, at situationen bliver bedre på sigt. Nordhavnstunnelen skulle stå klar i 2015 – derfor er der vejarbejde på Ryvangs Allé og Svanemøllen - og en ny omfartsvej udenom Vintappersøens rundkørsel skulle være klart om få måneder.
Vognmandsfirmaer i havnen har før været på kant med kommunen, der ikke vil tillade lastbiler gennem byen (dengang, da man glemte at tale med Gentofte) - det var i nuværende borgmester Anne Vangs dage i havnens bestyrelse.
Hos DI transport har man været meget aktive under forberedelserne til VM med hjælp og informationer til vognmandsbranchen.
”Vi har stor forståelse i DI Transport, at VM løbet betyder meget for profilering af Danmark og København, men vi bliver så sandelig behandlet stedmoderligt. Ud over situationen ved cykelløbet, er vognmandsforretninger også hårdt ramt af de mange vejarbejder i byen. Det hele betyder store forsinkelser i transport – og det fordyrer transporterne – og dermed kundepriserne, siger direktør Michael Svane, DI Transport.
Man har fra DI Transports side tidligere været på banen for at hjælpe med logistikproblemer ved store arrangementer – senest COP 15 mødet i København. Her havde man også samarbejde med eksempelvis politi og Københavns kommune.
”Det bliver meget svært at kunne levere varer i hele København – og især i indre by og langs cykelruten i det hele taget. Vi forudser rigtig mange udfordringer under VM, siger Michael Svane.
DI Transport har på deres hjemmeside et link til ”Trafikken.dk/VM”, hvor man kan se alle cykelruterne til VM i cykling. Linieløbene i Rudersdal foregår i en weekend og vil ikke i samme grad som enkeltstarterne genere vognmandsbranchen – men mere borgerne nord for København.
”Vi har også sendt flere nyhedsbreve ud til medlemmerne, så de kan følge situationen. Cykelløbet er en balanceakt mellem et stort sportsarrangement og en transportbranche, der altid arbejder, siger chefkonsulent Rune Noack, DI Transport.
-






























































