Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Vejdirektoratet blokerer for betonkanon

En maskinimportør har snart ventet i tre måneder på at få tilladelse til at køre samme hastighed med sin mobile betonpumpe, som man må i resten af Europa. Og mens Vejdirektoratet holder sommerferie, forsvinder kunderne til udlandet.

Trods navnet er humøret hos Jørn Glad ikke i top i disse dage. Glad A/S importerer mobile betonpumper af den slags, man bruger ved store byggerier som eksempelvis broer og boligblokke. For at pumperne reelt kan være mobile, skal der søges dispensation for de danske regler for særtransport. Det har Jørn Glad søgt og fået uden det store besvær mange gange tidligere, men nu er han kørt fast hos Vejdirektoratet.

- Vi har altid fået vores tilladelser direkte fra Trafikstyrelsen. Så dem sendte vi ansøgningen til den tredje maj på den nye maskine. Men de har ekspederet den videre til Vejdirektoratet, fordi den nye pumpe er større og tungere end vores foregående, og de sidder med det overordnede ansvar for vejtransport. Og siden har vi ikke hørt noget som helst, fortæller Jørn Glad her godt to en halv måned, efter ansøgningen røg af sted. 

Mød fire andre virksomheder, der er klemt i systemet!

Problemet er, at Putzmeister-betonpumperne er vokset i højde og drøjde i takt med efterspørgslen fra byggesektoren, der vil have større, stærkere og hurtigere pumper. Og pumperne har nu nået en størrelse, der kræver godkendelse fra Vejdirektoratet, før de må færdes på det danske vejnet.

Mister kunder

Mens Vejdirektoratet tænker over, om de vil give tilladelse til, at Jørn Glads betonpumpe må færdes på de danske veje med 60 kilometer i timen, finder hans kunder andre maskinleverandører, der ikke er begrænset af det samme regelsæt og kan køre fra opgave til opgave på den halve tid. Og dem kan kunderne – entreprenørerne – finde lige syd for grænsen.

- Vores kunder har jo arbejde, der skal udføres, så de finder naturligvis bare en leverandør i Tyskland, der kan levere en fleksibel pumpe fortæller Jørn Glad og fortsætter:

- De tyske pumper må selvfølgelig også kun køre med 30 kilometer i timen, når de krydser grænsen. Men det ved de jo ikke, og der er ingen politimand eller tolder, der har en jordisk chance for at kontrollere, om bilen har parabelfjedre og et tryk på mere end 10 ton per bagaksel.

Læs også:

Slagsmål om elefantvæddeløb  

Bedre vejkontrol vigtig - ikke metoden

Ferietid

Trafikstyrelsen bekræfter, at de har modtaget ansøgningen fra Jørn Glad og ekspederet den videre til Vejdirektoratet. Cirka fem af de 20 dispensationsansøgninger for særtransportreglerne, som Trafikstyrelsen modtager årligt skal ind og vende hos Vejdirektoratet.

- Det er en ekstraordinær lang sagsbehandlingstid fra vores side. Vi har normalt ikke så lange sagsbehandlingstider, og det skal jeg beklage, at vi har haft i denne omgang. Det skyldes et hårdt arbejdspres på de relevante fagmedarbejdere kombineret med, at vi er rendt ind i en ferieperiode, forklarer Martin Østergaard, pressechef hos Vejdirektoratet.

Han forventer, at der vil blive sendt svar tilbage til Trafikstyrelsen i starten af august, hvorefter Jørn Glad måske kan få sin tilladelse.

Urimeligt

Hos Jørn Glads brancheorganisation er man langt fra tilfredse med, at Vejdirektoratet nyder solen, mens ordrer forsvinder ud af landet:

- Det er ikke rimeligt, at en lille virksomhed skal bremses af så langsom sagsbehandling. Vores virksomheder har brug for, at det offentlige system reagerer hurtigt og effektivt, så der holdes gang i hjulene til gavn for os alle. Denne sag vidner om en helt katastrofal mangel på indsigt i erhvervslivets vilkår hos den pågældende myndighed. Vi kan da ikke bare sidde og vente på, at de får fundet sagen frem fra bunkerne engang i efteråret – så er løbet jo for længst kørt, siger Jim Stjerne Hansen, formand hos DS Håndværk & Industri.

Jørn Glad er mest af alt forundret. For Vejdirektoratet er selv bygherrer på en stribe opgaver, hvor der er brug for betonpumper med samme størrelse som den, han gerne vil have tilladelse til at køre med i Danmark.

- Senest har et tysk firma vundet en motorvejs-entreprise mellem Kliplev og Sønderborg og et stort broprojekt ved Vandel. Og her kører nøjagtig de samme betonpumper med fuld fart, mens de danske pumper holder stille. Det virker ærlig talt lidt tosset, siger Jørn Glad.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu