Gældsplagede Torm er i alvorlig fare for at nå til et punkt, hvor gælden overstiger selskabets værdier og rederiet dermed vil være teknisk insolvent.
6. december 2011, 08:20
Det skriver Jyllands-Posten.
En kapitalstærk investor i rederiet har udarbejdet en analyse, som viser, at det står værre til i selskabet end regnskaberne giver udtryk for. Risikoen for teknisk insolvens kan derfor betyde, at Torm skal ud og hente betragteligt mere end de 1,6 milliard kroner, som rederiet vil sikre fra sine investorer i en forestående emission.
Torm-analytiker i investeringsbanken AGB Sundal Collier, Lars Heindorff, vurderer, at Torm får brug for et sted mellem 3 og 5 milliarder kroner i ny kapital, hvis selskabet skal have en chance for at løse gældsudfordringen.
- Hvis Torm skulle ud og sælge deres aktiver i det nuværende marked, så ville værdien af nettoaktiverne være negativ. Og selv hvis emissionen bliver en succes, og man går ud fra pæne ratestigninger i 2013 og 2014, vil der være behov for langt mere kapital i Torm. De 1,6 mia. kroner dækker reelt kun underskuddet de kommende år, siger Lars Heindorff til Jyllands-Posten.
Torm afviser dog selv enhver snak om teknisk insolvens. Ifølge IR-chef Christian Søgaard-Christensen gennemfører rederiet hvert kvartal en nedskrivningstest, der sikrer, at skibene ikke værdiansættes for højt. Torm vurderer dermed stadig, at værdierne ligger over gælden.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten