Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:
Julekalender 13. dec.:

Torm fanget i græsk tragedie

Annus horribilis. 2011 blev et år, hvor aktionærerne i Torm så deres værdier svinde ind til næsten ingenting, og der er ikke udsigt til, at aktionærerne får genoprejsning.

»Vi vil gøre det rigtige på det rigtige tidspunkt.«

Det har været årets standardsvar på mange spørgsmål fra Torm-topchef Jacob Meldgaard, men det er unægteligt svært at drage den konklusion, at Torm gjorde det rigtige i 2011.

Rederiets pinsler hænger ganske vist også sammen med fortidens synder, men ondt er blevet gjort værre af en række beslutninger, som peger mod både den græske hoved­aktionær, bestyrelsen og ledelsen.

Hovedpersonen i tragedien om Torm er den græske skibsreder Gabriel Panayotides, der for godt ti år siden købte sig ind i Torm for en beskeden sum på nogle hundrede millioner kroner. Siden er der udbetalt over fem mia. kr. i udbytte til Torms aktionærer, hvoraf Panayotides-familien har fået omkring halvdelen, altså mere end 2,5 mia. kr., mens gælden i rederiet er vokset til ti mia. kr.

Torm har altså været en rigtig god forretning for græske Gabriel, men pengene er skudt i Panayotides’ tørlastrederi, Excel Maritime, der ligesom Torm nu lever på bankernes nåde.

Forkerte beslutninger

Da det i foråret stod klart, at der skulle frisk kapital til at holde rederiet flydende, endte den annoncerede kapitalforhøjelse kun på 100 mio. dollar – sandsynligvis fordi det lige akkurat var, hvad Panayotides kunne være med til uden at miste sin kontrollerende indflydelse. Alle analytikere var dog enige om, at Torm havde brug for mange flere penge.

Torms bestyrelse med Panayotides og formand N.E. Nielsen i spidsen tog den skæbnesvangre beslutning at vente med kapitalforhøjelsen til efteråret i håb om bedre tider.

Men aktien i Torm bare faldt og faldt i takt med, at selskabet måtte sælge skibe for at overholde bankernes likviditetskrav. Bedringen udeblev, og Torm måtte nedjustere forventningerne, så underskuddet i 2011 nu kunne blive op mod en mia. kr.

Et desperat og fejltimet forsøg på en gevinst på tørlastmarkedet gjorde ondt værre, selv om det ellers var Jacob Meldgaards speciale dengang, han arbejdede for rivalen D/S Norden. Meldgaard havde her ikke gjort det rigtige på det rigtige tidspunkt, og nok en gang kom der fokus på topchefens omdiskuterede tiltrædelses­bonus på godt 60 mio. kr., som stadig ikke var fuldt udbetalt.

Officielt var de mange penge en kompensation for tab af bonusser og optioner hos Norden, men den forklaring lagde rivalen i graven.

Nye nedjusteringer fulgte, og til sidst medgav Torm, at der skulle mange flere penge og nye bankaftaler til for at redde selskabet.

I dagene op til meldingen havde Torms hovedbanker, Danske Bank og Nordea, forsøgt at forhandle en løsning på plads med Panayotides og bestyrelsesformand N.E. Nielsen, men det lykkedes ikke, og i december kom så meldingen om henstand på afdrag til den 15. januar.

En ultrakort frist, der indikerer, at man har opgivet at finde en ny investor, og bankerne derfor selv må tage over og redde Torm. Med et kursfald for Torm-aktien på 90 pct. i år vil det betyde, at de nuværende aktionærers værdier bliver udvandet til stort set ingenting. Et annus horribilis for Torm, der stadig venter på redningskransen.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu