Foreløbig har det skrantende rederi frem til 15. januar til at få orden i økonomien.
5. december 2011, 17:01 – opdateret 5. december 2011, 17:04
Torm har levet på bankernes nåde, og nu er det blevet helt konkret: Rederiet meddeler mandag ved fondsbørsens lukketid, at selskabet har fået henstand på betaling af afdrag og andre finansielle forpligtelser.
Aftalen vil til at begynde med gælde indtil 15. januar 2012, men med mulighed for forlængelse, skriver Torm i en meddelelse til fondsbørsen i København.
“Bankerne er indstillet på at arbejde konstruktivt for at nå en løsning med Selskabet og har udpeget en Koordinationskomité til at repræsentere dem i forhandlingerne,” skriver Danske Bank, Danmarks Skibskredit og Nordea i en fælles udtalelse.
Den samlede gæld i rederiet er på omkring 10 milliarder kroner, og lavere priser på fragt inden for tankmarkedet har ikke bidraget positivt til situationen.
Torm har ganske længe forhandlet med bankerne om en "en mere robust og langsigtet kapitalstruktur", mens aktien er raslet ned. I sidste uge nedjusterede analytikere hos SEB Enskilda aktien i Torm til én øre - banken forudser en total udvanding af de eksisterende aktier, hvis det lykkes rederiet at hente de bebudede 1,6 milliard kroner ved en aktieemission.
Sydbanks analytiker Jacob Pedersen medgav i samme artikel, at det ser sort ud for Torm, og at en aftale med bankerne var nødvendig for at kunne aflægge regnskab som et fortsættende selskab:
”Man lever simpelthen på bankernes nåde. Det er et spørgsmål om tid, før der kommer noget afvikling af gæld, som Torm ikke kan indfri, fordi de ikke har pengene.”
Torm er i mandagens meddelelse optimistiske omkring fremtiden:
"Det er et stærkt signal om, at vores lånebanker støtter en hurtig og koordineret forhandlingsproces. Denne aftale giver fleksibilitet på kort sigt og vil understøtte en mere langsigtet og robust finansiel løsning,” udtaler CFO Roland M. Andersen ifølge meddelelsen til fondsbørsen.






























































