En række norske SAS-chefer, herunder den norske landechef, sagde op i går, og årsagen kan være topstyringen fra hovedkvarteret i Stockholm. Tidligere i år valgte en række danske chefer at sige farvel.
22. oktober 2009, 08:08 – opdateret 19. maj 2012, 22:47
Fire personer fra SAS' ledelse i Norge har sagt op, og de slutter sig hermed til rækken af danske SAS-ledere, der har sagt farvel til SAS tidligere i år.
De norske chefer har tilsyneladende allerede nye jobs på hånden, men der er ifølge nyhedsbrevet Take Off næppe tvivl om, at det er topstyringen fra Stockholm, som har fået dem til at miste modet.
De fire nordmænd, der nu har sagt op, er landechef Ola Strand, personalechef Svein Oppegaard, operativ chef Dag-Falk Petersen og kommunikationschef Thomas Midteide.
I februar i år valgte valgte adm. direktør for SAS i Danmark, Susanne Larsen, at forlade SAS, da råderummet for de nationale ledelser blev kraftigt indskrænket.
Ud over Susanne Larsen sagde daværende videadm. direktør i SAS Danmark Niels Hemmingsen, farvel til SAS tidligere i år, ligesom daværende kommunikationsdirektør Anne Bove-Nielsen fløj fra SAS.
Den nye landechef for SAS i Norge hedder Gorm Frimannsslunde og kommer fra SAS Ground Service.



























































