Del : SMS
Berlingske Business

To klaner slås om Porsche og Volkswagen

Historien om Porsche og VW, luksusbilen og folkevognen, er også historien om klanerne Porsche og Piëch, der indædt har kæmpet om magten og æren i et halvt århundrede.

»Den første generation bygger op, den næste bevarer, og min generation er så den tredje, og den plejer at ødelægge. Og det lykkedes os næsten...«

Sådan blev historien om Volkswagen og Porsche sammenfattet for nogle år siden af Ferdinand Piëch, og han ved, hvad han taler om, for han er en del af denne historie, og han var en af dem, som var ved at ødelægge den.

De to berømte tyske bilmærker Porsche og Volkswagen kan være så forskellige, de vil – det ene sælger drømme, det andet sælger virkelighed. Men bag dem begge står en stor og stenrig familie, opdelt i to stridende klaner. Gennem hele efterkrigstiden har de holdt hinanden ud og holdt hinanden i skak i en skrøbelig magtbalance. Ferdinand Piëch leder den ene klan; hans fætter, Wolfgang Porsche, den anden. Ved offentlige lejligheder sørger de for at sidde ved siden af hinanden.

Artiklen fortsætter under billedet
SWITZERLAND MOTOR SHOW GENEVA 2009
De to berømte tyske bilmærker Porsche og Volkswagen kan være så forskellige, de vil – det ene sælger drømme, det andet sælger virkelighed. Men bag dem begge står en stor og stenrig familie, opdelt i to stridende klaner. Foto : ULI DECK

Familieidyllen er dog en illusion. »Modfamilien« og »dem uden navnet« skal være betegnelser, de to familiegrene bruger om hinanden; Piëch-grenen nedstammer fra en datter af grundlæggeren; derfor hedder de ikke Porsche til efternavn.

Klanerne havde deres seneste opgør i 2008, men i disse år holder de fred. Det er nok også det klogeste lige nu, da deres bilkoncern vakler under »Dieselgate«, skandalen om bilerne, der snød med udstødningstesten.

Familieforholdene er indviklede som i en Wagner-opera, og forviklingerne kan virke som udtænkt af en løbsk librettist. Det hele begyndte med Ferdinand Porsche, en selvstændig bilkonstruktør fra Østrig med egen ingeniørvirksomhed i Stuttgart. Allerede som ung interesserede han sig for biler, og på Verdensudstillingen i Paris kunne den dengang 25-årige østriger præsentere en elbil. Senere blev han ansat hos Daimler-Benz og endte i 1920erne som udviklingsdirektør her. Var han blevet hos Daimler, havde bilhistorien set anderledes ud, men i 1931 åbnede han eget designbureau.

Artiklen fortsætter under billedet
GERMANY PORSCHE
Det hele begyndte med Ferdinand Porsche, en selvstændig bilkonstruktør fra Østrig, der allerede som ung interesserede sig for biler. Foto : PORSCHE/HO

I 1934 fik han den opgave, der kom til at forme hans liv: Reichsverband der Deutschen Automobilindustrie bad ham designe en »folkevogn«, en billig bil til de tyske masser, som skulle markedsføres af den nye statslige Deutsche Arbeitsfronts rejsebureau og feriearrangør, »Kraft-durch-Freude«. Ferdinand Porsche var da 59.

Ferdinand Piëch er et af hans børnebørn, og han var indtil dette forår bestyrelsesformand for Volkswagen-koncernen. Et andet barnebarn er Wolfgang Porsche, som er bestyrelsesformand for bilproducenten Porsche. Porsche-firmaet er ikke længere selvstændigt. I 2008 vandt Piëch-grenen nemlig en dramatisk magtkamp med den anden familiegren, dem med det rigtige efternavn – mere om det senere.

Artiklen fortsætter under billedet
PORSCHE/VW
Det fortælles, at man til sidst måtte samle familien på familiegodset Schüttgut ved Zell am See i Østrig og tilkalde en psykolog med forstand på gruppedynamik. Foto : MORRIS MAC MATZEN

Drømmen om den lille mands bil endte i krigens mareridt, for da fabrikken ved Wolfsburg omsider var færdig i 1939, kom den til at producere militærkøretøjer i stedet for Folkevogne. 11. april 1945 nåede amerikanske tropper frem til Wolfsburg og slap fabrikkens tvangsarbejdere fri. Ferdinand Porsche og hans svigersøn, Anton Piëch, blev interneret. Historien om familien kunne være endt her, og det samme kunne historien om Folkevognen, for de allierede havde i første omgang bare tænkt sig at afmontere fabrikken. De ombestemte sig dog, for de havde selv brug for biler.

30BUSPix-Muller4.jpg

Hvad så med Porsche og svigersøn? De var jo ude af fabrikken; den tilhørte staten og var blevet beslaglagt af de allierede. Men den nye fabriksledelse havde brug for Porsches tekniske viden, og Porsche-familien ejede faktisk også rettighederne til designet. Løsningen blev en omfattende licens- og samarbejdsaftale, hvor familien fik en afgift for hver Boble, der blev bygget, ligesom den fik forhandlerrettighederne. Grundlaget til familieformuen var lagt.

Artiklen fortsætter under billedet
boble
Løsningen blev en omfattende licens- og samarbejdsaftale, hvor Porsche-familien fik en afgift for hver Boble, der blev bygget, ligesom den fik forhandlerrettighederne. Foto : Nikolai Linares

Men familien ville selv bygge biler. Ferdinand Porsches to børn, Louise Piëch og Ferry Porsche, havde reddet hans konstruktionsbureau fra at blive beslaglagt ved simpelthen at overtage det, og i en lille by i Kärnten i Østrig gik Ferry i gang med at opfylde sin egen drøm om at bygge en sportsvogn. Og så var også bilmærket Porsche skabt.

GERMANY-AUTOMOBILE-ENVIRONMENT-POLLUTION-INVESTIGATION-WINTERKOR

Allerede her blev grunden lagt til fremtidige familieskænderier, for selv om Louise og Ferry ejede de to virksomheder i fællesskab, så endte de med at dele driften: Ferry tog sig af sportsvognsproduktionen, som han flyttede til Stuttgart i Tyskland, mens Louise blev i Østrig og drev handelsforetagendet. Sønnen Ferdinand Piëch og hans brødre blev sendt på kostskole.

Det var »en typisk kostskoleoplevelse, der skulle hærde én til eliten, spartansk og streng«, har Ferdinand Piëch senere fortalt. Oplevelsen gav ham »en ekstremt stærk mistillid til andre«, og han indså, at mange ting »kun kan ske, hvis man gør dem selv, for man kan ikke stole på andre«.

Ovre i Porsche-klanen gik man blidere til værks; alle Ferrys børn kom på Waldorf-skoler.

24BUSfolkevogn1.jpg

Fra 1970erne var det Louises og Ferrys børn, altså ødelægger-generationen, som stod i spidsen for Porsche-virksomhederne. De tjente gode penge og holdt sig fri af ugebladene, men bag den pæne facade slog det gnister. Alle havde en mening, og alle ville blande sig, og især var der kampe mellem Ferdinand Piëch, som var blevet udviklingschef hos bilfabrikken Porsche, og hans fætter Hans-Peter Porsche, som var produktionsleder samme sted.

Det fortælles, at man til sidst måtte samle familien på familiegodset Schüttgut ved Zell am See i Østrig og tilkalde en psykolog med forstand på gruppedynamik. Løsningen blev ganske konkret: Man indgik en aftale om, at ingen medlemmer af familien måtte arbejde i virksomheden; De måtte kun sidde i bestyrelserne.

Artiklen fortsætter under billedet
GERMANY-US-AUTOMOBILE-VOLKSWAGEN
Løsningen blev, at Porsche gav op og solgte sin bilproduktion til VW; Piëch-klanen havde dermed vundet, og Porsche er i dag blot et af mange bilmærker i VW-koncernen. Foto : JOHN MACDOUGALL

Denne regel gjaldt selvfølgelig ikke for Volkswagen-koncernen, for den var jo ikke en del af Porsche, selv om familiens fælles holdingselskab allerede var begyndt at købe aktier op i VW. Derfor kunne Ferdinand Piëch tage arbejde hos VW.

epaselect GERMANY COMPANY INFORMATION

Den næste udfordring for det anspændte familieforhold kom, da fætter Gerhards kone forlod ham til fordel for – Ferdinand Piëch. I Porsche-klanen så man det som et tillidsbrud, intet mindre, og havde luften mellem fætrene og kusinerne ikke tidligere været kold, så blev den det nu.

I mellemtiden skulle man jo så sidde sammen i bestyrelsen for Porsche og have tingene til at fungere. Med et system af stamaktier og stemmeløse præferenceaktier opretholdt man den totale kontrol med selskabet, selv om man tog nye aktionærer ind, men det hele stod og faldt jo med, at familien kunne enes, og at den kunne lade være med at sælge stamaktier til folk udefra.

Det gik næsten galt i 1984, da den ældste bror i Piëch-klanen pludselig solgte sine aktier. Til arabere. Nemlig emiren af Kuwait. »Der Ernst-Fall«, alvorssagen, kaldes begivenheden stadig i familien. Var det pengenød? Nej, det var familien, den skrækkelige familie. Ernst, som i mellemtiden er blevet 86, fortalte om det i et interview i foråret.

»Jeg havde i 12 år lagt hele min sjæl i at arbejde for virksomheden, og så kom jeg ikke engang i betragtning til en plads i bestyrelsen. Så sagde jeg: »Så må de klare sig uden mig!«. Desuden var spændingerne i familien uudholdelige,« sagde han til østrigske Kurier.

Artiklen fortsætter under billedet
FILE GERMANY VOLKSWAGEN PIECH
Og Ferdinand Piëch? Ja, han er faktisk også ude nu. Han forsøgte i foråret at presse koncernchefen ud, men koncernchefen vandt magtkampen. Foto : JULIAN STRATENSCHULTE

Hans egne børn tog det pænt, fortalte han, for der var ingen af dem, som var særligt interesserede i familieforetagendet. Men resten af familien var efter ham.

»De ikke bare angreb mig, de spændte ben for mig, somme tider med absurde aktioner. Vi boede dengang alle sammen på Schüttgut, og pludselig fik vi ikke længere leveret brød og mælk. Min mor havde afbestilt det hele.«

GERMANY-AUTOMOBILE-ECONOMY-FAIR-IAA-VOLKSWAGEN

Moderen, altså Ferdinand Porsches datter, Louise, brød helt og aldeles med Ernst på grund af affæren, der i øvrigt endte med at søskende og fætre købte aktierne fra Kuwait.

»Men mine forældre var aldrig rigtige familiemennesker, i modsætning til min bedstefar (grundlæggeren Ferdinand Porsche, red.), som jeg havde et tættere forhold til end til min mor,« fortalte Ernst Porsche.

Artiklen fortsætter under billedet
GERMANY PORSCHE
For ti år siden begyndte Porsche i det skjulte at opkøbe aktier i VW, en beslutning som Porsche-klanen havde truffet, men uden at fortælle Piëch-klanen om det. Porsche forsøgte altså simpelthen overtage VW. Foto : CHRISTOPH BAUER / PORSCHE / HAND

Da Ernst havde solgt sine aktier, var Porsche-klanen kommet til at sidde på flertallet i det fælles holdingselskab, og dermed var grunden lagt til endnu opgør, det foreløbigt sidste: For ti år siden begyndte Porsche i det skjulte at opkøbe aktier i VW, en beslutning som Porsche-klanen havde truffet, men uden at fortælle Piëch-klanen om det. Porsche forsøgte altså simpelthen overtage VW. Tanken virker vanvittig, VW var og er mange gange større end Porsche, og hele operationen blev udført for lånte penge.

GERMANY-AUTOMOBILE-ECONOMY-FAIR-IAA-VOLKSWAGEN

Musens forsøg på at spise elefanten endte ynkeligt i 2009 med finanskrisen, da bankerne ikke ville være med mere, og det kunne være gået helt galt for Porsche, og måske også VW.

Løsningen blev, at Porsche gav op og solgte sin bilproduktion til VW; Piëch-klanen havde dermed vundet, og Porsche er i dag blot et af mange bilmærker i VW-koncernen. Vinderne undlod dog at hævne sig på taberne, og derfor er den guddommelige balance nu genoprettet: Familien har stadig et fælles holdingselskab, og det ejer lige præcis 50,7 procent af de stemmeberettigede aktier i VW-koncernen. Familien har magten, så længe den holder sammen.

Og Ferdinand Piëch? Ja, han er faktisk også ude nu. Han forsøgte i foråret at presse koncernchefen ud, men koncernchefen vandt magtkampen. I mellemtiden er koncernchefen selv røget ud på grund af »Diesel-gate« (se boks, red.). Magtkampene fortsætter, men nu er det direktørerne, som slås.

0 Kommentarer

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere