Del : SMS
Berlingske Business

Tesla præsenterer ny bilmodel og jagter fabriksplads i Europa

Den længeventede 7-personers Tesla Model X bliver præsenteret tirsdag aften. Produktionen af de europæiske modeller vil delvist ske i Holland, og Tesla overvejer allerede nu mulighederne for at udvide produktionen i Europa.

Flere end 25.000 har allerede skrevet sig op til Teslas Model X, længe inden den er blevet lanceret. De første kunder lagde depositum allerede i 2012, og nu kan de langt om længe se lys for enden af tunnelen. Teslas topchef, Elon Musk, meddeler på Twitter, at den nye Model X bliver officielt præsenteret tirsdag aften i Californien.

»Time to show the real thing,« lød det i den korte besked.

26BUSAUTOSHOW-FRANKFURT-Tes.jpg

Modellen er en såkaldt SUV - en stor familiebil med syv sæder, hvordaf de tre bagerste kan klappes ned og gøre bagagerummet større. Ud fra de prototyper, der tidligere har været vist frem på motorshows lader designet til at minde om de kendte Tesla Model S-biler.

Bilerne bliver produceret i Freemont i Californien, men for de europæiske kunder bliver den endelige montering af motor og andre dele af fremdriftssystemet først installeret i Europa.

Artiklen fortsætter under billedet
tesla fabrik
Foto : Simon Læssøe

Artiklen fortsætter under billedet
tesla fabrik
Foto : Simon Læssøe

Ny fabrik i Holland

Alt er hvidt eller rødt i Teslas spritnye fabrik i den hollandske by Tilburg, og den minimalistiske stil går igen overalt på de knap 44.000 kvadratmeter fabrikshal. Halvfærdige biler ankommer fra USA tæt pakket fire ad gangen i Maersk-containere, hvorefter røde, førerløse robotter fører dem videre over det spejlblanke fabriksgulv. På hvide stel løfter andre røde robotarme bilerne op og ned af produktionslinjen, mens gråklædte fabriksarbejdere monterer batterier, motor og andre dele på de næsten færdige biler.

Bilerne ankommer fra USA som næstenfærdige skabeloner. Bilens krop og interiør er færdigt, men på dette stadie er det ikke afgjort, hvilken slags Model S, bilen ender som. Om det bliver den almindelige Model S 70 eller den nye kraftfulde P90D afhænger af, hvilke batteri- og motordele fabriksarbejderne monterer i den, forklarer Gilbert Passin, Teslas globale produktionsdirektør.

Tesla S

Tesla åbnede den første fabrik i Europa i Tilburg i 2013, men på blot to år er man vokset for stor til de gamle fabrikshaller. I de nye kan Tesla lige nu producere omkring 90 biler om dagen, men i fremtiden kan hele produktionslinjen udvides, så kapaciteten når 285 per dag.

Tiltroen til voldsom vækst fik i 2010 Tesla til at overtage de enorme fabrikshaller i Freemont efter et joint-venture mellem General Motors og Toyota. De to bilkæmper producerede 500.000 biler om året på fabrikken. Teslas samlede produktion på verdensplan er lige nu blot en tiendedel af det.

Men det er ikke efterspørgsel, der mangler. Lige nu lyder ventetiden i Danmark på en Tesla Model S på et sted mellem tre og fem måneder alt efter specifikationer. Den nye Model X forventes først at kunne leveres i andet halvår af 2016.

Flaskehalsen ligger i batterierne, for knap halvdelen af de litium-ion-batterier, der bliver produceret i dag, ryger allerede i Teslas biler. Netop derfor er Teslas stenrige ejer, Elon Musk, i gang med at få opført en gigantisk batterifabrik i Nevada. Fabrikken har en pris på 33 milliarder kroner og vil kunne producere batterier nok til 500.000 elbiler om året, når produktionen er på fuld kapacitet i 2017.

Artiklen fortsætter under billedet
tesla fabrik
Foto : Simon Læssøe

På jagt efter europæiske anlæg

»Som man kan se er det hele helt nyt her, vi er stadig i gang med at flytte ind. Men det er et rimelig stort anlæg, så der er masser af plads til at udvide produktionen. Vi forventer at få brug for det hele og mere til,« siger en tydeligt træt Elon Musk ved præsentationen af den nye fabrik.

Han har netop gennemført en intensiv tre-dages turne gennem Danmark, Luxemburg, Tyskland, Belgien og Holland, hvor han har mødtes med politikere og repræsentanter for erhvervsliv og organisationer. Afgiftsfritagelser for elbiler har været på agendaen flere steder, og kun et privatfly har gjort det muligt at klemme så mange møder ind på så få dage. Fabriksåbningen er sidste punkt, inden turen går tilbage mod Californien.

TESLA MOTORS

»Vi forventer at have en del lokal produktion i Europa i fremtiden, og vi begynder at se efter nye faciliteter allerede i begyndelsen af næste år,« siger han og fortsætter:

»I takt med at den lokale efterspørgsel vokser, giver det mening at lave mere og mere produktion lokalt i stedet for at sende bilerne hele vejen fra Californien. Hvis vi vil gøre bilerne billigere, så giver det mening fra et logistisk synspunkt at have mere produktion på lokalt niveau, så vi kan reagere på lokal efterspørgsel.«

Artiklen fortsætter under billedet
tesla fabrik
Stifter og direktør for Tesla Motors Elon Musk snakker til den fremmødte presse, i forbindelse med åbningen af en ny Tesla fabrik i Tilburg i Holland d. 25 september 2015. Foto : Simon Læssøe

Håber på overskud i 2020

Trods den store efterspørgsel har Tesla indtil videre brændt penge af i stort omfang. I august annoncerede elbilsproducenten, at underskuddet alene i andet kvartal var tredoblet til 1,2 milliarder kroner, hvilket især skyldes investeringer i fabrikskapacitet forud for introduktionen af den nye Model X. Aktiekursen tog et dyk på 12 pct. på få dage.

Kort efter hentede bilselskabet 4,9 milliarder kroner på aktiesalg til blandt andet Goldman Sachs og en række andre investeringsbanker. Aktionærernes tillid blev fornyet, og aktiekursen steg på få uger 20 pct.

»Folk har vel meget tiltro til vores fremtid. Men jeg må indrømme, at jeg også var overrasket over det,« siger Elon Musk om kurshoppet.

Om det er baggrunden i Silicon Valleys IT-verden, der træder igennem er svært at sige, men på samme måde som hos succesfulde IT-start-ups, handler alt i Tesla lige nu om vækst  og geninvestering af indtægterne i ny udvikling.

CHINA-AUTO-SHOW

Indtil videre lader det til, at investorerne køber forretningsmodellen. Efter aktiekursen i årevis havde vugget rundt til en pris på cirka 35 dollar, kom vendepunktet i foråret 2013, knap et år efter Model S blev lanceret. Her kunne Tesla i sit kvartalsregnskab melde om en stigning i salgstallet på 83 procent, og for første gang leverede virksomheden et overskud.

Elon Musk hævede det forventede salgstal til 21.000 biler det år, og et par uger senere indfriede Tesla et statsgaranteret lån på tre milliarder kr. før tid og hentede 6,5 milliarder kr. i frisk kapital hos nye investorer. Siden er aktiekursen steget med 590 procent.

»Jeg satser på at gå i nul næste år. Før eller siden taber investorerne tålmodigheden, så jeg tror, vi vil levere et moderat overskud i 2020. Men forhåbentlig er vi stadig i stor vækst, og forhåbentlig giver det stadig mening at geninvestere penge i at lave flere biler og batterier,« siger Elon Musk.

Artiklen fortsætter under billedet
tesla fabrik
Foto : Simon Læssøe

Målet er Model 3

Tesla står på mål for kritik om, at elbilerne er dyre og forbeholdt de velstillede. Selv forsvarer Elon Musk sig med, at prissætningen er nødvendig, fordi ny teknologi er dyrt og kun ved at gå til markedet oppefra, kan man nå målet om elbiler til alle.

Topchefen sukker, da emnet bliver taget op endnu en gang.

»For at nå til et stadie, hvor alle har råd, må man igennem faser med teknologien. Hvis det var muligt at bygge en langdistance, billig bil nu, så ville vi gøre det,« siger han med et suk.

»Jeg har måtte forklare det her så mange gange, at det er sindsygt. Første skridt var en dyr Roadster (racerbil lanceret i 2007, red.) i lille antal. Andet skridt er Model S, en mellemprisklassebil i større antal. Tredje skridt er en billig bil i stort antal. Hvis man kunne springe direkte til punkt tre, så ville vi helt sikkert have gjort det.«

audi

Udviklingen af nye Tesla-modeller hænger direkte sammen med de store underskud i forretningen, forklarer han. Alle midler bliver nemlig geninvesteret i udviklingen af det, der er lige nu målet, Model 3. En mindre, billigere model, Tesla forventer at præsentere i 2016 og som skal i produktion i 2017 - samme år som batterifabrikken kører på fuld tryk.

»Hvis vi var Ferrari, ville det være en anden historie. Salget af Ferrarier leder til nye Ferrarier. Sådan er det ikke hos os. De penge vi tjener, eller rettere lige nu ikke tjener, går til at udvikle en betalelig bil. Jeg ville ønske, vi kunne gøre det hurtigere, men vi gør det så hurtigt vi kan,« forklarer Elon Musk.

»Vores mål er ikke bare at tjene penge. Vores mål er at forandre verden og fremskynde udviklingen af bæredygtig transport. Men hvis vi ikke tjener penge, vil investorerne smadre os. Så ultimativt bliver vi nødt til at have overskud. Men på den korte bane bliver alle vores penge brugt på øge produktionen og sænke prisen.«

Artiklen fortsætter under billedet
tesla fabrik
Foto : Simon Læssøe

Model 3 bliver eftersigende en bil i størrelse med BMWs 3-serie og vil ifølge Tesla passe perfekt til det europæiske marked, hvor gaderne er smallere end i USA. Indtil videre er al fokus på Model S og X, men Elon Musk udelukker ikke, at Model 3 skal produceres på nye anlæg i Europa i fremtiden.

»Det er svært at forudsige, hvordan tingene ser ud om to-tre år. Formodentlig kommer vi til at producere den nye model her i Tilburg. Det kunne jeg sagtens forestille mig, men meget kan se anderledes ud til den tid. Om to-tre forventer jeg, at kapaciteten her er fyldt op og vi udvider til mere plads. Det er i hvert fald erfaringen fra tidligere.«

 

Tesla Motors

0 Kommentarer

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere