Den svenske regering presser på for en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg. Den skal sikre højhastighedstog til Europa og køre udenom København og Malmø. Dansk Erhverv bakker op.
27. april 2010, 08:27 – opdateret 27. april 2010, 08:32
Sverige vil have undersøgt mulighederne for at få en ny fast forbindelse over Øresund mellem Helsingør og Helsingborg.
Den svenske regering har sidst i marts indgået et nyt trafikforlig, der lægger op til investeringer for 482 mia. svenske kr. En del af de penge skal gå til en ny Øresundsbro, hvis det står til de svenske politikere.
"Øresundsbroen har været en succes, men den kommer ikke til at række på sigt," siger formanden for Folkspartiet, Jan Björklund, ifølge Børsen.
Ideen vækker genklang i arbejdsgiverforeningen Dansk Erhverv, ligesom forslaget også har støtte i sydsvenske og nordsjællandske kommuner, der allerede lobbyerer for sagen.
Afskåret fra Europa
Formålet med en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg er ikke, at svenskerne vil hurtigt til Kronborg og andre nordsjællandske seværdigheder. Forslaget handler derimod om at forbinde svenske højhastighedstog med det kontinental-europæiske banenet, hvilket bl.a. Femernbroen lokker med.
Problemet for svenskerne er, at Danmark med et langsomt og overfyldt jernbanenet er en flaskehals. Samtidig er den eksisterende Øresundsbro en omvej på vejen fra Stockholm til Europa, hvor ruten ydermere går gennem to storbyer og derfor er svær at udvide.
Ideen om en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg, hvor sundet kun er små fem kilometer bredt, går helt tilbage til 1930'erne. Den er nu blevet aktualiseret med vedtagelsen af Femern-broen og stigende trængsel for særligt godstrafik mellem København og Malmø.
Helsingør vil have sin del
Ifølge Børsen har lokale kræfter i Helsingør udviklet deres eget bud på en fast forbindelse tegnet af arkitekten Bjarke Ingels, der bl.a. er kendt for VM-husene i Ørestad.
Politikere og erhvervsliv i Helsingør vil ikke reduceres til ren transitby, men vil integrere en fast forbindelse med en ny bydel, shoppingcenter og marina. Dog er stedet endnu ikke fastlagt, da ingen ved, hvor en eventuel fast forbindelse skal gå.
Sverige er allerede i fuld gang med opgradere sit jernbanenet til høje hastigheder, og i Skåne taler lokalpolitikerne om byggestart i 2020.
Endnu er intet dog vedtaget.






























































