Stormøde om tyveri af lastbiler

107 lastbiler blev i fjor stjålet i Padborg, men nu skal der gøres noget ved et problemet. Første skridt er et møde arrangereret af ITD og Erhvervenes Hus Aabenraa.

Padborg er Danmarks mekka for transportbranchen – men desværre også for tyve af lastbiler, trailere og dieselolie.

107 lastbiler blev stjålet af tyve i 2009 og tallet i år nærmer sig 40. Men nu skal det være slut. På initiativ af ITD, International Transport Danmark og Erhvervenes Hus Aabenraa arrangeres i dag et stormøde i Padborg om problemet for ITD’s medlemmer.

Selv en kraftig indhegning af pladserne, hvor virksomhederne stiller deres lastbiler er ikke nok. En
vognmand, Bjarne Kornbæk, KTL i Padborg, har oplevet tyveri af både dæk, brændstof og hele
lastvognstog. Tyve kørte simpelt hen hegnet ned på vej ud med lastbilen. Pris 20.000 kroner for et
nyt hegn. To nætter i træk fik han tillige stjålet 2.200 liter brændstof – selv om der var lås på
bilernes dieseltanke, fortæller han til Transportmagasinet.dk.

- Problemet er nok særlig stort i Padborg på grund af de mange lastbiler her, men lignende tyverier sker jo også andre steder i landet, siger Anders Jessen, sektionsleder hos ITD.

Han håber, at der på mødet vil komme ideer frem til, hvordan man kan komme tyverierne til livs.
Rigspolitiets Forebyggelsessektion deltager foruden Syd- og Sønderjyllands politi i mødet, og der kommer repræsentanter fra Forsikring & Pension, samt G4S, der kommer med gode råd til vognmandsvirksomhederne.

”Vi lægger vægt på, at forslagene til de forebyggende foranstaltninger kan bruges af hele branchen, siger Anders Jessen.

Syd- og Sønderjyllands politi vil inden mødet være klar med en sikkerhedsvurdering af Padborg, som dels ser på lokale forhold, men også vil belyse emnet generelt.

- Virksomhederne skal sørge for at få formuleret en sikkerhedspolitik.  Det kan være med til at øge sikkerheden omkring sin virksomhed og sit materiel. Det handler blandt andet om, hvordan man skal forholde sig, når tyveriet er sket og hvad virksomhedens sikkerhedsmanual bør indeholde, siger Jan Hyldal Sørensen fra Erhvervenes Hus i Aabenraa, til Transportmagasinet.dk.

 
 
 
 



Markedet lige nu