Flyselskaber og interesseorganisationer frygter konkurrenceforvridning, da EU muligvis vil lade de enkelte medlemslande beslutte, om de vil benytte sig af midlertidig statsstøtte. Askeskyen fra vulkanudbruddet i Island er hård kost for flyselskaberne.
20. april 2010, 05:01
De europæiske flyselskaber håber på en økonomisk håndsrækning fra EU-politikerne, men allerede efter det første møde mellem EUs transportministre, er der stor bekymring for konkurrenceforvridning. Fra flere sider frygter man nemlig en situation, hvor nogle flyselskaber modtager rundhåndet statsstøtte, mens andre må klare sig på almindelige markedsvilkår.
»Vi har en reel bekymring for skævvridning, da det potentielt kan skabe problemer, hvis EU lader statsstøtten være op til de enkelte medlemslande,« siger direktør i DI Transport, Michael Svane.
Meldingen kommer, efter at EUs transportministre og flere EU-kommissærer i går drøftede forskellige modeller for at hjælpe de pressede europæiske flyselskaber, der nu bliver hårdt ramt af det omfattende flyveforbud i store dele af Nord- og Centraleuropa. Askeskyen fra den islandske vulkan Eyjafjallajökull holder nemlig stadig store dele af europæisk luftrum lukket, og det koster flyselskaberne store beløb.
EUs konkurrencekommissær, Joaquin Almunia, understregede i går, at man ser på mulighederne for at lette restriktionerne for national statsstøtte. Det kan betyde, at beslutningen om økonomisk kompensation til flyselskaberne kommer til at ligge i de enkelte medlemslande.
»Efter terrorangrebet i New York i 2001 tillod man bl.a. national statsstøtte under nogle givne rammer. Det var dengang vidt forskelligt, hvor meget de enkelte lande benyttede sig af det, og hvis vi kommer i en situation, hvor det er op til de enkelte lande, er det afgørende, at danske flyselskaber ikke stilles dårligere end deres konkurrenter,« siger Michael Svane.
Hos det næststørste flyselskab i Københavns Lufthavn, Norwegian, er man ligeledes optaget af, at der ikke tillades særbehandling i enkelte EU-lande.
»Der skal være lige konkurrencevilkår, og det er svært at se, hvordan man kan sikre det, hvis spørgsmålet om statstøtte kommer til at ligge i de enkelte lande,« siger Norwegians kommunikationsdirektør, Anne-Sissel Skånvik.
SAS vurderede i går, at flyveforbuddet som følge af askeskyen koster selskabet 38-69 millioner kr. om dagen, mens Cimber Sterling vurderer, at dets tab ligger omkring fem-otte millioner kr. om dagen. British Airways har tidligere meddelt, at selskabet taber 130-170 millioner kr. om dagen, mens Air France-KLM dagligt taber 260 millioner kr. dagligt.
Ønsker fælles EU-regler
Chef for piloter og kabinepersonale i SAS, Flemming Jensen, understreger i lighed med Norwegian, at han helst ser fælles EU-regler for eventuel statsstøtte til flyselskaberne.
»Overordnet er det vigtigt, at statsstøtten ikke bliver et konkurrenceparameter. Derudover har jeg ikke yderligere kommentarer, da vi ikke ved, hvor tingene lander,« siger han.
Både SAS og Norwegian understreger samtidig, at det er afgørende at sikre en mere nuanceret vurdering af, om større dele af luftrummet kan åbnes. Norwegian mener bl.a., at det vil være muligt at flyve over askeskyen uden at gå på kompromis med sikkerheden.
Flyselskaberne og DI Transport holdt i går et møde om situationen med transportminister Hans Christian Schmidt (V), og det blev her besluttet at nedsætte en såkaldt task force, der skal se på alle aspekter af den alvorlige situation. Den nyetablerede task force skal bl.a. se på grundlaget for at lukke helt ned for flyvning fra Danmark.
Efterfølgende var transportministeren i videokonference med de europæiske kolleger, men mødet handlede mest om vilkårene for at lukke luftrummet og mindre om eventuel statsstøtte:
»Jeg rejste faktisk spørgsmålet om statsstøtte og bad EU-kommissionen om at forholde sig til det, fordi jeg kan forstå, det er en voldsom udgift for selskaberne,« siger Hans Christian Schmidt.
Hvordan vurderer du muligheden for at undgå konkurrenceforvridning, hvis støtten er et spørgsmål for de enkelte medlemsstater?
»EU-kommissionen skal netop afklare, hvordan reglerne er for statsstøtte, og jeg har ingen holdning til det spørgsmål, før der er et faktuelt grundlag at træffe en beslutning på. Det kræver, at vi får oplysninger fra EU,« siger Hans Christian Schmidt og oplyser samtidig, at det spanske EU-formandskab ikke har indkaldt transportministrene til nye møder.
Både Socialdemokraternes og Dansk Folkepartis trafikordførere, Magnus Heunicke og Kim Christiansen, understreger, at en situation, hvor danske flyselskaber får mindre hjælp end udenlandske flyselskaber, vil være uacceptabel.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten