Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Smedegaards spareplan er et stærkt signal

Når Mærsk-topchef Nils Smedegaard Andersen annoncerer, at koncernen skal spare yderligere 500 mio. dollar i 2010, sender han markedet et stærkt signal. Planen er ambitiøs, vurderer analytiker.

1 Kommentar

A.P. Møller - Mærsk savede 10 mia. kr. af udgifterne i 2009, men kom alligevel ud af regnskabsåret med minus. I år vil topchefen, Nils Smedegaard Andersen, spare endnu 500 mio. dollar (ca. 2,8 mia. kr.). Mærsk-analytiker Jacob Pedersen hos Sydbank kalder spareplanen for ambitiøs.

- Det er noget mere ambitiøst, end det jeg havde regnet med for 2010. Det er jo åbenlyst, der er problemer i dele af selskabets forretning, som jo er underskudsgivende, men uanset det, så lyder det af meget. Det er i hvert fald et større effektiviseringsmål, end jeg lige havde forventet, siger Jacob Pedersen.

I det interne medarbejderblad Mærsk Post udtaler Nils Smedegaard Andersen, at det er blevet svære at finde besparelser efter et 2009, hvor selskabet skar markant i omkostningerne og spændte livremmen i alle dele af organisationen.

Sliber hjørner

Jacob Pedersen vurderer, at selskabet nu skal ud at slibe alle mulige forskellige små hjørner ned i organisationen for at finde de ønskede besparelser.

- De lavthængende frugter er selvfølgelig plukket i Mærsk-koncernen. Nu tager man så i den grad sandpapiret frem for at komme længere ind til benet. Det tager jeg godt i mod, for der er som sagt dele af koncernen, som ikke er der, hvor den skal være. Det kommer ikke til at blive bedre uden hjælp fra markedet, hvilket jo ikke er noget, man selv kan gøre noget ved, men det er et vigtigt signal at sende ud i organisationen, siger Jacob Pedersen.

Han venter ikke store gennemgribende forandringer i Mærsk-organisationen, men forudser, at selskabet vil lukke ned for mindre forretningstiltag, som ikke har udsigt til at være profitable inden for en overskuelig fremtid.

- I en så stor og kompleks organisation som Mærsk er der selv i de enkelte forretninger delområder, hvor man kan sige, at der er dele, som ikke er en god forretning for selskabet. Det er selvfølgelig de områder, som skal lokaliseres, siger Jacob Pedersen.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.

Kommentarer

Det er positivt!

Som Dansker er det beroligende og betryggende at se at der sidder dygtige og kompetente personer i vores store og betydende erhvervsvirksomheder, som analyserer, gennemtænker,og ikke mindst træffer beslutninger, påtager sig et ansvar og tør stå ved det.
-------------------------------------------------------------------------
Bare det også var tilfældet i vores regering og opposition på Christiansborg.
Det er det desværre ikke, derfor går det mod DK fallit og nedgang..
Bare vi havde personer af Hr, Smedegårds kaliber på Christiansborg, men vi må nøjes med middelmådige taburet kæmpere som nu bruger 1000 milliarder om året, handler udfra deres personlige ønske om at bevare taburetten og ikke tør træffe de nødvendige og ubehagelige beslutninger.
MVH
O.Andersen




Markedet lige nu