Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Små speditører i farezonen

De mindste speditører er presset på indtjeningen, selv om branchen generelt har sparet op i de gode år, og derfor klarer finanskrisen hæderligt.

Mens speditørerne samlet set kom ud af 2008 med rekordindtjening, så har den mindste fjerdedel af fagets firmaer store udfordringer, og det kan betyde opkøb og sammenlægninger, vurderer Deloitte på baggrund af en dugfrisk analyse af branchens 2008-regnskaber.

- Under ét har den mindste fjerdedel af firmaerne mere end halveret deres overskud i et år med rekordindtjening. Samtidig er det altafgørende med kritisk masse i branchen: At kunne behandle mange ensartede transaktioner effektivt. De små kan ikke effektivisere som de store, så hvis ikke de har en særlig niche, de er gode til, så vil nogle af dem være i farezonen inden for tre-fire-fem år, vurderer Anders Kreiner, leder af Deloittes transportgruppe.

Med et 2008 præget af tre meget flotte kvartaler og ét rigtig skidt fjerde kvartal tjente de 94 speditionsvirksomheder i analysen samlet 361 millioner kroner. Det var 14 procent bedre end året før og desuden en tand bedre end det hidtidige rekordår 2005.

En vis fremgang

Dermed har branchen ifølge Anders Kreiner klaret sig bedre, end både han og de fleste i branchen selv havde spået efter et fjerde kvartal med en pludselig og voldsom finanskrise.

En årsag er, at speditionsvirksomhederne har brugt de gode år til at konsolidere sig. Mens egenkapitalen udgjorde 21 procent af den samlede balance i 2004 og 2005 var den vokset til 27 procent i 2008.

Det kan også være medvirkende til, at branchen stort set er gået fri af konkurser - modsat mange andre dele af dansk erhvervsliv. Tilsyneladende har der heller ikke været fyringsrunder, selv om beskæftigelsen voksede med næsten en tredjedel fra 2004 til 2008.

- Virksomhederne har investeret meget i hver ansat og tør derfor ikke at sende medarbejdere på gaden, for de er måske væk igen, hvis det atter går fremad om et års tid, ræsonnerer Deloittes transportekspert.

Anders Kreiner sporer en vis fremgang i branchen netop nu.

- 2009 har været hårdt, og indtjeningsmæssigt blev det ingen fest. Men i nogle måneder har der været en lille bedring i markedet, om end det ikke er stabilt nok til at sige, at tingene er vendt, og branchen er ikke på samme niveau som i de tre gode kvartaler af 2008.

 




Markedet lige nu