Danmarks Rederiforening advarer sine medlemmer mod at bruge lejesoldater for at beskytte skibene mod pirater i Adenbugten
18. november 2008, 16:25 – opdateret 18. november 2008, 18:55
Hvor der er farer på færde, er der også penge at tjene. Det har private sikkerhedsværn med lejesoldater som Blackwater fundet ud af. De tilbyder deres assistance til handelsskibene i Adenbugten, der kan købe militære tjenester for at beskytte sig mod pirater. Ifølge rederiforeningen er der både varselsskud, skud mod benene og angiveligt også drab på tilbudslisten.
Underdirektør i Danmarks Rederiforening Jan Fritz Hansen advarer sine medlemmer mod at gøre brug af disse sikkerhedsværn.
- Det er klart, at skibsrederne vil beskytte deres skibe. Vi er ikke bekendt med, at nogen danske rederier har gjort det
og vi vil også kraftigt advare imod det. Det må være en opgave for det internationale samfunds flådeenheder i området at beskytte handelsskibene, og de må udstyres med et mandat til at gribe ind. Det er en dårlig idé at bruge de private værn, hvis der for eksempel bliver skudt på de forkerte, siger Jan Fritz Hansen.
Blackwater blev bl.a. kendt og berygtet for sin uheldige adfærd i Irak, hvor lejesoldater skød og dræbte civile.
/ritzau/






























































