Valutaindsejlingen ventes i år at nå 160 milliarder kroner - en stigning på over 20 procent. Hurtig omkostningstilpasning bag det gode resultat
1. september 2010, 10:26
Dansk skibsfart klarer sig langt bedre igennem finanskrisen end ventet. Erhvervets valutaindsejling ventes i år at blive på hele 160 milliarder kroner - en stigning i forhold til 2009 på 20 milliarder.
Mange havde ellers ventet, at omsætningen var blevet på niveau med sidste år.
Formanden for Danmarks Rederiforening, Lars Vang Christensen, administerende direktør I Herning Shipping A/S, forklarer udviklingen med, at det er lykkedes hurtigt at tilpasse omkostningerne. Desuden peger han på, at dansk skibsfart har haft gode og stabile politiske rammevilkår i Danmark i en årrække. Det gør det lettere at træffe beslutninger.
Efter rekordåret 2008, da dansk skibsfart sejlede 190 milliarder kroner hjem, faldt valutaindsejlingen i 2009 med 26 procent til 140 milliarder kroner.
Læs også på evb.dk:
Sådan klarer de danske værfter sig
Rederierne er Danmarks største eksporterhverv og står i dag for godt 15 procent af den samlede eksport.
Flåden tæller 574 skibe på i alt 11,4 miillioner bruttotons.

























































