Danmarks største byggevarekæde, XL-BYG, etablerer kædesamarbejde med samarbejdspartnere i Norge og Sverige.
29. oktober 2008, 11:39 – opdateret 4. maj 2012, 21:54
Et nyt kædesamarbejde på tværs af de nordiske landegrænser har set dagens.
I alt bliver der 271 XL-BYG forretninger i de tre lande og dermed er Skandinaviens største byggevarekæde en realitet.
XL-BYG har via moderselskabet Ditas a.m.b.a. gennem flere år samarbejdet med Nordek og Byggtrygg på indkøbssiden. Nu bliver samarbejdet udviklet yderligere.
- Konkurrencen på byggevaremarkedet i Danmark er skærpet betydeligt gennem de senere år. De store kapitalkæder købes op af internationale mastodonter. Hvis vi som frivillig markedsføringskæde med succes skal tage kampen op, må vi gå forrest i udviklingen i branchen samt se ud over Danmarks grænser for at finde stærke samarbejdspartnere, udtaler adm. direktør i XL-BYG, Jens Sørensen.
Han ser markedsføringssamarbejdet med samarbejdspartnerne i Norge og Sverige som en nødvendig og naturlig udvikling for at cementere og udbygge XL-BYG’s førerposition på markedet.
Med lanceringen af kæderne i Norge og Sverige bliver XL-BYG(G) Skandinaviens største byggevarekæde med en samlet omsætning på 16,3 mia. kr.
XL-BYG navnet tilføjes et ekstra G i Norge og Sverige, men ellers bliver der tale om identiske koncepter med fælles logo, farvevalg, facadeskilte og andre markedsførings-elementer.
- mja



































































