Shell melder nu overraskende ud, at nye investeringer i vind- og solfarme til produktion af el bliver droppet. Oliegiganten sætter i stedet endnu skarpere fokus på med sine nye investeringer at blive større på bioethanol til biler.
17. marts 2009, 16:01 – opdateret 17. maj 2012, 18:39
LONDON - Verdens største olieselskab, Shell, har ingen planer om nye investeringer i vind og sol til produktion af el. Det skyldes et alt ringe afkast af investeringerne i forhold til andre områder inden for Shells aktiviteter i energibranchen.
Det skar topchefen Jeroen van der Veer ud i pap i dag i London på en konference om koncernens strategi.
Den overraskende udmelding om at sætte nye investeringer i vind på stand by er bemærkelsesværdig. Sidste år trak Shell sig helt ud af eksisterende og planlagte vindprojekter i Europa. De statsejede selskaber danske Dong og svenske Vattenfall, som i forhold til Shell kun er miniputter, har for nylig bebudet at de vil investere massivt i nordeuropæiske vindprojekter.
Begge selskaber er statsejede. I modsætning til Shell profilerer de sig på investeringer i vindfarmene. Foreløbig nøjes Shell med, at selskabet sidste år sætte to vindfarme i USA i drift. Dermed har selskabet på verdensplan en kapacitet på 550 MW
Først rentabilitet efter 2015
Shell har for alvor sat udvikling af bioethanol til brændstof til biler i USA og Brasilien - men i mindre grad i EU-landene og Kina - i endnu skarpere fokus end hidtil i sin nye strategiplan.
Shell satser ligeledes i strategiplanen på udvikling af anlæg, der helt kan fjerne og gemme udslip af CO2 fra røgen på olie- og gasanlæg og andre petrokemiske fabrikker i undergrunden. Det kan dog først blive en gang efter 2015, at disse anlæg er begyndt at være rentable og kommercielle, tror de mest optimistiske folk i Shells ledelse. Blandt dem dr. Graeme S. Sweeney.
”Vi er allerede verdens største opkøber af første generations biobrændstof(fra bioraffinaderierne red.). Hvis du som Shell er i transportbranchen, er du nødt til at lytte til de udsagn og udnytte biobrændstof effektivt” siger han til Business.dk.
Sweeney er øverste chef for Shells udvikling af biobrændstoffer og nye CO2-besparende teknologier.
Over de seneste fem år har Shell som en start investeret i alt 1,7 milliarder dollar i alternativ energi. Det svarer til knap 10 milliarder kr. På mødet blev det dog ikke afsløret, hvor meget Shell vil investere i udvikling af biobrændstofferne i år og de kommende år. Men der er ingen tvivl om, at der bliver tale om ganske betydelige investeringer. Bioethanol er eneste grønne energiform, Shell lige nu tør sætte lid til for at opnå det bedst mulige afkast af sine investeringer. På længere sigt er målet på at udvikle det til en ny alternativ pengemaskine, som de traditionelle fossile brændsler olie og gas i mange år har været det for Shell.
Investeringsprogram på 180 mia. kr.
I 2020 er det EU's mål, at 10 procent af energiforbruget i EU skal dækkes med biobrændstoffer. Ifølge en rapport fra McKinesey vil syv procent af brændstofferne til transportsektoren på globalt plan skulle dækkes af biobrændstoffer i 2020-30.
Derfor vil bioethanol blive en væsentlig del af Shells fremtidige forretning.
Shell investerer sammenlagt mellem 175 og 180 milliarder kr. i 2009, især de olie- og gasaktiviteterne. F.eks. i Qatar har Shell 40.000 i gang med at opføre et kæmpeanlæg til behandling af flydende gas, LNG. I 2009 og måske i 2010 erkender Shell dog, at produktionen af fossile brændstof på globalt plan vil falde.
Dette er givet også medvirkende til, at Shell inden for den alternative grønne og bæredygtige energi har valgt at skrue op for sin fokus på biobrændstof. Shell har bl.a. investeret en del penge i udvikling af anden generations biobrændstof af cellulose fra plante- og træaffald.






























































