SAS har i dag med øjeblikkelig virkning besluttet at ophøre midlertidigt med at flyve med kinesisk kabinepersonale. Det sker på baggrund af den uro, der er skabt omkring de kinesiske medarbejderes situation.
9. april 2008, 16:56
"Vi har ønsket at fortsætte med at flyve med vores kinesiske kabinepersonale, som vi og vores kunder sætter stor pris på. Men i denne situation er vores kinesiske medarbejdere udsat for et helt urimeligt og forøget pres. Derfor har vi for en midlertidig periode valgt at fritage dem for tjeneste. Vi opfatter CAU og FTFs ageren i denne sag som en stærk overreaktion," siger Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør for SAS International, i en pressemeddelelse.
SAS fik for nylig en dom for, at det er ulovligt at flyve med kinesiske stewardesser uden arbejdstilladelse, men SAS har besluttet sig for at anke til landsretten.
Et fællesmøde tirsdag mellem SAS og kabinepersonalet i fagforeningen CAU sluttede uden enighed, og derfor vil CAU bringe sagen for Arbejdsretten.
- Vi forventer, at Arbejdsretten indkalder os hurtigst muligt, så vi kan få rettet op på det brud, der sker på vores overenskomst, sagde CAUs formand Verner Lundtoft Jensen tirsdag.
Sideløbende forsøger regeringen sig med et nyt lovforslag, der vil gøre det lovligt for SAS at flyve med kinesiske stewardesser, der aflønnes efter lokale forhold.
SAS afviser, at en sådan lov vil betyde tab af arbejdspladser:
"Sandheden er, at SAS i længden ikke vil kunne flyve i samme omfang på visse ruter, hvis der ikke er mulighed for at have lokal arbejdskraft. Det er et kundekrav. Samtidig skal det understreges, at SAS kun på to ruter har lokalt ansatte, ligesom det skal bemærkes, at ud af ti kabinepersonale er kun to lokalt ansatte," hedder det i pressemeddelelsen fra SAS.
"Jeg vil gerne understrege, at vores skandinaviske kabinepersonale er uundværligt og værdsat. De er og vedbliver at være den væsentligste del af vores kundebetjening og det at være en skandinavisk virksomhed, uanset hvor i verden vi flyver. En lovændring ændrer intet herved. Den betyder, at vi som hidtil vil kunne imødekomme kundernes servicebehov og skabe tryghed i ansættelsen for medarbejderne," siger Lars Sandahl Sørensen fra SAS International.




































