Den kriseramte flykoncern SAS mistede 3,1 procent i samlet trafik i februar. Passagertallet gik svagt op, men analytiker er skuffet.
5. marts 2010, 12:19 – opdateret 5. marts 2010, 12:23
Den samlede trafik i luftfartsselskabet SAS gik ned med 3,1 procent i februar, når man sammenligner med samme måned sidste år.
I alt transporterede koncernen 1,8 millioner passagerer, en minimal fremgang i forhold til året før.
Efter at SAS har skåret 10 procent af kapaciteten røg den såkaldte load factor for flyenes udnyttelse sat op til 66,9 procent - en fremgang i belægningen på fem procentpoint.
Det kunne dog kun delvist opveje et fald i indtægt på flyvningerne. Indtægten pr. kilometer, såkaldt yield, faldt med 14 procent - men dog kun med otte-ni procent, når der tages højde for den bedre belægning.
Tallene skuffer Sydbank-analytiker Jacob Pedersen. Han hæfter sig især ved nedgangen på 14 procent i indtægt pr. kilometer.
- Det er væsentligt mere end hvad jeg havde regnet med. Jeg lå kun på et fald på otte procent, siger han til RB-Børsen.
Han mener, at det store fald på denne post viser, at SAS har haft en meget svær start på året. Heller ikke belægningsprocenten lever op til analytikerens forventninger.
På de interkontinentale ruter har SAS skåret kapaciteten 15 procent ned, mens trafik målt i passagerkilometer ligger ca. seks procent lavere. Belægningen er strøget i vejret til næsten 77 procent.
På europæiske ruter er kapaciteten 12 procent lavere, mens trafikken er faldet med fem procent. Her er belægningen på flyene gået frem til næsten 64 procent.
Et lille lyspunkt kan SAS se i Sverige, hvor trafikken er gået ni procent frem. Belægningen er her steget til godt 71 procent.
/ritzau/































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten