I løbet af 2010 vil EU Kommissionen afslutte sin efterforskning af kartel-sagen mod flere internationale luftfartselskaber, der fiksede priserne på luftfragt i 2000 og nogle år frem. SAS risikerer stor bøde.
18. august 2010, 12:55
SAS Cargo havde problemer. Og SAS har da også indrømmet at være en del af det internationale luftfarts-kartel år tilbage, der fiksede priserne på fragt.
SAS har allerede betalt én bøde til de amerikanske myndigheder for sin deltagelse. 52 millioner dollars kostede forliget med de amerikanske myndigheder.
Læs også: SAS tæt på spare-mål
Flere myndigheder har efterforsket flykartellet, og SAS' koncernledelse forventer, at EU Kommissionen vil komme med sine resultater i løbet af 2010.
Flere faktorer vil sandsynligvis spille ind på bødens størrelse, skriver SAS i sit halvårsregnskab - det omhandler bl.a. argumenterne, som SAS vil komme med i sit forsvar. Men beskyldningerne taget i betragtning, så er det sandsynligt, at sagen vil have en finansiel negativ indflydelse på SAS, vurderer ledelsen.
Svært at vurdere bøden
Men at vurdere bødens størrelsesorden er svært, påpeger Jacob Pedersen, senioranalytiker hos Sydbank.
- Worse case er en milliard svenske kroner – så det kan gøre et ret stort indhug i SAS’ finansielle stødpude. Men det er umuligt at sige. Det kan lige så godt blive 200 millioner som 1 mia. Det kommer også an på om konkurrenceretten vil statuere et eksempel. Det er selvfølgelig en usikkerhed, at der ligger en bøde og venter, siger han.
Læs også: SAS taber tæt på en milliard
SAS ønsker heller ikke at vurdere det:
- Vi vil ikke give nogle estimater på det, fordi vi er midt i en proces, siger IR-chef hos SAS, Sture Stölen.






























































