Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

SAS leaser Boeing-fly i skattely

Det delvist statsejede SAS leaser fly i det caribiske skattely Cayman Islands, der er kendt for ekstrem lukkethed og hemmelighedskræmmeri.

Dermed sender Nordens største flyselskab - der har den danske stat som en af sine største aktionærer - enorme summer i skattely, skriver Politiken.

Indtil videre er mere end 2 milliarder kroner havnet på den caribiske ø, viser Politikens beregninger. I SAS bekræfter man leasingaftalerne.

»Vi leaser otte fly af ejere indregistreret på Cayman Islands. Det drejer sig om Boeing 737'ere«, oplyser Sture Stølen, chef for investor relations i SAS, til Politiken.

»Det er flovt, at staten er involveret i skattely på så mange niveauer. Vi har set det med lufthavnen og Den Afrikanske Garantifond og nu SAS. Selv om SAS måske ikke direkte sparer skat på det, må vi gå ud fra, at lejer og udlejer deler fordelene af den lave skat«, siger Enhedslistens skatteordfører, Frank Aaen til Politiken.

Han vil tage sagen op med den nye regering. Det har været skiftende danske regeringers politik at bekæmpe skattely. Ifølge skatteekspert Christen Amby er der umiddelbart ikke noget ulovligt i leasingarrangementet, men det åbner for skatteundgåelse, påpeger han:

»Man opretholder muligheden for, at de, der ejer flyene, undlader at betale skat«, siger han til Politiken.

Også fra de radikale lyder der kritik:

»Vi opfordrer danske virksomheder til at tage et større samfundsansvar. Selv om der måske ikke er noget juridisk galt i det, så opfordrer vi SAS til at være påpasselige med at understøtte skattely«, siger skatteordfører Nadeem Farooq til Politiken.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu