SAS havde ikke noget valg

Ifølge analytikere er besparelserne på 500 mio. kr. kun det første bump på SAS' vej mod bedre indtjeningsmuligheder.

De indgåede besparelser på 500 mio. kr. er ganske enkelt nødvendige for, at SAS stadig kan ånde. Det mener to af landets førende analytikere på luftfartsområdet.

"500 mio. kr. er selvfølgelig godt nyt for SAS, men det er altså langt fra uventet. Det var en kernebetingelse for, at staterne ville være med i kapitalforhøjelsen. Var besparelserne ikke gået igennem, havde situationen set uoverskuelig ud," siger Jacob Pedersen, analytiker i Sydbank.

Han bakkes op af Steven Brooker fra SEB Enskilda, der kun ser forliget som det første skridt på vejen mod, at SAS igen skal tjene penge.

"Folk havde hevet i bremsen, hvis ikke forliget var blevet til noget. Men det er kun første hurdle. Den næste er, at SAS skal refinansiere den lånetilbagebetaling på to milliarder svenske kroner, som de skal lave i år," siger Steven Brooker.

Og så skal SAS ellers iføre sig arbejdshandskerne. Ifølge Sydbanks Jacob Pedersen er tiden kommet til, at flyselskabet kommer optimistisk ud på markedet trods svære betingelser.

"Når kapitalforhøjelsen er gennemført, venter det daglige hårde arbejde ude på markedspladsen med at sikre passagerer og indtjening. Men det bliver ikke nogen let opgave," siger Jacob Pedersen.

Internt slagsmål

Forliget mellem SAS, fagforeningerne og kabinepersonalet blev først en realitet efter hårde kampe, og det kan på længere sigt betyde, at jorden er gødet for endnu flere sammenstød.

"Jeg har bidt mærke i processen. De var nødt til at komme i forligsinstitutionen, og det er da lettere nedslående, når man ser på de samarbejdsmuligheder, man får fremover, " siger Jacob Pedersen.

Sammenlagt har SAS indgået aftaler med fagforbund om besparelser på 2,1 mia. skr. i 2009 og 2010. Flyselskabet opgør de samlede årlige besparelser i strategiplanen Core SAS, til 7,8 mia. skr.

 



Markedet lige nu