Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

SAS afviser at have gamle fly

Norwegians topchef Bjørn Kos har ikke styr på fakta, når han joker med SAS-flådens alder. Det hævder SAS. Det norske flyselskab erkender, at forskellen mellem de to konkurrenter er lille.

I et friskt interview med svenske Dagens Industri siger Norwegians topchef, Bjørn Kos, kækt, at han egentlig synes, SAS er en fin konkurrent at have.

Deres fly er jo gamle, og de kæmper stadig med høje omkostninger. I modsætning til os, påstår han.

Læs også: Norwegian vil buldre videre

Den udtalelse har fået SAS op af stolen. Flyselskabet gør opmærksom på, at Norwegians flåde ved årsskiftet havde en gennemsnitsalder på 11 år. På samme tidspunkt var flåden i SAS i gennemsnit 11,5 år.

"Norwegian og SAS har stort set samme gennemsnitsalder for sin flåde af fly," siger Anders Lindström, pr-ansvarlig i SAS, til Dagens Industri.

Større forskel

Norwegians informationschef, Anne-Sissel Skånvik, hævder, at Norwegian løbende får nye fly ind i sin flåde, og dermed sænkes gennemsnitsalderen. Men hun erkender, at der lige nu ikke er den store forskel mellem de skandinaviske flyselskaber.

"I dag skiller vi os ikke så meget ud. Men vent et halvt år, så vil forskellen blive øget," siger hun til Dagens Industri.

Læs også: SAS skruer op for blusset

SAS meldte for nylig ud, at nye fly er på vej til næste år. Optimismen blomstrer i øjeblikket i det ellers hårdt pressede flyselskab. Men ifølge Anders Lindström er der endnu ikke truffet beslutninger om, hvornår det præcis sker.

Det er en kendsgerning, at nye og moderne fly forbruger mindre brændstof, og samtidig mindsker det flyselskabernes udgifter til vedligeholdelse.

 




Markedet lige nu