Busser og lastbiler er meget svære at bringe til standsning i høj fart på glat vej - og de er svære at rette op, når først de skrider ud.
23. februar 2010, 06:13
Busulykken i Tyskland forleden vidnede ifølge tysk politi om for høj fart. Derfor er det ufatteligt vigtigt, at man kører meget forsigtig i glat føre - ikke mindst med en tung bus eller tung lastbil. Man skal lære sit køretøj at kende, så en tur på et køreteknisk anlæg er bestemt anbefalelsesværdigt. Andre har mulighed for at prøve bilerne af under ekstreme forhold - som da 230 vognmænd blev inviteret til Norge af MAN Nutzfahrzeuge fornylig.
Ganske vist har vi masser af sne herhjemme lige nu, men kuperede fjeldveje kombineret med 30 graders frost er ikke hverdagskost. Når sneen samtidig vælter ned, er der nok at se til for en lastvognschauffør.
For de nordiske importører af MAN-lastbiler, er det en tilbagevendende begivenhed at arrangere disse »reality-shows« i dyb sne og på glatte fjeldveje, og ind imellem må bjergningsselskabet, der er hyret til opgaven, trække en bil fri af sneen.
Stor standsningslænge
Det kræver sin chauffør at køre i dette føre, og det er vigtigt at afpasse farten efter forholdene - uanset hvad fartbegrænsningen påbyder - og man skal i hvert fald ikke foretage hurtigere bevægelser med rattet. Gelinde, gelinde - og man kan ofte med fordel bruge retarderen eller gearene i stedet for bremsen, når man skal ned ad bakken. Den gamle tese: »kør efter forholdene« får ekstra dimension ved kørsel på isglatte veje. 130 meter tager det at standse et vogntog på isglat vej, når man kører med 50 km/t. En personbil bruger kun 20 meter.
Nu var bilerne specielt udvalgt til formålet, og de store off road-lastbiler med træk på op til otte aksler trækker fint igennem selv høj sne - når bare der er frihøjde nok. Men især i et land som Danmark, hvor vi ikke har haft en vinter som i år siden 1995, køber jo ikke materiel til vinterkørsel alene.
Derfor var der udgaver af biler med MANs avancerede HydroDrive, der kobles til under særlige ufremkommelige forhold og sørger for, at der er trækkraft de første meter til man kommer i gang, hvorefter systemet kobles fra igen. Den ideelle drivkraft til lejlighedsvis terrænkørsel samt i situationer, hvor der skal bruges større trækkraft på forakslen.
Lastbiler med HydroDrive er især beregnet for almindelig kørsel, men mulighederne udvides markant med det særlige hydrostatiske forakseldrev. Fra en fart på ca. 30 km/t frakobles det automatisk. Falder hastigheden til under 22 km/t, tilkobles systemet igen helt automatisk.
Husk vinterdækkene
Vigtigt er det dog også at have den rigtige dækmontering - og selv om det måske ikke er så udtalt herhjemme, er vinterdæk et must, når det er vinter i Norge. Derfor havde MAN allieret sig med dækproducenten Michelin, der fik fortalt vognmændene om fordele ved gode dæk - iøvrigt til alle forhold.
Vognmændene fra Danmark har i reglen mest brug for de avancerede køretøjer, fordi de har deres daglige gang i grusgrave og andet løst terræn (ikke kun sne). Og her er Hydrodrive også i sit es. Vel oppe på vejen, kan man bare køre almindeligt. Det betyder, at man kan bruge sin lastbil selv til distributionsopgaver - uden at trække på alle fire, seks eller otte hjulsæt. Og det betyder mindre brændstofforbrug, som jo er altafgørende på en tur til Milano og tilbage.
I Norge var der udlagt to ruter: En landevejsrute og en mere snørklet vej delvis i terrænet og gennem skovene. Sidstnævnte var en udfordring og viste ud over chaufførens kundskaber bag et rat også bilernes formåen.
De kunder, som kom længst fra til arrangementet i Norge, kom fra - ja, Norge. Det tager nemlig lige så lang tid at flyve fra Oslo/Gardamoen til Rom som fra Oslo til Nordnorge - eller som en nordnorsk lastbilssælger sagde: At når han skulle besøge kunder - og det foregik i bil - kunne der være 1.000 km. ud til den kunde, der boede længst væk.
Alle kommer jo ikke med MAN eller andre til Norge, men man kan gøre en god investering ved at tage et kursus på et køreteknisk anlæg. I Danmark er FDM størst med faciliteter på Jyllandsringen ved Silkeborg og Sjællandsringen ved Roskilde. Men der er flere mindre anlæg, hvor man kan »blive klædt på« til vinteren. Selv garvede chauffører har godt af et opfriskningskurses med mellemrum.

























































