Overraskende udvikling. Alle troede, at det svenske national-klenodie var på vej i graven, men nu ser det ud som om, at en løsning er fundet. (Opdateret 15.14)
25. januar 2010, 13:22 – opdateret 25. januar 2010, 13:30
Ifølge SVT er en handel mellem Saab-ejeren, General Motors, og den hollandske superbilsproducent Spyker i sidste sekund faldet på plads.
Den sidste knast, som var et milliardlån fra Den Europæiske Investeringsbank, skulle nu være faldet på plads, og ifølge SVT vil den svenske regering på et ekstraordinært ministermøde kl. 14.30 i dag beslutte, at den svenske stat er parate til at kautionere for lånet.
En talsmand for den svenske regering bekræfter over for det nationale nyhedsbureau TT, at regeringen vil mødes kl. 14.30 for at diskutere en Saab-kaution, men advarer dog om, at det sidste punktum ikke er sat endnu.
"Selv om det ser godt ud, så er det før sket at der er blevet snublet ved mållinjen. Det er ikke klar før begge parter har meldt det ud," siger kanceliråd Hans G. Pettersson fra det svenske erhvervsministerium til TT.
Hvis alt falder på plads efter regeringsmødet vil General Motors ifølge SVT bekræfte salget af Saab. Ifølge SVT er Spykers ledelse allerede i Stockholm, hvor opkøbet vil blive præsenteret på et pressemøde.
Investeringsbank: Ingen beslutning
En talsmand fra Den Europæiske Investeringsbank afviser dog over for nyhedstjenesten E24 at der er taget beslutning om at yde et lån til Spykers køb af Saab.
Den svenske avis Dagens Arbete oplyser i øvrigt, at en del af aftalen går ud på, at den hollandske milliardær Marcel Boekhoorn, er parat til at øge sin ejerandel i Spyker fra de nuværende 3,84 pct. for at være med til at finansiere opkøbet. Boekhoorn har angiveligt en personlig formue på ca. 11 milliarder svenske kr., eller ca. 8 milliarder danske kr.


































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten