Lavprisselskabet Ryanair lukker en stor del af ruterne, der udgår fra de jyske lufthavne Billund og Århus. Det er de sæsonprægede destinationer, der ikke er lukrative i vinterhalvåret, lyder forklaringen.
23. august 2010, 11:29
16 ud af 21. Det er så mange ruter, lavprisselskabet Ryanair har tænkt sig at lukke ned for i de jyske lufthavne Billund og Århus. De voldsomme nedskæringer rammer især Billund Lufthavn, hvor Ryanair har fået en dominerende position med en tredjedel af de samtlige passagerer på udenrigsruterne, skriver Jyllands-Posten.
Læs også: Anholdt for at klage over Ryanairs mad
Billund bevarer fire ud af 16 ruter. De kommer til at gå til London, Rom, Malaga og Barcelona. Aarhus Lufthavn beholder kun ruten til London.
”Vi synes, at Ryanair skærer mere end nødvendigt. Vi har anbefalet at fastholde flere af ruterne i vinterhalvåret, men det er ikke vores beslutning,” siger Kjeld Zacho Jørgensen, adm. direktør i Billund Lufthavn til Jylland-Posten.
Hos Ryanair afviser man, at de mange lukninger handler om utilfredshed med billetsalget eller betjeningen i lufthavnene.
Læs også: Ryanair-regnskab stærkt påvirket af askeskyen
”Det er helt normal procedure, at vi skærer ned på ruter og afgange til de sydlige rejsemål, som er båret af fritidsrejsende. I stedet flytter vi en del af kapaciteten til andre destinationer, hvor efterspørgslen er større i vintermånederne,” siger Daniel de Carvalho, kommunikationschef i Ryanair.
Den forklaring giver til dels god mening, vurderer Ole Kichert Christiansen, direktør i rejsemæglervirksomheden Travelbroker overfor Business.dk.
”Der er altid blevet skåret ned i Århus, men de plejer ikke at gøre det så kraftigt i Billund. Det er tre fjerdedele og det er voldsomt. Men mange af ruterne er kun farbare om sommeren. Det er eksempelvis destinationer som Marseilles, Malta og Sicillien. Man kan gisne om de ledige fly skal bruges til nye afgange fra Københavns Lufthavn. Der har været tale om, at de har ansøgt om slots i København her i løbet af vinterhalvåret. Det er spændende, hvis det bliver en realitet. Men hvis det ikke sker, vil hovedparten af de lukkede jyske ruter åbne igen,” siger han.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten