Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

RyanAir: SAS-passagerer tager fejl

Der er ingen PR-krig mellem SAS og RyanAir, understreger sidstnævnte. Alligevel forsætter den. Her er det seneste kapitel.

"Jeg tvivler ikke på, at SAS har fundet 2000 mennesker til deres undersøgelse. Men de har fundet 2000 mennesker, der tager fejl.”

Så kontant lyder RyanAirs svar på den undersøgelse, der i går fik SAS til at erklære sig som vinder af den såkaldte PR-krig, der har udspillet sig mellem de to konkurrerende flyselskaber.

Undersøgelsen, som er foretaget af analyseinstituttet YouGov for SAS, viste, at 46 procent af knap 2000 adspurgte skandinaver er helt eller delvist enige i sætningen: ”Ryanair er ikke så billige, som de påstår.”

RyanAirs europæiske kommunikations manager, Daniel De Carvalho har ikke meget til overs for undersøgelsen. Han vil hellere lade trafiktallene tale:

”Så SAS har fundet 2000 passagerer, der er villige til at sige, at SAS er billigst. Men alene i år flyver RyanAir mere end fem millioner passager alene i Norge og Sverige. Alle disse passagerer kunne vælge at flyve med SAS, hvis de ville. Der er ingen, der tvinger dem til at vælge RyanAir,” siger han.

Samtidig langer kommunikationsmanageren ud efter sin modpart i SAS, Claus Sonberg, og efter SAS’ regler, der - i De Carvalhos optik - betyder, at passagererne skal betale for mere bagage, end de reelt har med:

”Alle ved, at en person, der skal til London en enkelt dag ikke har brug for at have 20 kg. bagage med, ligesom Claus Sonberg har. Sidste gang jeg rejste en weekend til Pisa, var jeg glad for kun at have fem kg. med,” siger Daniel De Carvalho og tilføjer:

”Der er ingen børnefamilie, hvor hvert enkelt medlem tager 20 kg. med. Det er sindssygt!”

Krig? Der er ingen krig
Daniel De Carvalho afviser, at RyanAir benytter sig af PR-stunts. Lavprisselskabets tilbud om at SAS’ ledelse kunne flyve gratis med RyanAir var således en hjælpende hånd til SAS – et tilbud om at se hvordan RyanAir fungerer. Ikke et PR-stunt.

”SAS taber passagerer - Vi vinder passagerer. Så hvis SAS vil se, hvordan vi gør, skal de være velkomne,” forklarer han.

Mundhuggeriet mellem SAS og RyanAir har stået på i længere tid. For få måneder siden udtalte en Ryanair-talsmand, at SAS først kunne blive solgt, når SAS-aktierne kunne købes for samme pris som et Hubba Bubba-tyggegummi. SAS svarede dengang, at Ryanair hellere skulle tage hånd om håndteringen af forsinket bagage og forsinkede fly, der ifølge SAS er meget udbredt hos Ryanair.

Daniel De Carvalho konkluderer:

”Der har ikke været en PR-krig. Der har været en forretningskonkurrence om at flyve passagerer. Den taber SAS. Hvis der er noget kaldet en krig, så handler krigen om at få folk i flyene og flyve dem til destinationen til rette tid. Og den krig fortsætter.”

 




Markedet lige nu