Europas største lavprisflyselskab leverer et skuffende, men alligevel pænt årsregnskab, der blandt andet byder på en udbyttebetaling på over tre mia. kr.
1. juni 2010, 09:09
Irske Ryanair - synonymet på lavprisfly i Europa - kan fremvise en nettoindtjening på 305,3 mio. euro (ca 2,2 mia. kr.). Ifølge Bloomberg News er det en anelse mindre, end nyhedssitets estimerede 313 mio. euro. Ryanairs omsætning steg med to procent, efter at væksten i antallet af passagerer overgik faldet i de gennemsnitlige billetpriser.
Luftfartsselskabet oplyser i årsregnskabet, at de har planer om at betale investorerne et særligt udbytte på 500 mio. euro i oktober - ca. 3,7 mia. kroner I så fald vil det være første gang aktionærerne betales, siden Ryanair udbød de første aktier i 1997 efter beslutningen om at udvide bestanden af fly.
Læs også: Lavprisflyselskaber kunne ikke udnytte krisen
"Det er et engangs-udbytte. Det ser ikke ud som om, vi vil lave aftaler om at købe fly i den nærmeste fremtid, så det er hensigtsmæssigt at betale penge tilbage til aktionærerne," siger Ryanairs Chief Financial Officer Howard Miller til Bloomberg.
Lavprisselskabets salg krympede i begyndelsen af regnskabsåret, efter at askeskyen i første omgang lukkede det europæiske luftrum i seks dage i april. Det blev også til en anden bølge, da terminalerne i Irland og Skotland lukkede i maj.






























































