Meget tyder på, at et par tusind aktionærer i det nye børsselskab Green Wind Energy, der er bygget på det gamle Bodilsen Holding, vil vågne op til alvorlige tømmermænd 29. august.
15. august 2008, 14:55
Det skriver Nyhedsbrev for bestyrelser.
Aktionærerne har købt aktier til omkring 5-6 kr. i det hedengangne Bodilsen Holding, som nu er overtaget af Green Wind Energy. Ved transaktionen sidst i august lægges aktiviteten ind i det tomme holdingselskab, og det nuværende antal aktier udvides samtidig fra 4,4 mio. til 324 mio.
- De nye aktier er dels betaling for købet af hele aktiekapitalen i det oprindelige Green Wind og dels en kontant rettet emission på 70 mio. kr. mod udvalgte investorer, hvor de nye aktionærer tegner aktier til én kr. stykket. Disse nye aktionærer er ikke bundet af en lock up. De kan derfor med den aktuelle børskurs opnå et afkast på 600 procent på under to uger, med mindre kursen skulle falde, skriver nyhedsbrevet.
Ugebrevet vurderer, at der er meget, der tyder på, at kursen hurtigt vil finde et nyt naturligt kursleje mellem 1 og 2 kr., hvilket er op til 100 procent mere, end de nye aktionærer har villet betale for at deltage i kapitaludvidelsen.
Administrerende direktør Frank Buch-Andersen, som også er bestyrelsesmedlem i Brøndby IF og Dicentia, sagde forleden til Berlingske Business, at selskabet kunne få en børsværdi på op til 2 milliarder kroner.
Nyhedsbrev for Bestyrelser har spurgt Frank Buch-Andersen, om det er hans forventning til den fremtidige børskurs. Til det svarer han:
- Jeg har sagt, at der nyudstedes 324 mio. nye aktier, og hvis kursen på 6 kr. holder sig, hvilket vel principielt er muligt, så bliver den tekniske børsværdi 1,9 mia. kr. Jeg har ikke nogen mening om, at den børsværdi er realistisk. Men jeg vil undre mig, hvis kursen fortsat vil ligge på 6 kroner.
RB-Børsen






























































