En ny generation af pensionister og efterlønnere er mere bevidste og veluddannede end tidligere - og er derfor mere vidtfavnende på rejsebehov.
12. august 2010, 06:37
Riis Rejser - med base i Lemvig og afdelinger i Vejle og Lyngby ved København - ser et kæmpe potentiale af kunder vokse frem i de kommende år.
Antallet af pensionister og efterlønnere stiger, og flertallet af dem er ikke så afhængige af samfundets øvrige op og nedture.
- De handler, som de altid har gjort, men vi har også fået en del nye kunder, som holder lidt igen, hvis de ikke har fået deres normale aktieudbytte. Vores typiske kunder dukker i reglen op, fra de er sidst i 50’erne. Vi har normalt ingen yngre gæster på turene, men har som typiske charterselskaber så heller ikke kunderne i 40 år, siger direktør Jacob Riis.
Sammen med sin bror Søren Riis er han ejer af Riis Rejser, som de overtog fra forældrene i 2001.
Vækst siden 2001
Hos Riis Rejser har der ikke været spor af finanskrise, for man arbejder ud fra en solid base med traditionelle rejser med bus samt busser kombineret med fly. Siden begyndelsen i 2001 er antallet af rejser steget fra 3.000 rejser det første år til over 25.000 rejser i år.
På de ni sæsoner er det også blevet til opkøb af tre store medspillere i branchen – Edelweiss Rejser i 2005, Dania Rejser i 2007 og Papuga Rejser i 2008 – ofte grundet generationsskifteproblemer.
- Vi er ikke så sårbare som mange andre rejsearrangører. Vi har vores basisprodukt bussen, men har helgarderet med massevis af andre nicheprodukter som musik og operarejser, flodture i Europa med følgebusser, byture til blandt andet Berlin og Prag – og endda oversøiske rejser. Så vi spænder fra en bustur til få tusind kroner til en langtur til 45.000 kroner – og det sjove er, at det ofte er de samme kunder til alle typer rejser, siger Jacob Riis.
Sig sandheden
Som vestjyde praler han ikke, men Jacob Riis er glad for, at kunderne er tilfredse. Der vil altid være kritik, men den tager man så fat i efterfølgende - og bearbejder sagen med kunden. Man kan altid gøre det bedre, men hos Riis Rejser ved man også, hvad man kan - og hvad man ikke kan.
Derfor ejer Riis Rejser ikke længere busserne selv, men har kontrakter med selvstændige busvognmænd – ligesom når man indgår aftaler med hoteller og flyselskaber.
- Det handler om en fundamental detalje for at have succes: Det er at sige sandheden. Hverken mere eller mindre. Man skal ikke give et ét-stjernet hotel mere end én stjerne i brochuren. Derfor sørger vi også selv for at strikke rejserne sammen hele vejen, så vi så vidt muligt rammer kundernes smag, siger Jacob Riis og fortsætter:
- Kunderne i dag – efterkrigstidens børn - har måske altid selv kunnet arrangere deres rejser – men det gider de ikke i samme grad mere. De vil have det hele planlagt, og der skal bare være plads til de individuelle ønsker på turen. Vores kunder kan i dag ikke længere katalogiseres. Kundernes sammensætning er langt mere nuanceret end tidligere, siger Jacob Riis.
Begyndte med hestevogn
Jakob Riis er bankuddannet, mens Søren Riis har en baggrund i et rejsebureau i Holstebro.
Det var brødrene Riis’ oldefar, der først trådte ind i rejsebranchen i 1898 med en daglig persontransport fra Ferring ved Vesterhavet til Lemvig og retur med hestevogn - en rejse på cirka 15-20 kilometer. Siden kom bedsteforældrene til i 1950’erne med rutebiler, og fra 1973 gik forældrene ind i branchen med det første Riis Rejser.
Så der har været rejser først i Jylland for vestjyder – med syv opsamlingssteder i Lemvig - til de moderne busrejser ned i Europa til eksempelvis klassiske Harzen og Gardasøen.
Riis Rejser er Danmark tredjestørste busrejsearrangør efter Gislev Rejser og 65 Ferie.






























































