Den hårde konkurrence mellem fly-selskaberne i Københavns Lufthavn resulterer i mange billige flybilletter denne vinter. Norwegian er gået i lavprisoffensiv, og de andre selskaber følger med.
26. oktober 2009, 05:00 – opdateret 19. maj 2012, 23:17
Lyder det fristende med en returbillet til Berlin til 243 kr.? Eller til Wien for 453 kr.? Flyselskaberne udbyder denne vinter markant flere billetter end sidste år, og det har skabt stribevis af slagtilbud, der skal sikre, at flyene bliver fyldt op.
Det er især offensiven fra lavprisselskaber som Norwegian og Easyjet, der har resulteret i et prispres fra København, fremhæver adm. direktør hos rejsesøgemaskinen Travelmarket, Ole Stouby.
»Der er overkapacitet i markedet, og selskaberne føler sig nødsaget til at sænke priserne for at få fyldt flyene. Norwegian er utrolig aggressive på prisen, og både Cimber Sterling, Easyjet, Transavia og SAS er gået aktivt ind i priskrigen. SAS vil formentlig gøre meget for at beholde deres nuværende position, og de kommer til at bide fra sig vinteren igennem,« siger han.
Ole Stouby har netop foretaget en gennemgang af priserne til de mest populære rejsemål, og gennemsnitspriserne for returbilletter fra København til de ti mest populære europæiske storbyer sidst i november ligger nu under 700 kr. De billigste returbilletter fra København til Amsterdam koster f.eks. 481 kr., mens man kan komme til Berlin og tilbage igen for 243 kr. Også populære destinationer som Prag og London er billige med returpriser ned til henholdsvis 407 og 439 kr.
Markedet udvides
I Københavns Lufthavn håber direktør med ansvar for flyselskaber Carsten Nørland nu, at de lave priser vil udvide markedet.
»Jo hårdere konkurrence, jo lavere priser. Det er det, som vi nu ser, og vi er naturligvis tilfredse med, at der er stor interesse for at øge sædekapaciteten i København. Det understreger vores position i Nordeuropa,« siger Carsten Nørland.
I LD Invest fremhæver chefanalytiker Brian Børsting, at prispresset vil mindske effekten af SAS’ omkostningsbesparelser. Det gør det endnu vanskeligere at tjene penge i det nuværende marked, og det gør de igangværende besparelser endnu mere nødvendige, lyder det fra chefanalytikeren.
Det nye pristjek af Travelmarket viser, at de billigste returbilletter til Stockholm nu kan fås for 597 kr., mens de billigste billetter til Oslo sniger sig op på 635 kr. Norske Norwegian udbyder de billigste billetter på hovedparten af de populæreste strækninger, men kunderne skal her være opmærksomme på et bagagetillæg på 60 kroner pr. strækning samt et gebyr for en eventuel sædereservation.






























































