Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Redningsplan for kystbanen

Trafikminister Lars Barfoed sætter flere ting i søen i forsøget på at få togene til at køre til tiden.

Kystbane-regulariteten skal forbedres. Det siger transportminister Lars Barfoed til Helsingør Dagblad.

I går holdt Barfoed et møde med DSBFirst, DSB, Banedanmark og Trafikstyrelsen om problemerne med regulariteten for kunderne på Kystbanen og i Øresundstrafikken. Mødet resulterede i en række nye planer, der skal rette op på samspilsproblemerne mellem de forskellige aktører på strækningen. Målet er en forbedret regularitet og information til passagererne på Kystbanen.

"Forholdende for pendlerne på Kystbanen har været klart utilfredsstillende. Og selv om vi tidligere på året satte ind med en robusthedsplan med ekstra kapacitet til at opfange forsinkelser fra Sverige, har det ikke været tilstrækkeligt. Derfor sætter vi nu yderligere en række initiativer i gang, der skal forbedre kundeoplevelsen og regulariteten på Kystbanen," siger transportminister Lars Barfoed.

De forskellige aktører på Kystbanen vil i en task force, ledet af Trafikstyrelsen nu udarbejde helt klare disponeringsplaner, som giver Banedanmark mulighed for at gribe ind og sikre at opståede forsinkelser hurtigst muligt neutraliseres samt at der kan gives præcis information til kunderne.

Det er systemer og arbejdsgange, der har virket med succes på S-togssystemet, og de erfaringer gør vi nu brug af på Kystbanen, siger Lars Barfoed.

De såkaldte disponeringsplaner, der skulle kunne overføres til Kystbane-regi inden for få uger, kendes fra driften af S-tognettet, som i forhold til Kystbanen opererer med en forbilledlig præcision og stabilitet.

Ikke før 2018

I det hele taget så ministeren helst, at Kystbanen kunne lægges om til S-togdrift hurtigst muligt.

"Men det kan ikke lade sig gøre i denne udbudsperiode og det vil altså sige ikke før til 2018, når udbudsperioden slutter. En omlægning vil betyde nye perroner og skinner og tog. Det tager tid, men der har historisk set altid været problemer med driften af Kystbanen, og bør ikke være afhængig af svenske forhold og af fjerntogtrafikken. Det er min holdning at strækningen bør isoleres fra den øvrige togkørsel med sit eget spornet, som vi kender det fra S-togene," siger Lars Barfoed til Helsingør Dagblad.

På mødet blev det desuden besluttet at indhente ekstern ekspertbistand, som sammen med aktørerne på strækningen skal analysere og anvise mulige løsninger til en forbedret regularitet.

"Arbejdet vil først og fremmest have fokus på udformningen af køreplanen og andre ting, der kan øge køreplanens robusthed eksempelvis afgangsprocedure, samt fælles regularitetsmålsætninger for aktørerne. Jeg forventer, at der i begyndelsen af det nye år foreligger et resultat af dette arbejde," siger Lars Barfoed.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu