Idéen om postfrie mandage vil gøre flere aviser ude af stand til at bringe avisen om mandagen. Det vurderer Danske Dagblades Forening.
1. februar 2010, 16:54 – opdateret 1. februar 2010, 16:58
Det landlige postbud, der med en taske over skulderen kører fra landsby til landsby med dagens avis, kan blive fortid om mandagen, hvis transportminister Lars Barfoeds (K) tanker om postfrie mandage og tre dages udbringningstid bliver til virkelighed.
Flere dagblade benytter kun Post Danmark til at få avisen bragt ud, og det vil betyde, at flere danskere går glip af mandagsavisen, fastslår Adam Rue, der er konsulent i Danske Dagblades Forening.
- I flere landdistrikter er det ikke muligt at opretholde et budkorps selv. Derfor vil folk gå glip af en service, som altid har været til stede. Det er direkte diskriminerende, hvis man fjerner posten om mandagen, siger Adam Rue.
Hos Landdistrikternes Fællesråd er man heller ikke tilfredse med udsigten til yderligere forringelser i postleveringen. Dagens avis skal udkomme, understreger Carsten Blomberg Hansen, direktør i Landdistrikternes Fællesråd.
- Som borgere kan vi måske godt leve med, at vi ikke kan modtage regninger om mandagen, men vi kan ikke leve med, at vi ikke kan modtage vores avis, siger han.
Kristeligt Dagblad bruger udelukkende Post Danmark til at bringe avisen ud. Det vil underminere avisens økonomi, hvis mandagsudgaven ikke udkommer, vurderer Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager.
- Hvis man stopper med at bringe avisen ud om mandagen, så vil det isoleret set betyde, at Kristeligt Dagblad ikke skulle udkomme om mandagen. Det vil være et voldsomt tilbageslag for avisen og vores abonnenter, siger Erik Bjerager.
Forbrugerne burde i stedet høste fordele ved den forestående liberalisering af postmarkedet i 2011 frem for at mangle post og aviser om mandagen og få post i sneglefart, mener Forbrugerrådet. Ifølge rådet burde den politiske diskussion om postens fremtid handle om forbedringer.
- Det er dybt forbløffende, at den politiske diskussion ikke handler om de fordele, liberaliseringen kan give Post Danmark og forbrugerne, men i stedet om, hvor forfærdeligt det kan blive, siger økonom i Forbrugerrådet Martin Salamon.
/ritzau/


































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten