Venstres trafikordfører vil have flere megalastbiler på vejene.
24. februar 2010, 11:50
Lastbiler på op til 25 meter - de såkaldte modulvogntog – har været tilladt i Danmark i godt to år, men kun omkring 250 af dem har ramt landevejene.
Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, vil derfor i forbindelse med næste trafikaftale have flere penge til at udbrede den transportøkonomiske lastbil samtidig med, at han arbejder på en aftale med Tyskland, der skal gøre modulvogntog lovlige i flere delstater, oplyser P4 Midtjylland.
Flere steder i landet
Kristian Pihl Lorentzen understreger, at 250 modulvogntog på relativt kort tid er en succes. Han ser dog gerne flere.
Ligesom han vil arbejde for, at de store vogntog kan køre i flere områder af landet. Blandt andet i Viborg og Holstebro.
Der er investeret cirka 145 millioner kroner i infrastrukturen for at leve op til sikkerhedskravene i forbindelse med de modulvogntog.









































